Voldtægt i krigsruinerne
4.0
Russerne invaderer Berlin. Tusindvis af slidte soldater, der har set tyskerne slagte deres mødre, fædre og børn. Tusindvis af hårdkogte soldater, der har levet de sidste år med kuglerne flyvende om deres ører. Tusindvis af psykopater, der lader deres frustrationer, deres vrede, deres sidste glimt af liv, gå ud over de tyske kvinder, der gik hjemme i ruinerne af Berlin, mens deres mænd enten var i fangelejre i Sibirien eller ude og dø håbløse martyrdøde for nazismen.
”Anonyma” fortæller via en historisk kilde - en anonym kvindes dagbog - en overset del af historien. Nemlig de voldtagne tyske kvinders historie. Den del af historien har længe været tabu. Både fordi den viser de onde nazister som ofre, og fordi kvinderne helst ikke vil have forfærdelighederne frem i lyset og gransket. Gad vide, hvor mange forfærdelige historier verden gemmer væk på grund af ofrenes skam?
Nina Hoss spiller filmens hovedperson. En blond, stærk kvinde, der taler lidt russisk. Men trods hendes sproglige evner bliver hun ikke skånet de russiske mænds overgreb. Ingen går ram forbi. Soldaterne bryder ind i lejlighederne og voldtager kvinderne, indtil de har fået nok. De smukkeste kvinder er nu blot nogle udmagrede, slagne og beskidte hylstre uden liv. Men mændene er ligeglade. De hopper sågar på de gamle, rynkede koner.
Mange kvinder tager livet af sig selv. Ikke vores hovedperson. Hun insisterer på at overleve. I et desperat forsøg for at slippe for de daglige overgreb, går hun hen til den russiske kommando. Her er den kyniske major Andreij Rybkin (Yevgeni Sidikhin) i spidsen. Hans svar er: ”Det varer jo kun to minutter.” Men han er mere menneskelig end som så.
Der opstår et underligt forhold mellem hovedpersonen og majoren. Et behov for medmenneskelighed. For gensidig forståelse. Måske endda en bizar form for kærlighed. Det virker måske som en plat kliche at putte en kærlighedshistorie ind i en hårdkogt fortælling om skam og overlevelse. Men det giver mening. Sulten efter menneskelighed midt i alt det umenneskelige giver mening.
Andre elementer i filmen er til gengæld for gumpetunge og overdramatiserede. For eksempel den unge nazist, der gemmer sig på et loft med et gevær og en stærk tiltro til, at Hitler nok skal klare ærterne i sidste ende. Det er en fortælling, og vi ved jo, at geværet skal affyres. Og det gør det på en absolut dramatisk forudsigelig og dermed temmelig uinteressant måde. Det samme med en bihistorie om en mand, der vender hjem til sin kone, der ligger i seng med en ung russisk soldat. Vi kan se hans sluttelige reaktion på lang afstand, men filmen insisterer på at trække den dramatiske konklusion i langdrag.
Der er små fejl, men den brutale skildring af et tidspunkt, hvor verden på alle måder var i stumper og stykker, ikke mindst moralsk, er vellykket. Hovedpersonernes kvaler bliver ikke udpenslet eller overdramatiseret. Følelserne og de indre sår skal læses ud af ansigterne på Nina Hoss og Yevgeni Sidikhin. Det giver filmen en smuk nuance af ømhed midt i den beskidte, blodige, følelseskolde skærsild, Berlin anno 1945.
”Anonyma” fortæller via en historisk kilde - en anonym kvindes dagbog - en overset del af historien. Nemlig de voldtagne tyske kvinders historie. Den del af historien har længe været tabu. Både fordi den viser de onde nazister som ofre, og fordi kvinderne helst ikke vil have forfærdelighederne frem i lyset og gransket. Gad vide, hvor mange forfærdelige historier verden gemmer væk på grund af ofrenes skam?
Nina Hoss spiller filmens hovedperson. En blond, stærk kvinde, der taler lidt russisk. Men trods hendes sproglige evner bliver hun ikke skånet de russiske mænds overgreb. Ingen går ram forbi. Soldaterne bryder ind i lejlighederne og voldtager kvinderne, indtil de har fået nok. De smukkeste kvinder er nu blot nogle udmagrede, slagne og beskidte hylstre uden liv. Men mændene er ligeglade. De hopper sågar på de gamle, rynkede koner.
Mange kvinder tager livet af sig selv. Ikke vores hovedperson. Hun insisterer på at overleve. I et desperat forsøg for at slippe for de daglige overgreb, går hun hen til den russiske kommando. Her er den kyniske major Andreij Rybkin (Yevgeni Sidikhin) i spidsen. Hans svar er: ”Det varer jo kun to minutter.” Men han er mere menneskelig end som så.
Der opstår et underligt forhold mellem hovedpersonen og majoren. Et behov for medmenneskelighed. For gensidig forståelse. Måske endda en bizar form for kærlighed. Det virker måske som en plat kliche at putte en kærlighedshistorie ind i en hårdkogt fortælling om skam og overlevelse. Men det giver mening. Sulten efter menneskelighed midt i alt det umenneskelige giver mening.
Andre elementer i filmen er til gengæld for gumpetunge og overdramatiserede. For eksempel den unge nazist, der gemmer sig på et loft med et gevær og en stærk tiltro til, at Hitler nok skal klare ærterne i sidste ende. Det er en fortælling, og vi ved jo, at geværet skal affyres. Og det gør det på en absolut dramatisk forudsigelig og dermed temmelig uinteressant måde. Det samme med en bihistorie om en mand, der vender hjem til sin kone, der ligger i seng med en ung russisk soldat. Vi kan se hans sluttelige reaktion på lang afstand, men filmen insisterer på at trække den dramatiske konklusion i langdrag.
Der er små fejl, men den brutale skildring af et tidspunkt, hvor verden på alle måder var i stumper og stykker, ikke mindst moralsk, er vellykket. Hovedpersonernes kvaler bliver ikke udpenslet eller overdramatiseret. Følelserne og de indre sår skal læses ud af ansigterne på Nina Hoss og Yevgeni Sidikhin. Det giver filmen en smuk nuance af ømhed midt i den beskidte, blodige, følelseskolde skærsild, Berlin anno 1945.
09/07-2009
