Film skal laves med hjertet til hjertet…

Har en aftale med Louise klokken 18… Vi har ikke set hinanden i et par måneder. Sammenflytning med kæresten samt en tur til Sydamerika har fyldt kalenderen. Det skal vise sig at blive en fantastisk aften.

Programmet er presset. Egentlig var aftalen, at vi skulle i Mindeparken og spise lidt god mad og nyde et glas vin – men de planer er nu ændret.

For et par uger siden, på vej mod Aalborg, hørte jeg at en gammel Italiensk filmklassiker ville få repremiere i juni måned. Har aldrig set filmen… mange har rost den, og de mange anmeldelser på nettet taler for sig selv. Det samme går en placering som nummer 89 på IMDb’s liste over bedste film i verden - derfor har jeg denne aften valgt at bestille billetter til filmen. Nu skal den opleves. Louise ved stadig ikke hvad der venter hende.

Med høj fart i den sølvgrå, Louise i mobilen og meget lidt diesel i tanken går turen hjem fra arbejde. Louise går uden tøven med til at ændre aftens program. Hun kender heller ikke filmen men vil gerne se den.

Vi aftaler at mødes på Trøjborg, fange en pastasalat og derefter køre ned i Botanisk have… føler tiden er lidt presset, men vi når det nok. Har faktisk glædet mig til at se Louise. Hun er fantastisk – og det er alt for længe siden vi har lavet noget sammen. Måske er det ikke den bedste idé at gå i biografen.

Vi får dog en hyggelig time blandt et hav af roser i alverdens farver. Pastasalaten er god, og vi nyder hinandens selskab. Louise fortæller om sammenflytningen med kæresten og turen til Sydamerika. Hun har haft det godt.

Inden vi tager af sted mod ”Øst for paradis” får hun også pumpet et par mere eller mindre grinagtige og saftige ”dating” historier ud af mig… vi griner længe af ”Herning” historien, og Louise belærer mig omkring hvorledes man behandler kvinder. Suk… jeg har meget at lære.

Vi er i biografen 5 minutter før filmstart. Vi skal naturligvis have kakao og en rigtig giftig økologisk chokoladestang. Sædevalget er perfekt – bagerste række og dobbelte sofasæder.

Jeg har aldrig været begejstret for lyden i Øst for paradis – klangen fra aftens film rokker ikke ved den kendsgerning, men irritationen over de skingre toner og det lidt for høje lydniveau fortoner sig snart.

Jeg husker, at jeg dagen forinden var inde og så Transformers. Typisk Hollywood Blockbuster med en handling så tynd som skallen på en badebold… det her er helt anderledes!

Filmen er så simpel. Ofte ganske rå i sin opbygning. Tempoet er nærmest unormalt langsomt. Næsten larmende i sin stilhed – Filmen snyder. Den er alt andet en simpel. Der er så mange lag af følelser og begivenheder. Så mange personligheder… og der hvor filmen er stærkest. taler og fortæller mest, er i de stille passager. Der hvor skuespillet sker uden ord og kun musikken kan høres – og hvilken musik. Hård og rå, men alligevel charmerende, blød og følsom.

Jeg indrømmer starten er lidt træg – men herefter tager tingene fart. Halvvejs inde i filmen giver Louise op, og lader, for første gang ud af mange, tårerne få frit løb… og mens minutterne går, må jeg selv flere gange synke en ekstra gang.

Filmen er lang. 155 minutter. Men tiden flyver af sted, og vi er vidne til den fantastiske beretning om drengen Toto og hans gode ven Alfredo, og vi ser hvordan en dreng bliver til en mand. En film om drømme, kærlighed, tab og sorg fortalt på den mest smukke måde – fortalt gennem hjertet til hjertet. Se det er en rigtig film…

På vej hjem standser vi op, og Louise kigger på mig og siger: ”Thomas… jeg vil for altid huske, at jeg så mine aftener i paradis sammen med dig.”