Sød, lille fortælling

Jeg synes, at VCB var en sød lille film uden det helt store raffinement, som W. Allan viste med (i mine øjne) mesterværket "Match Point". Man kunne også kalde VCB en fin lille parentes på vej imod et forhåbentlig mere ambitiøst filmprojekt.

Allen skære alle billeder, så ingen intime dele afsløres hos skuespillerne, og det kan godt irritere mig, fordi han gør det konsekvent i sine film, og jeg føler, at hans optagethed af at vise "korrekte" film uden "upasset" nøgenhed nogle gange bliver en hæmsko for ham i forhold til det kunstneriske og sensuelle i hans film. For mig antager det et nærmest tvangsagtigt præg der står i skærende kontrast til den kontroversielle person, jeg opfatter Allan er.

Alle skuespillere gør det rigtig godt og filmen er velfortalt uden helt at ramme dybere følelsesmæssige lag. Som lomme-filosofisk kærlighedhistorie virker filmen fint for mig, men jeg ved ikke helt om jeg havde forventet mig mere, eller om filmen bare ikke rigtig rører mig på et dybere plan - eller om det overhovedet var hensigten at filmen skulle gøre det!?