History Channel møder Hollywood
4.0
Det her er lige så meget en skamfuld bekendelse som det er en filmanmeldelse. Ved første møde med traileren til Michael Manns længe ventede ’Public Enemies’ var mit sind i kog. Kunne det virkelig passe at mægtige Mann havde slået pjalterne sammen med tidens to mest attraktive skuespillernavne, Johnny Depp og Christian Bale, for blot at kæntre sin skude med digitaliseret HD-film? Jeg var rasende.
Og så kald mig så bare vendekåbe - men jeg ville stikke mig selv en utilgivelig løgn hvis ikke jeg indrømmede, at Michael Manns filmiske dagsorden fungerede absolut fantastisk i Metropols biografmørke.
Der er ingen tvivl om, at det ér Manns håndelag der - med helt utrolig nerve og kant - er tilløbsstykket i ’Public Enemies’. Der er ingen vakler i filmens fundament, såvel som der ingen rysten på hånden er at spore i dens helt igennem overvældende og uforglemmelige shootouts. Mann synes instinktivt at kende actionfilmens universaldrejebog i blinde, særligt hvornår underlægningsmusikken bliver en kærkommen fjeder under fodsålen frem for en enerverende sten i skoen. Selv når han lader den glimrer i sit fravær gøres noget så formelt som en fængselsflugt midtvejs i filmen til en stor, intens oplevelse.
Som et visuel udstyrsstykke, der til tider synes at dele billedopløsning med et rekonstruktionsprogram på History Channel og samtidig sprudler og spræller af energi, bliver ’Public Enemies’ derfor et sært, men også stærkt syn. Mann synes dog umiddelbart at have kastet så stor en del af sine kræfter i skødet på sin films egenrådige film- og formsprog, at han næsten glemmer de folk, det drejer sig om - og hvor Johnny Depp på glimrende vis holder sig oven vande i rollen som bankrøveren John Dillinger, så bliver særligt Christian Bales Melvin Purvis aldrig mere end en selvskreven pixel i filmens samlede billede. Dillinger har flere følelsesmæssige nøglescener, mens Purvis stort set kun gør sig som et omvandrende køligt pokerfjæs.
’Public Enemies’ har altså rav i rødderne, og skal derfor ses og nydes som et Hollywood-energibundt i høj klasse. Alene med nethinden belejret af Christian Bale hængende på siden af en kørende bil, kun oplyst i nattemørket af den ildspyende maskinpistol, han hidsigt tømmer for patroner, synes fire stjerner utilstrækkeligt.
Og så kald mig så bare vendekåbe - men jeg ville stikke mig selv en utilgivelig løgn hvis ikke jeg indrømmede, at Michael Manns filmiske dagsorden fungerede absolut fantastisk i Metropols biografmørke.
Der er ingen tvivl om, at det ér Manns håndelag der - med helt utrolig nerve og kant - er tilløbsstykket i ’Public Enemies’. Der er ingen vakler i filmens fundament, såvel som der ingen rysten på hånden er at spore i dens helt igennem overvældende og uforglemmelige shootouts. Mann synes instinktivt at kende actionfilmens universaldrejebog i blinde, særligt hvornår underlægningsmusikken bliver en kærkommen fjeder under fodsålen frem for en enerverende sten i skoen. Selv når han lader den glimrer i sit fravær gøres noget så formelt som en fængselsflugt midtvejs i filmen til en stor, intens oplevelse.
Som et visuel udstyrsstykke, der til tider synes at dele billedopløsning med et rekonstruktionsprogram på History Channel og samtidig sprudler og spræller af energi, bliver ’Public Enemies’ derfor et sært, men også stærkt syn. Mann synes dog umiddelbart at have kastet så stor en del af sine kræfter i skødet på sin films egenrådige film- og formsprog, at han næsten glemmer de folk, det drejer sig om - og hvor Johnny Depp på glimrende vis holder sig oven vande i rollen som bankrøveren John Dillinger, så bliver særligt Christian Bales Melvin Purvis aldrig mere end en selvskreven pixel i filmens samlede billede. Dillinger har flere følelsesmæssige nøglescener, mens Purvis stort set kun gør sig som et omvandrende køligt pokerfjæs.
’Public Enemies’ har altså rav i rødderne, og skal derfor ses og nydes som et Hollywood-energibundt i høj klasse. Alene med nethinden belejret af Christian Bale hængende på siden af en kørende bil, kun oplyst i nattemørket af den ildspyende maskinpistol, han hidsigt tømmer for patroner, synes fire stjerner utilstrækkeligt.
17/07-2009
