Borat med bøsser
3.0
Sacha Baron Cohen er tilbage med et nyt spin-off fra "Da Ali G Show", denne gang i rollen som den hyperbøssede østrigske modereporter Brüno. Filmen starter med, at Brüno skaber kaos ved modeugen i Milano og bliver fyret fra sit tv-job. Derfor sætter han sig for at blive den største østrigske berømthed siden Hitler og rejser til Hollywood i jagten på storhed.
Formlen i "Brüno" er fuldstændig den samme, som Baron Cohen med succes benyttede i "Borat". I rollen som Brüno rejser han rundt i verden, primært USA, og fremprovokerer reaktioner på sin overstereotypt bøssede opførsel og sære spørgsmål. Og som i "Borat" er det nogle gange særdeles morsomt og udstiller effektivt de mange fordomme, der lurer under overfladen. "Brüno" er dog ikke nær så effektiv som "Borat", selv om Baron Cohen denne gang sørger for at skære ud i pap, at det er fordommene og ikke bøsserne, han gør grin med.
Der er selvfølgelig fantastiske øjeblikke i filmen. Når man ser jævne amerikanerne reagere med chok og rædsel, når to mænd kysser hinanden. Eller når amerikanske småbørnsforældre er villige til at udsætte deres unger for hvad som helst i håbet om, at de kan blive stjerner. Men der er også scener, hvor Baron Cohen efter min mening bliver for plat i jagten på billige grin, og andre scener, hvor humoren er for tydeligt iscenesat.
Måske handler det om, at pointen er for letkøbt - det er jo ikke nogen hemmelighed, at store dele af det amerikanske samfund er homofobisk. Måske handler det om, at "Brüno" breder sig over for meget, når den ud over bøssehad også vil omkring celebrity-kultur og sågar fred i verden. Eller måske er formen bare blevet lidt slidt efter Ali G og Borat. Jeg sad i hvert fald tilbage med et indtryk af en ujævn film, som ikke helt rammer plet.
Jeg var langtfra færdig af grin, men fik i stedet en mere intellektuel fornemmelse af respekt for Sacha Baron Cohen. For hans satiriske stil er virkelig begavet, når den lykkes, og det kræver stort mod at sætte sig selv ud i nogle af de situationer, "Brüno" skildrer. Det gør bare ikke filmen hverken skarp eller helstøbt.
Formlen i "Brüno" er fuldstændig den samme, som Baron Cohen med succes benyttede i "Borat". I rollen som Brüno rejser han rundt i verden, primært USA, og fremprovokerer reaktioner på sin overstereotypt bøssede opførsel og sære spørgsmål. Og som i "Borat" er det nogle gange særdeles morsomt og udstiller effektivt de mange fordomme, der lurer under overfladen. "Brüno" er dog ikke nær så effektiv som "Borat", selv om Baron Cohen denne gang sørger for at skære ud i pap, at det er fordommene og ikke bøsserne, han gør grin med.
Der er selvfølgelig fantastiske øjeblikke i filmen. Når man ser jævne amerikanerne reagere med chok og rædsel, når to mænd kysser hinanden. Eller når amerikanske småbørnsforældre er villige til at udsætte deres unger for hvad som helst i håbet om, at de kan blive stjerner. Men der er også scener, hvor Baron Cohen efter min mening bliver for plat i jagten på billige grin, og andre scener, hvor humoren er for tydeligt iscenesat.
Måske handler det om, at pointen er for letkøbt - det er jo ikke nogen hemmelighed, at store dele af det amerikanske samfund er homofobisk. Måske handler det om, at "Brüno" breder sig over for meget, når den ud over bøssehad også vil omkring celebrity-kultur og sågar fred i verden. Eller måske er formen bare blevet lidt slidt efter Ali G og Borat. Jeg sad i hvert fald tilbage med et indtryk af en ujævn film, som ikke helt rammer plet.
Jeg var langtfra færdig af grin, men fik i stedet en mere intellektuel fornemmelse af respekt for Sacha Baron Cohen. For hans satiriske stil er virkelig begavet, når den lykkes, og det kræver stort mod at sætte sig selv ud i nogle af de situationer, "Brüno" skildrer. Det gør bare ikke filmen hverken skarp eller helstøbt.
11/07-2009
