Bye, Bye Blackbird
4.0
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg så frem til Public Enemies. Ikke kun fordi Michael Mann derved havde en chance for at rejse sig ovenpå den pinlige Miami Vice, men også fordi rollelisten så vildt spektakulær ud.
Derfor kan det i nogen grad skuffe en, når man endelig ser det færdige resultat. For filmteknisk er der ikke noget at sætte en finger på (det er jo Michael Mann vi snakker her) men filmen har svært ved at finde sig til rette i sin historie.
Filmen omhandler John Dillinger (Depp) der på ganske kort tid bliver en landskendt bankrøver. Han er iskold, professionel og kan røve en bank på under 2 minutter. Han bliver hurtigt en folkehelt for Depressionens mange arbejdsløse, og de ser ham og hans bande som en moderniseret udgave af Robin Hood og hans gæve svende.
I mellemtiden har J. Edgar Hoover sat den føderale agent Melvin Purvis (Bale) på sagen mod Dillinger og hans bande. Og herfra starter et katten-efter-musen spil, som vi kender fra Manns gyldne øjeblikke som Collateral og Heat.
Filmen er underholdende i actiondelen, hvor der hverken bliver sparet på pistoler eller tommyguns. Skuddene buldrer simpelthen over biografens lydsystem og med den shaky kamerastil bliver det hele meget mere intenst og autentisk.
Men uanset hvor velproduceret filmen er, kan den ikke sige sig fri for sine problemer. Mange af figuerne mangler at blive ordentlig skildret, og hele Dillingers rise to fame kunne være beskrevet noget mere grundigt.
I den første time mangler filmen en rød tråd. I den første time omhandler filmen kun enkeltepisoder med Dillingers røverier, afbrudt af små segmenter med J. Edgar Hoovers kvabbelser med at få et landsdækkende politi stablet på benene, og filmen tager først rigtig fart når Melvin Purvis kommer på sporet af Dillinger.
Den digitale videostil, som Mann ligger for dagen i Public Enemies har også sine problemer. I actionscenerne fungerer det fint, men i de mere stille passager kommer filmen desværre til at fremstå som et billigt tv-drama.
Skuespillet er til gengæld i top. Johnny Depp er utrolig charmerende og cool som Dillinger, og han formår både at vise den følsomme og den mere hårde facade af den legendariske forbryder. Bale er tilpas afdæmpet som Purvis og scenerne mellem de to slår simpelthen gnister på lærredet, og man ville ønske, at de to havde flere scener sammen. Derudover viser Marion Cotillard også tænder som Dillingers kvinde, og hun er bestemt på vej frem.
Public Enemies er altså en godkendt gangster-actionfilm, der havde potentiale til at blive en del mere. Men en ting er sikkert: De kompetente kræfter både foran og bag kameraet sørger for, at du aldrig kommer til at kede dig i de 2 timer og 20 minutter som filmen varer.
Derfor kan det i nogen grad skuffe en, når man endelig ser det færdige resultat. For filmteknisk er der ikke noget at sætte en finger på (det er jo Michael Mann vi snakker her) men filmen har svært ved at finde sig til rette i sin historie.
Filmen omhandler John Dillinger (Depp) der på ganske kort tid bliver en landskendt bankrøver. Han er iskold, professionel og kan røve en bank på under 2 minutter. Han bliver hurtigt en folkehelt for Depressionens mange arbejdsløse, og de ser ham og hans bande som en moderniseret udgave af Robin Hood og hans gæve svende.
I mellemtiden har J. Edgar Hoover sat den føderale agent Melvin Purvis (Bale) på sagen mod Dillinger og hans bande. Og herfra starter et katten-efter-musen spil, som vi kender fra Manns gyldne øjeblikke som Collateral og Heat.
Filmen er underholdende i actiondelen, hvor der hverken bliver sparet på pistoler eller tommyguns. Skuddene buldrer simpelthen over biografens lydsystem og med den shaky kamerastil bliver det hele meget mere intenst og autentisk.
Men uanset hvor velproduceret filmen er, kan den ikke sige sig fri for sine problemer. Mange af figuerne mangler at blive ordentlig skildret, og hele Dillingers rise to fame kunne være beskrevet noget mere grundigt.
I den første time mangler filmen en rød tråd. I den første time omhandler filmen kun enkeltepisoder med Dillingers røverier, afbrudt af små segmenter med J. Edgar Hoovers kvabbelser med at få et landsdækkende politi stablet på benene, og filmen tager først rigtig fart når Melvin Purvis kommer på sporet af Dillinger.
Den digitale videostil, som Mann ligger for dagen i Public Enemies har også sine problemer. I actionscenerne fungerer det fint, men i de mere stille passager kommer filmen desværre til at fremstå som et billigt tv-drama.
Skuespillet er til gengæld i top. Johnny Depp er utrolig charmerende og cool som Dillinger, og han formår både at vise den følsomme og den mere hårde facade af den legendariske forbryder. Bale er tilpas afdæmpet som Purvis og scenerne mellem de to slår simpelthen gnister på lærredet, og man ville ønske, at de to havde flere scener sammen. Derudover viser Marion Cotillard også tænder som Dillingers kvinde, og hun er bestemt på vej frem.
Public Enemies er altså en godkendt gangster-actionfilm, der havde potentiale til at blive en del mere. Men en ting er sikkert: De kompetente kræfter både foran og bag kameraet sørger for, at du aldrig kommer til at kede dig i de 2 timer og 20 minutter som filmen varer.
14/07-2009
