Seværdig, men ikke helt perfekt

Filmen lægger ud med en vild fangeflugt, og herefter går det over stok og sten i Michael Manns nyeste film Public Enemies, der følger John Dillinger og hans bandes narrestreger og den storstilede jagt politiet indledte på ham. Det er en fascinerende historie og den bliver serveret på en god måde, men den er ikke perfekt.
For det første er filmen lige ved at være for lang, men actionscenerne holder tempoet oppe så det aldrig bliver rigtig kedeligt. Der er mange fede scener i Public Enemies, især scenerne med de store shootouts er fantastiske og meget realistiske. Man kommer virkelig helt ud på kanten af sædet.
Også hele 30’er verdenen er meget realistisk i filmen. Kostumerne, musikken, kulisserne, bilerne osv. er lige i øjet. Man er i 1930’ernes Chicago.
Der har været mange meninger om Manns brug af håndholdt kamera. Jeg må sige at det håndholdte kamera irriterede mig i starten, men et kvarter efter har man vænnet sig til det og så tænker man ikke så meget over det.

Også skuespillet er i top. De tre hovedrolleindehavere (Depp, Bale og Cotillard) spiller overbevisende deres roller, faktisk så overbevisende at det godt kunne belønnes med en oscar-nominering, men jeg tvivler på det, for figurerne mangler dybde. Vi får desværre kun meget lidt at vide om deres fortid og deres motiver. Det kan skuespillerne ikke gøre for, men manglen på dybde hæmmer lidt skuespillerne i at brillere. Cotillard spiller Dillingers dame, og selvom hun ikke får lov til at stråle i så mange scener, så formår hun alligevel at give et rørende portræt af Billie Frechette. Også Christian Bales præstation er god. Den var solid og spot on. Men selvom filmen skildrer to sider af Dillinger-historien, og faktisk handler om to berømte og berygtede mænd, så er det her Dillingers film, og det er Depps film. Johnny Depp leverer endnu engang en fremragende præstation, og han brænder igennem i alle scener han er med i. Han kommer igennem hele følelsesregisteret og han er perfekt som den charmerende, karismatiske, cool og farlige gangster, måske fordi Depp selv besidder nogle af disse træk.
Ud over de tre hovedpersoner er der et væld af bipersoner. Disse bliver nærmest kun skitseret, men det synes jeg nu ikke gør så meget.

Men som sagt er filmen langt fra perfekt. Jeg har allerede nævnt manglen på dybde i personskildringen, som jeg synes er ærgerlig. Derudover savner jeg lidt mere historie. Jeg synes alt i alt at Mann har fortalt historien på en rimelig overskuelig og forståelig måde, men jeg kunne godt have brugt lidt mere baggrundsviden om fx depressionen, det kunne evt. bare være i form af noget fortekst (eller hvad det nu hedder). På den måde vil man også bedre forstå hvorfor Dillinger blev sådan et ikon blandt befolkningen. Derudover var efterskriften også ret flad. Fire linjer om Purvis og Frechette er bare for lidt. Derudover synes jeg der manglede lidt mere om oprettelsen af FBI. Der er en scene hvor Hoovers nye forbundspoltiti bliver kritiseret, og så er der ikke mere om det. Det kunne også have været fedt at se mere til planlæggelsen af bankrøverierne.

Men alt i alt er Public Enemies bestemt en seværdig film. Det er en spændende historie og der er en masse fede scener. Jeg er lidt i tvivl om jeg skal give den 4 eller 5 stjerner, men den får fem fordi jeg allerede har lyst til at se den igen.