- Satans billedbog -
6.0
Det er simpelthen en rystende hæmningsløs film, som Trier har pustet liv i. Den bider sig dybt, dybt ind i knolden, hvor den roder og rager, og slår filmmediets kraft fast med sit provokerende unikum af udpenslede billeder.
”Antichrist” er inddelt i 4 kapitler. Sorg, Smerte, Fortvivlelse og til sidst De Tre Tiggere, der samler trådende og vi forstår at Sorg, Smerte og Fortvivlelse er De Tre Tiggere. Disse ”dæmoner” er også vores venner, der bare tigger om at blive accepteret. For pokker, de hjælper dig. Ræven har bygget et skjulested og kraven hjælper med at finde skiftenøglen. De høster viden, forståelse og indblik:
• Rådyret udgør med det døde kid hængende, ”Sorg”. Et billede på Han der flygter, men som ikke kan give slip på sit døde barn. Det vil altid hænge grimt ved.
• Ræven er ”Smerte”, der forsager smerte på sig. Som Han, der netop gør dette i sit forsøg på at styre sin fatning.
• Ligesom Kragen, er Hans ”Fortvivlelse” gemt og dækket til i rævegraven/grundvolden.
Det er manden der ser alle disse, for det er ham der skal forstå.
Hun er taget ud i skoven for at studere et mørkt kapitel i europæisk historie, og i den proces finder hun frem til, at mennesket dybest set (*også*) er ondsindet af natur. Derfra konkluderer hun, at hvis alle mennesker er onde, så må de kvinder, der blev brændt som hekse, også være onde, hvoraf heksebrændingerne kan retfærdiggøres. Hun lader sig endvidere rive med af tanken, samtidig med at føle sig sårbar og ensom ude i skoven, og tager det personligt at sønnen drog på udflugt alene, og binder derfor hans sko omvendt på. Hun får bekræftet denne viden om verdens kyniske meningsløshed, idet sønnen dør. Han tager hende med til Eden for at kurere hende i den gode tro, at hun blot skal konfronteres med sin frygt, og indse, at der intet er at frygte. Problemet er bare, at han tager fejl. Der er masser at frygte og hendes frygt er reel. I en scene, hvor Han prøver at overvinde hendes frygt ved at bære hende fra en udvalgt sten til en anden, ses en rovfugl nedlægge et forsvarsløst bytte - forspist af myrer - og flyve det i sikkerhed for blot at æde af det; som Han gør mod Hun. Han tager hende under sine vinger, men forværre kun tilstanden. Langsomt kommer hun mere og mere i kontakt med sin primitive (”onde”) natur af drifter, og bliver en urkraft.
Udløsningen til denne ubærlige, uforståelige og ustrukturerede sorg, giver kun fornuft i ondskaben. Hun følger dens mønster og hengiver sig til den. Kun der findes en mening i det meningsløse. Der smelter hun sammen med naturen. Der findes ingen rationel kur imod den. Kun døden. Han ser denne konstellation og dræber hende, imens kaos og uorden hersker. Hun brændes som en heks (den gamle metode anvendes). Resten af fortidens misforstået og ”kurede” kvinder valfarter nu mod Eden for at hente endnu én.
Det er barsk surrealisme om menneskets møde med sine onde aspekter. Det onde forgifter hende og hun bliver skør. Mennesket kan hverken kapere eller tåle det. Det ødelægger os. Det er Schopenhauer-blues. Det er det absurde og meningsløse, som vi klynger til begrebet ondskab. Men der ligger en velsignelse i de ”forkerte” følelser - sorg, smerte og fortvivlelse, der sammen står tilbage som den eneste snært af tiltro til mennesket.
”Antichrist” er inddelt i 4 kapitler. Sorg, Smerte, Fortvivlelse og til sidst De Tre Tiggere, der samler trådende og vi forstår at Sorg, Smerte og Fortvivlelse er De Tre Tiggere. Disse ”dæmoner” er også vores venner, der bare tigger om at blive accepteret. For pokker, de hjælper dig. Ræven har bygget et skjulested og kraven hjælper med at finde skiftenøglen. De høster viden, forståelse og indblik:
• Rådyret udgør med det døde kid hængende, ”Sorg”. Et billede på Han der flygter, men som ikke kan give slip på sit døde barn. Det vil altid hænge grimt ved.
• Ræven er ”Smerte”, der forsager smerte på sig. Som Han, der netop gør dette i sit forsøg på at styre sin fatning.
• Ligesom Kragen, er Hans ”Fortvivlelse” gemt og dækket til i rævegraven/grundvolden.
Det er manden der ser alle disse, for det er ham der skal forstå.
Hun er taget ud i skoven for at studere et mørkt kapitel i europæisk historie, og i den proces finder hun frem til, at mennesket dybest set (*også*) er ondsindet af natur. Derfra konkluderer hun, at hvis alle mennesker er onde, så må de kvinder, der blev brændt som hekse, også være onde, hvoraf heksebrændingerne kan retfærdiggøres. Hun lader sig endvidere rive med af tanken, samtidig med at føle sig sårbar og ensom ude i skoven, og tager det personligt at sønnen drog på udflugt alene, og binder derfor hans sko omvendt på. Hun får bekræftet denne viden om verdens kyniske meningsløshed, idet sønnen dør. Han tager hende med til Eden for at kurere hende i den gode tro, at hun blot skal konfronteres med sin frygt, og indse, at der intet er at frygte. Problemet er bare, at han tager fejl. Der er masser at frygte og hendes frygt er reel. I en scene, hvor Han prøver at overvinde hendes frygt ved at bære hende fra en udvalgt sten til en anden, ses en rovfugl nedlægge et forsvarsløst bytte - forspist af myrer - og flyve det i sikkerhed for blot at æde af det; som Han gør mod Hun. Han tager hende under sine vinger, men forværre kun tilstanden. Langsomt kommer hun mere og mere i kontakt med sin primitive (”onde”) natur af drifter, og bliver en urkraft.
Udløsningen til denne ubærlige, uforståelige og ustrukturerede sorg, giver kun fornuft i ondskaben. Hun følger dens mønster og hengiver sig til den. Kun der findes en mening i det meningsløse. Der smelter hun sammen med naturen. Der findes ingen rationel kur imod den. Kun døden. Han ser denne konstellation og dræber hende, imens kaos og uorden hersker. Hun brændes som en heks (den gamle metode anvendes). Resten af fortidens misforstået og ”kurede” kvinder valfarter nu mod Eden for at hente endnu én.
Det er barsk surrealisme om menneskets møde med sine onde aspekter. Det onde forgifter hende og hun bliver skør. Mennesket kan hverken kapere eller tåle det. Det ødelægger os. Det er Schopenhauer-blues. Det er det absurde og meningsløse, som vi klynger til begrebet ondskab. Men der ligger en velsignelse i de ”forkerte” følelser - sorg, smerte og fortvivlelse, der sammen står tilbage som den eneste snært af tiltro til mennesket.
29/06-2009
