Onde døde sigøjnere
4.0
Sam Raimi vender tilbage til sine rødder med "Drag Me to Hell", som er det tætteste, han har været på Evil Dead-stilen, siden han i 1992 afsluttede den trilogi med "Army of Darkness".
Filmens hovedperson er en ung bankrådgiver, som en dag får besøg af en gammel sigøjnerdame, der beder om endnu en henstand på sin termin. Det afviser hun, ansporet af sin chefs løfter om forfremmelse til den, der tør tage "svære beslutninger" - men det skulle hun selvfølgelig aldrig have gjort. For den gamle dame kaster en forbandelse, som betyder, at hovedpersonen bliver jaget af en dæmon, som i løbet af tre dage vil trække hendes sjæl ned i helvede.
Dermed er scenen sat for en handling, der viser, at Raimi stadig ved, hvordan man skræmmer publikum. Filmens historie er ganske banal og følger gængse horrorklicheer - selv om hovedpersonen er en sød, ung, flink blondine, er det hendes egen grådighed og forfængelighed, der forårsager problemerne. Men Raimi afvikler den med en dyb forståelse for, hvordan man skaber gys ved at lege med skygger, kameraføring og lydeffekter.
Særligt filmens lydside er imponerende - Raimi tør som få andre basere gysene på overdrevent skrigende lyde, og den hysteriske sigøjnermusik i baggrunden sørger for en konstant nervøs stemning. Og så har "Drag Me to Hell" selvfølgelig også Raimis typiske visuelle stil med over-the-top-effekter og lystigt sprøjtende kropsvæsker. Der er fx en forrygende sekvens, hvor hovedpersonen forsvarer sig mod sigøjnerdamen, bevæbnet med hæftemaskine og lineal. Plus at der ligger en tyk ironi under hele filmen, der sørger for, at man skiftevis hopper i sædet og griner højt.
I forhold til de tre gamle Evil Dead-film vil jeg dog sige, at "Drag Me to Hell" mangler en smule gnist. Den er ikke helt så fandenivoldsk, holder sig i højere grad til genrens klicheer og er ikke helt så overbevisende crazy rent visuelt. Men det er stadig en underholdende, sorthumoristisk horrorfilm, som kun Sam Raimi kan lave dem. Han har ikke mistet taget, og det lover godt for næste års gen-genindspilning af "The Evil Dead".
Filmens hovedperson er en ung bankrådgiver, som en dag får besøg af en gammel sigøjnerdame, der beder om endnu en henstand på sin termin. Det afviser hun, ansporet af sin chefs løfter om forfremmelse til den, der tør tage "svære beslutninger" - men det skulle hun selvfølgelig aldrig have gjort. For den gamle dame kaster en forbandelse, som betyder, at hovedpersonen bliver jaget af en dæmon, som i løbet af tre dage vil trække hendes sjæl ned i helvede.
Dermed er scenen sat for en handling, der viser, at Raimi stadig ved, hvordan man skræmmer publikum. Filmens historie er ganske banal og følger gængse horrorklicheer - selv om hovedpersonen er en sød, ung, flink blondine, er det hendes egen grådighed og forfængelighed, der forårsager problemerne. Men Raimi afvikler den med en dyb forståelse for, hvordan man skaber gys ved at lege med skygger, kameraføring og lydeffekter.
Særligt filmens lydside er imponerende - Raimi tør som få andre basere gysene på overdrevent skrigende lyde, og den hysteriske sigøjnermusik i baggrunden sørger for en konstant nervøs stemning. Og så har "Drag Me to Hell" selvfølgelig også Raimis typiske visuelle stil med over-the-top-effekter og lystigt sprøjtende kropsvæsker. Der er fx en forrygende sekvens, hvor hovedpersonen forsvarer sig mod sigøjnerdamen, bevæbnet med hæftemaskine og lineal. Plus at der ligger en tyk ironi under hele filmen, der sørger for, at man skiftevis hopper i sædet og griner højt.
I forhold til de tre gamle Evil Dead-film vil jeg dog sige, at "Drag Me to Hell" mangler en smule gnist. Den er ikke helt så fandenivoldsk, holder sig i højere grad til genrens klicheer og er ikke helt så overbevisende crazy rent visuelt. Men det er stadig en underholdende, sorthumoristisk horrorfilm, som kun Sam Raimi kan lave dem. Han har ikke mistet taget, og det lover godt for næste års gen-genindspilning af "The Evil Dead".
14/06-2009
