Filmnørden anmelder Public Enemies
4.0
Instruktøren Michael Mann har ry for mangt og meget. Selvom han ikke har instrueret pokkers mange film, har han fået sig en trofast fanskare, der glæder sig hver gang der kommer en ny film fra ham. Michael Mann har nemlig en skræmmende evne til at skabe film, der i ordets egentlige og overførte forstand, er cool. Det er ofte film spækket med en slags moderne film noir-stemning, masser af stil, flotte billeder og veldrejet action. Filmene handler ofte om enestående mænd, der er mere end normalt dedikeret til at opfylde deres drømme og nå deres mål. Oftest med en anden mand lige i hælene, hvis drøm og mål det er, at stoppe den første mand. Se bare Heat, Collateral eller nu Public Enemies. Hvis man er rigtig grov, kan man godt sige, at Michael Mann fortæller den samme historie i hver af sine film, bare i forskellige miljøer.
Selvom Michael Mann fortjener ros for cirka halvdelen af sine film, så fortjener han i den grad også smæk, for den anden halvdel. Hvis du har set Miami Vice, så ved du hvad jeg mener. Denne film er nemlig et glimrende eksempel på det hul som Mann, har tendens til at falde i. Filmen var grotesk flot filmet og fejlede teknisk set ingenting, men på dyr bekostning af historien. Det var kort sagt noget forfærdeligt og kedeligt rod. Style over content, som man siger på engelsk. Derfor er der god grund til at være lidt sparsom med forventningerne til en film fra Michael Mann, for har han nu lavet en Heat-film eller en Miami Vice-film?
Public Enemies byder på endnu en klassisk Michael Mann-historie, denne gang med udgangspunkt i den sande historie om gangsteren John Dillinger, der gør livet surt for amerikanske banker i 1930'erne. John er nemlig en gudsbenådiget bankrøver. Derudover forstår han at udnytte datidens medieverden, så han i befolkningens øjne bliver opfattet mere som en helt end en skurk. De eneste han ikke helt formår at overbevise, er den amerikanske regering, navnligt en fyr ved navn J. Edgar Hoover. Hoover har en drøm om at etablere et nationalt politi, der kan jagte forbrydere tværs over landets stater, hvilket ellers ikke har været muligt førhen. Hoover ser Dillinger som samfundets fjende nummer et og han bruger netop Dillinger som argument for, hvor vigtigt det er, at politiet ikke er hæmmet af USAs statsgrænser. Kort fortalt etablerer Hoover faktisk FBI, med det ene formål at nakke John Dillinger - sådan fortæller Public Enemies i hvert fald historien. Hans vigtigste våben i jagten på denne über-bankrøver, er politimanden Melvin Purvis. Purvis får til opgave at fange John Dillinger, uden at sky nogen midler. Men der er naturligvis også en kvinde indblandet. Dillinger møder på et tidspunkt den standhaftige Billie Frechette og falder pladask for hende. Hun ved at det er en dum idé, men lader sig overtale af den charmerende bankrøver til, at tage ham i hånden og følge hans drøm om guld og grønne skove. Det bliver til en actionmættet rejse/jagt/flugt gennem USAs mest støvede stater og skyskraberfyldte byer og det er ikke kedeligt.
Johnny Depp er en af de få skuespillere, der kan spille en rolle, uden at man hverken glemmer hvem han skal være og hvem han er. Ikke ligesom Daniel Day-Lewis, der spiller så man fuldstændig glemmer at han er Daniel Day-Lewis. Heller ikke ligesom Tom Cruise, der spiller så man kun ser Tom Cruise, og fuldstændig glemmer hvem han egentlig spiller. Under alle omstændigheder gør Johnny Depp det godt, som John Dillinger, men det gør resten af skuespillerne såmænd også.
Marion Cotillard beviser endnu engang, at hun er en af de mest interessante nye kvindelige skuespiller i branchen, selvom hun dog stadig ikke har fundet en rolle der topper hendes Oscar-vindende portrætering af Edith Piaf i La Mõme. Christian Bale viser som Melvin Purvis utroligt nok ikke tegn på træthed, selvom han stort set er med i alle film i øjeblikket. Og Billy Crudup har her fået endnu en god birolle, som Hoover, men det kunne nu være rart snart at se ham få lov at boltre sig i en hovedrolle.
