Velpoleret røverromantik
4.0
Selv om titlen er i flertal, handler Michael Manns seneste film reelt om den første mand, som i USA fik prædikatet 'samfundets fjende nr. 1'. Nemlig John Dillinger, som på mindre end et år gjorde sig verdensberømt som én af de store amerikanske bankrøvere under Depressionen.
Dillinger slog sig løs i en tid, hvor tilliden til myndighederne var på et lavpunkt, og han blev en slags folkehelt, som den dag i dag har kultstatus. Det er da også den romantiske version af John Dillinger, som Michael Mann serverer. Den elegante, charmerende gentlemanrøver, som portrætteres i lækre billeder, der ikke har voldsomt meget at gøre med de fotos, jeg har set af USA i depressionstiden. I det hele taget er "Public Enemies" ikke en film, man skal tage 100% alvorligt som historieskildring, for der er ændret på væsentlige detaljer i flere scener.
Det er ellers en film, som vil mange ting i sin skildring af de tidlige 30'ere. Mann fortæller historien om Dillinger og det kæresteforhold, som indirekte kom til at koste ham livet. Samtidig runder han flere af periodens andre store bankrøvere, lidt mafiavinkel og ikke mindst FBI's fødsel og de suspekte metoder, bureauet brugte under J. Edgar Hoover. Det er mange bolde at holde i luften, og jeg synes ikke, det lykkes helt. Filmens første halvdel virker lettere ufokuseret og løs i kanten, og der er ikke rigtig nogen af dens delhistorier, som bliver kørt helt i bund. Til gengæld kommer der langt mere spænding og tempo i anden halvdel, efterhånden som røverne bliver mere og mere desperate, og Mann viser, hvad han kan med billeder og klipning.
Johnny Depp spiller Dillinger, og Christian Bale er FBI-agenten, som ledede jagten på ham, og de gør det selvsagt fint begge to. Bale har især en mindeværdig næseborsscene. Men deres spil er også i den polerede ende uden alt for meget på spil, og jeg var overrasket over, hvor dårlig kemi Depp synes at have med Marion Cotillard. Hendes rolle som Dillingers kæreste fungerer faktisk langt bedre, når Depp ikke er på lærredet samtidig.
Jeg havde på mange måder en tja-oplevelse med "Public Enemies". Depp og Bale har begge spillet væsentligt bedre, Michael Mann har lavet klart bedre film - ikke mindst andre gangsterfilm - og der er afgjort også lavet bedre film om John Dillinger (fx John Milius' "Dillinger"). Men på den anden side fornægter Manns talent for at lave billeder sig ikke, og der er både effektiv spænding og action i filmens anden halvdel. Så den får lige hevet sig op på fire små stjerner som en udmærket romantiseret gangsterfilm. Og den er da i hvert fald mange gange bedre end Manns forrige film, den rædsomme "Miami Vice".
Dillinger slog sig løs i en tid, hvor tilliden til myndighederne var på et lavpunkt, og han blev en slags folkehelt, som den dag i dag har kultstatus. Det er da også den romantiske version af John Dillinger, som Michael Mann serverer. Den elegante, charmerende gentlemanrøver, som portrætteres i lækre billeder, der ikke har voldsomt meget at gøre med de fotos, jeg har set af USA i depressionstiden. I det hele taget er "Public Enemies" ikke en film, man skal tage 100% alvorligt som historieskildring, for der er ændret på væsentlige detaljer i flere scener.
Det er ellers en film, som vil mange ting i sin skildring af de tidlige 30'ere. Mann fortæller historien om Dillinger og det kæresteforhold, som indirekte kom til at koste ham livet. Samtidig runder han flere af periodens andre store bankrøvere, lidt mafiavinkel og ikke mindst FBI's fødsel og de suspekte metoder, bureauet brugte under J. Edgar Hoover. Det er mange bolde at holde i luften, og jeg synes ikke, det lykkes helt. Filmens første halvdel virker lettere ufokuseret og løs i kanten, og der er ikke rigtig nogen af dens delhistorier, som bliver kørt helt i bund. Til gengæld kommer der langt mere spænding og tempo i anden halvdel, efterhånden som røverne bliver mere og mere desperate, og Mann viser, hvad han kan med billeder og klipning.
Johnny Depp spiller Dillinger, og Christian Bale er FBI-agenten, som ledede jagten på ham, og de gør det selvsagt fint begge to. Bale har især en mindeværdig næseborsscene. Men deres spil er også i den polerede ende uden alt for meget på spil, og jeg var overrasket over, hvor dårlig kemi Depp synes at have med Marion Cotillard. Hendes rolle som Dillingers kæreste fungerer faktisk langt bedre, når Depp ikke er på lærredet samtidig.
Jeg havde på mange måder en tja-oplevelse med "Public Enemies". Depp og Bale har begge spillet væsentligt bedre, Michael Mann har lavet klart bedre film - ikke mindst andre gangsterfilm - og der er afgjort også lavet bedre film om John Dillinger (fx John Milius' "Dillinger"). Men på den anden side fornægter Manns talent for at lave billeder sig ikke, og der er både effektiv spænding og action i filmens anden halvdel. Så den får lige hevet sig op på fire små stjerner som en udmærket romantiseret gangsterfilm. Og den er da i hvert fald mange gange bedre end Manns forrige film, den rædsomme "Miami Vice".
09/07-2009
