Det dumme menneske
5.0
Ligesom med mange andre af Werner Herzogs film, indhylles den tyske auteurs ’Stroszek’ fra 1977 i en hel særlig aura af mystik og kuriositet. Inden Joy Division-forsangeren Ian Curtis tilbage i 1980 tog livet af sig i en alder af bare 24 år, var dette filmen han så. Det er naturligvis sat på spidsen med nærmest idiotisk foragt for nuancer at sige, at ’Stroszek’ lever med et selvmord på samvittigheden. Men tanken om at den i forvejen nådesløse og forstemmende film måske har været sidste rygstød fra klippekanten for et ung og følelsesmæssig rådvildt menneske er omvendt meget svær at afvise.
I samhør med den næsten spøgelsesagtige mystik, der både blidt og uomgængeligt hviler over ’Stroszek’, så er filmen gjort af samme omtrent samme gådefulde stof. Det er ofte umådelig svært at tyde linjen mellem underfundig tragikomik og ligbleg tragedie i Herzogs fortælling om tre tyske taberes mislykkede forsøg på at forbedre tilværelsen. Trekløveret bestående af en småretarderet gademusikant, hans prostituerede kæreste og en excentrisk olding, der sammen beslutter sig at rejse til USA for at finde lykken, opfører sig næsten gennemgående så tåbeligt, at begreber som ’fjols’ og ’stakkel’ hurtigt pludres sammen. Særligt trioens to mandlige indslag, Bruno og hr. Scheitz, stikker ud her, når de begge ustandseligt plaprer løs på flydende tysk til amerikanere, der ikke forstår en pind. Og meget bedre bliver det ikke da de to herre ikke øjner anden udvej fra deres økonomiske nød end at drage til kriminelle yderligheder - med hvad der må være verdenshistoriens mest kiksede bankkup. Det bliver ikke meget mere tåbeligt.
Alligevel er det rigtig svært ikke at føle sig inddraget i de tre taberes skæbne, der fra start er sat på kollisionskurs. Når forfaldet slår sine absurde folder, så er det simpelthen svært at finde en passende grimasse til de hjerteskærende absurditeter. Og når kulminationerne for alvor indtræffer i filmens sidste tredjedel bliver ’Stroszek’ en uafrystelig film. Herzog blev vendt ryggen af sit protesterende filmhold, da filmens spontane og helt igennem bizarre slutscene skulle i kassen, og måtte derfor selv føre kameraet på sidste indspilningsdag. Og med et nervøst smil på læben kan man roligt konkludere, at man aldrig har set noget lignende.
Tæt på seks stjerner.
I samhør med den næsten spøgelsesagtige mystik, der både blidt og uomgængeligt hviler over ’Stroszek’, så er filmen gjort af samme omtrent samme gådefulde stof. Det er ofte umådelig svært at tyde linjen mellem underfundig tragikomik og ligbleg tragedie i Herzogs fortælling om tre tyske taberes mislykkede forsøg på at forbedre tilværelsen. Trekløveret bestående af en småretarderet gademusikant, hans prostituerede kæreste og en excentrisk olding, der sammen beslutter sig at rejse til USA for at finde lykken, opfører sig næsten gennemgående så tåbeligt, at begreber som ’fjols’ og ’stakkel’ hurtigt pludres sammen. Særligt trioens to mandlige indslag, Bruno og hr. Scheitz, stikker ud her, når de begge ustandseligt plaprer løs på flydende tysk til amerikanere, der ikke forstår en pind. Og meget bedre bliver det ikke da de to herre ikke øjner anden udvej fra deres økonomiske nød end at drage til kriminelle yderligheder - med hvad der må være verdenshistoriens mest kiksede bankkup. Det bliver ikke meget mere tåbeligt.
Alligevel er det rigtig svært ikke at føle sig inddraget i de tre taberes skæbne, der fra start er sat på kollisionskurs. Når forfaldet slår sine absurde folder, så er det simpelthen svært at finde en passende grimasse til de hjerteskærende absurditeter. Og når kulminationerne for alvor indtræffer i filmens sidste tredjedel bliver ’Stroszek’ en uafrystelig film. Herzog blev vendt ryggen af sit protesterende filmhold, da filmens spontane og helt igennem bizarre slutscene skulle i kassen, og måtte derfor selv føre kameraet på sidste indspilningsdag. Og med et nervøst smil på læben kan man roligt konkludere, at man aldrig har set noget lignende.
Tæt på seks stjerner.
15/06-2009
