Hella Joofs bedste
4.0
Hella Joof forlader humoren og kaster sig over alvorligere emner med "Se min kjole", hvor de fire unge hovedpersoner er anbragt på en åben institution for kvindelige misbrugere. Stedets nyeste beboer er en verdensdame og naturlig ledertype, som sætter gang i tingene, og det ender med, at de fire stjæler en bil og sætter kursen mod Fyn og Jylland og steder og mennesker, de gerne vil besøge igen.
"Se min kjole" er en roadmovie om fire piger på et vanvidsridt, hvor de hustler og stjæler sig frem i en verden, der ikke er rar ved dem. Der sker den ene mere absurde ting efter den anden, men samtidig giver filmen en overbevisende realistisk fornemmelse for hovedpersonerne som typer og for de miljøer, de kommer fra. I virkelighedens verden ville de fleste nok se de fire som dumme tabere, men Joof formår at gøre dem elskelige og sympatiske, selv om man ofte sidder og ryster på hovedet af deres handlinger. På den led rammer historien en smuk balance mellem eskapisme og frihedstrang, mellem overlevelsesinstinkt og dødsdrift.
Kernen i historien er den bagage, pigerne har med sig fra deres rodede liv, og som de på forskellige måder konfronterer i løbet af turen. Her har filmen en klar holdning til behandlersamfundet og en forfriskende tro på, at konfrontation og katharsis er mere effektivt end samtaleterapi og medicinering.
I rollen som den nye pige viser Stephanie León igen sit imponerende naturtalent for at spille rå piger, her endda med større følsomhed end hendes tidligere roller. Malou Reymann er næsten endnu bedre, ganske fremragende som den indelukkede pige, der skærer i sig selv. Mens Julie Grundtvig Wester og Honey Shain er mere svingende i deres roller, men også begge har virkelig gode scener.
"Se min kjole" er ind imellem en ganske ujævn størrelse med svingende teknisk kvalitet og scener, som nærmer sig det klichéagtige, når pigerne slynger gadeslang omkring sig. Men samtidig er det paradoksalt nok en film med en imponerende ægthed, med nerve og hjerte i en grad, som alt for mange danske film savner. "Se min kjole" vil og kan noget, og det er Hella Joofs hidtil bedste værk som instruktør.
"Se min kjole" er en roadmovie om fire piger på et vanvidsridt, hvor de hustler og stjæler sig frem i en verden, der ikke er rar ved dem. Der sker den ene mere absurde ting efter den anden, men samtidig giver filmen en overbevisende realistisk fornemmelse for hovedpersonerne som typer og for de miljøer, de kommer fra. I virkelighedens verden ville de fleste nok se de fire som dumme tabere, men Joof formår at gøre dem elskelige og sympatiske, selv om man ofte sidder og ryster på hovedet af deres handlinger. På den led rammer historien en smuk balance mellem eskapisme og frihedstrang, mellem overlevelsesinstinkt og dødsdrift.
Kernen i historien er den bagage, pigerne har med sig fra deres rodede liv, og som de på forskellige måder konfronterer i løbet af turen. Her har filmen en klar holdning til behandlersamfundet og en forfriskende tro på, at konfrontation og katharsis er mere effektivt end samtaleterapi og medicinering.
I rollen som den nye pige viser Stephanie León igen sit imponerende naturtalent for at spille rå piger, her endda med større følsomhed end hendes tidligere roller. Malou Reymann er næsten endnu bedre, ganske fremragende som den indelukkede pige, der skærer i sig selv. Mens Julie Grundtvig Wester og Honey Shain er mere svingende i deres roller, men også begge har virkelig gode scener.
"Se min kjole" er ind imellem en ganske ujævn størrelse med svingende teknisk kvalitet og scener, som nærmer sig det klichéagtige, når pigerne slynger gadeslang omkring sig. Men samtidig er det paradoksalt nok en film med en imponerende ægthed, med nerve og hjerte i en grad, som alt for mange danske film savner. "Se min kjole" vil og kan noget, og det er Hella Joofs hidtil bedste værk som instruktør.
09/07-2009
