Livets cirkel

Fra den magiske åbningsscene af Afrikas prægtige solopgang til de karismatiske og fantastiske sange er ’Løvernes Konge’ en af tidens allerstørste tegnefilm, Disney nogensinde har lavet.

Det er rettere ordet uforglemmeligt, man bliver nødsaget til at proppe på Simbas eventyr hen til livets selvrealisering, og om at kunne tage det nødvendige ansvar for sine omgivelser og ikke mindst se skæbnen, fortiden, nutiden og livet selv i øjnene.

Samtidig er ’Løvernes Konge’ en farverig hyldest til naturens skønhed, uden at den forglemmer at skildre de brutale og mere hårde sider af livets naturlige vej.

Det handler nemlig om at kunne leve. Med sig selv og med andre. Lære af de fejl man af naturlige årsager begår her i livet.

Et livsleksikon pakket ind i farvefuld varme og lunefuld humor.

Og en vigtig historie skildret gennem en fortabt løvesøn tilbagevenden til det, han er født til. Det er både ubønhørligt barsk og ømt, når Simba ligger sig under sin afdødes fars manke og triller en tåre. Men også utroligt lunefuldt når Timon og Pumba synger ordene ”Hakkuna Mattata”.

En fuldstændig formidabel måde, at komponere en dyb tragisk hændelse, det er, når ens far bliver taget fra én i en meget ung alder, med tilbagelænet bille ædende eskapisme fra det komiske makkerpar, det charmerende selvfede desmerdyr, Timon og det glade og dejligt dumme vortesvin Pumba.

Det der er så mærkbart ved Disneys helt store tegnefilms æra, er hvordan tegnefilmen tør at stå ved tragedien, og ikke pakke det ind gak og gøgl, men faktisk lade filmens skurk råbe nådesløst ”du dræbte din far! Morder!”.

Det er stærke men også uforglemmelig ord, der med stor succes får lov til at sætte dagsorden for historien.

De stærke replikker virker til, at Simbas tilværelse som fortabt søn mærkes troligt på kroppen og hjertet. Det skaber et uafrysteligt nærvær til filmen, som ikke er til at ryste af sig.

En eminent måde hvorpå at få skabt den komplette historie, der bliver krydret med ingen ringere en magien fra et stjerneskud. Man mærker og næsten ånder det livsbekræftende løvebrøl, Simba til sidst lader sig, for at testamentere sejren over det onde ud over den flamberede kongeslette.

Et er, at de mange ekstremt gennemførte billedkompositioner taler historien for sig selv, noget andet er hvordan hver eneste lyd eller sang skaber en eventyrlig atmosfære, der bare varmer maven og stikker i hjertekulden.

Selv de dansk oversatte sange fungerer til eventyrlig grad, at man fanger sig selv i at nynne med og knibe en spinkel tåre fra øjenkrogen.

For det er ikke bare tegnefilm, men noget udefinerbart livsbekræftende man kan med sig fra dette store mesterværk, der om nogen er svaret på den helt perfekte filmoplevelse.

Og samtidig bekræfter penselens fuldstændig magiske tour de force, i en tidløs fortælling der aldrig vil dø.

Og så er der vidst ikke mere at sige end ”Hakkuna Mattata”.