Det er ikke en tilfældighed, at Mann har fået kløerne i så talentfulde skuespillere, for stort set alle har lyst til at arbejde med ham. Det har noget at gøre med, at Mann har ry for at være en uhyrligt krævende instruktør. Der er ikke grænser for hvor dybt han vil ha' sine skuespillere til, at synke ned i deres roller og det er en udfordring de fleste skuespillere ofte hungrer efter. En udfordring Jamie Foxx's overblæste ego ikke kunne holde til på optagelserne til Miami Vice, hvilket ifølge rygterne skabte så mange problemer, at filmen blev noget hø. Hele holdet på Public Enemies ser dog ud til at have holdt til presset, for de er alle en fornøjelse at se på.
Nu er det jo som sagt hverken personinstruktion eller historiefortælling, der er Manns store forcer - det er og bliver den på tekniske side af filmen, at han virkelig får lov at skinne igennem og det gør han i Public Enemies. Meget af filmen er optaget på et håndholdt digitalt kamera, som man umiddelbart lige skal vænne sig til, ganske enkelt fordi gangster-film der foregår i 30'erne, ikke er blevet vist på denne måde før, men det virker. Det giver optagelserne et ekstra lag af realisme, uden at de flotte billeder går tabt af den grund. Derudover har Mann en evne til at skrue spændings- og actionscener sammen, der får det til at gibbe i tilskueren. Det er lækkert!
Det er desværre også tydeligt i Public Enemies, at Mann ikke helt tør give sig hen til de mere følelsesmæssige sider af historien. Som tilskuer kommer man aldrig helt ind under huden på hovedpersonerne. Deres motivationer forbiver obskure. Hvorfor er Dillinger så forbandet god til og glad for at røve banker? Hvad er det der personligt driver både Purvis og Hoover? Man forbliver tilskuer, i ordets egentlige forstand. Det er lidt synd, for havde denne del af filmen været i vinkel, kunne Public Enemies være blevet hans bedste film til dato.
Når det så er sagt, så er Public Enemies en rigtig god og cool film. Historien tager nogle uventede drejninger her og der, hvilket holder publikums opmærksomhed intakt, hvis ikke de adrenalinfremkaldende action-scener gjorde det i forvejen. Andet er der vist ikke at sige, end god fornøjelse!
Filmnørdens karakter:
En god gedigen gangsterfilm, der vil skuffe de færreste.
http://www.filmnoerden.com/
Selvom Michael Mann fortjener ros for cirka halvdelen af sine film, så fortjener han i den grad også smæk, for den anden halvdel. Hvis du har set Miami Vice, så ved du hvad jeg mener. Denne film er nemlig et glimrende eksempel på det hul som Mann, har tendens til at falde i. Filmen var grotesk flot filmet og fejlede teknisk set ingenting, men på dyr bekostning af historien. Det var kort sagt noget forfærdeligt og kedeligt rod. Style over content, som man siger på engelsk. Derfor er der god grund til at være lidt sparsom med forventningerne til en film fra Michael Mann, for har han nu lavet en Heat-film eller en Miami Vice-film?
Public Enemies byder på endnu en klassisk Michael Mann-historie, denne gang med udgangspunkt i den sande historie om gangsteren John Dillinger, der gør livet surt for amerikanske banker i 1930'erne. John er nemlig en gudsbenådiget bankrøver. Derudover forstår han at udnytte datidens medieverden, så han i befolkningens øjne bliver opfattet mere som en helt end en skurk. De eneste han ikke helt formår at overbevise, er den amerikanske regering, navnligt en fyr ved navn J. Edgar Hoover. Hoover har en drøm om at etablere et nationalt politi, der kan jagte forbrydere tværs over landets stater, hvilket ellers ikke har været muligt førhen. Hoover ser Dillinger som samfundets fjende nummer et og han bruger netop Dillinger som argument for, hvor vigtigt det er, at politiet ikke er hæmmet af USAs statsgrænser. Kort fortalt etablerer Hoover faktisk FBI, med det ene formål at nakke John Dillinger - sådan fortæller Public Enemies i hvert fald historien. Hans vigtigste våben i jagten på denne über-bankrøver, er politimanden Melvin Purvis. Purvis får til opgave at fange John Dillinger, uden at sky nogen midler. Men der er naturligvis også en kvinde indblandet. Dillinger møder på et tidspunkt den standhaftige Billie Frechette og falder pladask for hende. Hun ved at det er en dum idé, men lader sig overtale af den charmerende bankrøver til, at tage ham i hånden og følge hans drøm om guld og grønne skove. Det bliver til en actionmættet rejse/jagt/flugt gennem USAs mest støvede stater og skyskraberfyldte byer og det er ikke kedeligt.
