A Goddamn Marvel Of Modern Cinema
6.0
Gøgereden er efterhånden obligatorisk på alverdens topfilm-lister, både hos offentlige såvel som private, og det er ikke uden grund, for filmen ER et mesterværk der, selv efter 35 år, bevarer sin gennemslagskraft.
Åbningsscenen er perfekt skruet sammen i forhold til filmens tone. Et trist landskab et sted i Oregon, hvor der pludselig dukker lys op på vejen, og snart efter begynder strygerne at klinge lystigt. I den bil sidder rebellen Randall Patrick McMurphy. For at slippe for fængselsarbejdet har han påråbt sig sindssyge som undskyldning for sin mindre forbrydelse, og skal nu mentalundersøges. Han kommer hurtigt på tværs af afdelingens leder Ratched. En følelseskold og hjerteløs kvinde, af den slags som McMurphy hader af et godt hjerte, og som han efterhånden danner et venskab med de andre patienter, begynder oprøret at ulme i den ellers så rutineprægede afdeling.
Gøgereden er drama i højeste potens. En hjerteskærende historie om hvorledes alt liv systematisk blev udelukket for de stakkes patienter dengang for mange år siden. Siden da er forholdene selvfølgelig blevet bedre, men jeg tvivler på, at behandlingsformerne er ændrede.
Her er ikke nogen smarte visuelle gimmicks, der skal fange vores interesse. Det er klart skuespillernes film, og de er den primære grund til at filmen er så levende, humørfyldt og dynamisk som den er, hvilket den sidste tårevædede scene specielt minder om. Vi er der simpelthen og føler hvert et prik. Filmen er altså på en gang både humoristisk underholdende og tragisk voldsom, hvilket i den grad leger med vores følelsesregister.
Jack Nicholson er jo selvfølgelig i sit es som den rebelske McMurphy, der vender op og ned på Ratcheds sygeligt kontrollerede dagligdag og Louise Fletcher giver en præstation af dimensioner som den usympatiske og kolde Ratched. Derudover har fremtidige stortalenter som Christopher Lloyd, Danny Devito og i særdeleshed Brad Dourif deres debut på det store lærred.
Man kan blive ved med at rose denne film, og det er en film, der kan og BØR ses af folk i alle aldre. Et stykke amerikansk (men alsidigt) filmhistorie serveret af en tjekkisk instruktør, der senere skulle gå hen og lave den mindst lige så amerikanske (og ligeledes fremragende) Man On The Moon.
En klassiker!
Åbningsscenen er perfekt skruet sammen i forhold til filmens tone. Et trist landskab et sted i Oregon, hvor der pludselig dukker lys op på vejen, og snart efter begynder strygerne at klinge lystigt. I den bil sidder rebellen Randall Patrick McMurphy. For at slippe for fængselsarbejdet har han påråbt sig sindssyge som undskyldning for sin mindre forbrydelse, og skal nu mentalundersøges. Han kommer hurtigt på tværs af afdelingens leder Ratched. En følelseskold og hjerteløs kvinde, af den slags som McMurphy hader af et godt hjerte, og som han efterhånden danner et venskab med de andre patienter, begynder oprøret at ulme i den ellers så rutineprægede afdeling.
Gøgereden er drama i højeste potens. En hjerteskærende historie om hvorledes alt liv systematisk blev udelukket for de stakkes patienter dengang for mange år siden. Siden da er forholdene selvfølgelig blevet bedre, men jeg tvivler på, at behandlingsformerne er ændrede.
Her er ikke nogen smarte visuelle gimmicks, der skal fange vores interesse. Det er klart skuespillernes film, og de er den primære grund til at filmen er så levende, humørfyldt og dynamisk som den er, hvilket den sidste tårevædede scene specielt minder om. Vi er der simpelthen og føler hvert et prik. Filmen er altså på en gang både humoristisk underholdende og tragisk voldsom, hvilket i den grad leger med vores følelsesregister.
Jack Nicholson er jo selvfølgelig i sit es som den rebelske McMurphy, der vender op og ned på Ratcheds sygeligt kontrollerede dagligdag og Louise Fletcher giver en præstation af dimensioner som den usympatiske og kolde Ratched. Derudover har fremtidige stortalenter som Christopher Lloyd, Danny Devito og i særdeleshed Brad Dourif deres debut på det store lærred.
Man kan blive ved med at rose denne film, og det er en film, der kan og BØR ses af folk i alle aldre. Et stykke amerikansk (men alsidigt) filmhistorie serveret af en tjekkisk instruktør, der senere skulle gå hen og lave den mindst lige så amerikanske (og ligeledes fremragende) Man On The Moon.
En klassiker!
09/07-2009
