Cantona og kammersjukkerne
4.0
”C’est la vie,” siger den store fodboldspiller og lille filosof Eric Cantona til det britiske postbud Eric i hans dagligstue, mens de babber på en joint og diskuterer problemerne i postbuddets liv. Samtalen foregår i postbuddets fantasi i Ken Loachs film ”Looking for Eric”, der kombinerer dagligdagsrealisme fra arbejderklassen med lun humor og opløftende drama.
Postbuddet Eric (Steve Evets) lever i en rodebunke af et række hus med sine to teenage-sønner. Hans liv er også lidt af en rodebunke efter to forliste ægteskaber. Han fortryder specielt, at han forlod sin første kone som helt ung. Så da de to mødes for første gang i årtier for at passe deres fælles barnebarn, går det helt i sort for Eric.
For at håndtere sine egne følelser og forvirrende tanker tager han lidt hash fra den ene søns værelse og snakker lidt med en fantasi-version af sin fodboldhelt Cantona (himself). Det hjælper. Han får selvtillid. Han kan håndtere ting, han før bare vendte det blinde øje til.
Handlingen er ganske forudsigelig. Det er en varm film af den slags, der ikke fucker verdenen alt for meget op for vores hovedperson. Det er en fortælling om at blive ældre, om at være far for teenagere, og samtidig miljøskildring af nutidens britiske arbejderklasse, inklusiv skænderier på pubs om loyalitet til fodboldhold, platte jokes, poppsykologi og deslige.
Loachs blik er lunt. Det føles en smule ufarligt, og varmen og lunen er måske en smule forceret, men det er på en britisk, tilbagelænet måde. Vi griner med vores tragiske helt, og ikke af ham, når han lærer af sit fantasifoster at turde at udbrøde et højt fransk "non!” til tilværelsen, mens han banker en stegepande ned i køkkenbordet til teenagesønnernes store forskrækkelse.
Det er bestemt ingen stor film. Den er til tider lidt for sløv i optrækket. Men hvis kombinationen af Cantonas lommefilosofi og lidt lune fra det britiske arbejderklassemiljø lyder godt for dig, så er ”Looking for Eric” bestemt et enkelt kig værd.
(Set i Nice, Frankrig. Franskmændene får tilsyneladende japanske, kinesiske og europæiske film både oftere og tidligere i biograferne, end vi gør. Heldige asener. Og hvilken doven filmdistribution vi har i dk)
Postbuddet Eric (Steve Evets) lever i en rodebunke af et række hus med sine to teenage-sønner. Hans liv er også lidt af en rodebunke efter to forliste ægteskaber. Han fortryder specielt, at han forlod sin første kone som helt ung. Så da de to mødes for første gang i årtier for at passe deres fælles barnebarn, går det helt i sort for Eric.
For at håndtere sine egne følelser og forvirrende tanker tager han lidt hash fra den ene søns værelse og snakker lidt med en fantasi-version af sin fodboldhelt Cantona (himself). Det hjælper. Han får selvtillid. Han kan håndtere ting, han før bare vendte det blinde øje til.
Handlingen er ganske forudsigelig. Det er en varm film af den slags, der ikke fucker verdenen alt for meget op for vores hovedperson. Det er en fortælling om at blive ældre, om at være far for teenagere, og samtidig miljøskildring af nutidens britiske arbejderklasse, inklusiv skænderier på pubs om loyalitet til fodboldhold, platte jokes, poppsykologi og deslige.
Loachs blik er lunt. Det føles en smule ufarligt, og varmen og lunen er måske en smule forceret, men det er på en britisk, tilbagelænet måde. Vi griner med vores tragiske helt, og ikke af ham, når han lærer af sit fantasifoster at turde at udbrøde et højt fransk "non!” til tilværelsen, mens han banker en stegepande ned i køkkenbordet til teenagesønnernes store forskrækkelse.
Det er bestemt ingen stor film. Den er til tider lidt for sløv i optrækket. Men hvis kombinationen af Cantonas lommefilosofi og lidt lune fra det britiske arbejderklassemiljø lyder godt for dig, så er ”Looking for Eric” bestemt et enkelt kig værd.
(Set i Nice, Frankrig. Franskmændene får tilsyneladende japanske, kinesiske og europæiske film både oftere og tidligere i biograferne, end vi gør. Heldige asener. Og hvilken doven filmdistribution vi har i dk)
21/06-2009