Johnny Depp er en af de få skuespillere, der kan spille en rolle, uden at man hverken glemmer hvem han skal være og hvem han er. Ikke ligesom Daniel Day-Lewis, der spiller så man fuldstændig glemmer at han er Daniel Day-Lewis. Heller ikke ligesom Tom Cruise, der spiller så man kun ser Tom Cruise, og fuldstændig glemmer hvem han egentlig spiller. Under alle omstændigheder gør Johnny Depp det godt, som John Dillinger, men det gør resten af skuespillerne såmænd også.
Marion Cotillard beviser endnu engang, at hun er en af de mest interessante nye kvindelige skuespiller i branchen, selvom hun dog stadig ikke har fundet en rolle der topper hendes Oscar-vindende portrætering af Edith Piaf i La Mõme. Christian Bale viser som Melvin Purvis utroligt nok ikke tegn på træthed, selvom han stort set er med i alle film i øjeblikket. Og Billy Crudup har her fået endnu en god birolle, som Hoover, men det kunne nu være rart snart at se ham få lov at boltre sig i en hovedrolle.
Det er ikke en tilfældighed, at Mann har fået kløerne i så talentfulde skuespillere, for stort set alle har lyst til at arbejde med ham. Det har noget at gøre med, at Mann har ry for at være en uhyrligt krævende instruktør. Der er ikke grænser for hvor dybt han vil ha' sine skuespillere til, at synke ned i deres roller og det er en udfordring de fleste skuespillere ofte hungrer efter. En udfordring Jamie Foxx's overblæste ego ikke kunne holde til på optagelserne til Miami Vice, hvilket ifølge rygterne skabte så mange problemer, at filmen blev noget hø. Hele holdet på Public Enemies ser dog ud til at have holdt til presset, for de er alle en fornøjelse at se på.
Nu er det jo som sagt hverken personinstruktion eller historiefortælling, der er Manns store forcer - det er og bliver den på tekniske side af filmen, at han virkelig får lov at skinne igennem og det gør han i Public Enemies. Meget af filmen er optaget på et håndholdt digitalt kamera, som man umiddelbart lige skal vænne sig til, ganske enkelt fordi gangster-film der foregår i 30'erne, ikke er blevet vist på denne måde før, men det virker. Det giver optagelserne et ekstra lag af realisme, uden at de flotte billeder går tabt af den grund. Derudover har Mann en evne til at skrue spændings- og actionscener sammen, der får det til at gibbe i tilskueren. Det er lækkert!
Det er desværre også tydeligt i Public Enemies, at Mann ikke helt tør give sig hen til de mere følelsesmæssige sider af historien. Som tilskuer kommer man aldrig helt ind under huden på hovedpersonerne. Deres motivationer forbiver obskure. Hvorfor er Dillinger så forbandet god til og glad for at røve banker? Hvad er det der personligt driver både Purvis og Hoover? Man forbliver tilskuer, i ordets egentlige forstand. Det er lidt synd, for havde denne del af filmen været i vinkel, kunne Public Enemies være blevet hans bedste film til dato.
Når det så er sagt, så er Public Enemies en rigtig god og cool film. Historien tager nogle uventede drejninger her og der, hvilket holder publikums opmærksomhed intakt, hvis ikke de adrenalinfremkaldende action-scener gjorde det i forvejen. Andet er der vist ikke at sige, end god fornøjelse!
Filmnørdens karakter:
En god gedigen gangsterfilm, der vil skuffe de færreste.
http://www.filmnoerden.com/
03/07-2009
