Digitale gangstere
4.0
Bankrøvere med fedorahatte plaffer løs med tommy guns. Det er et syn, vi har set igen og igen i filmhistorien. Depressionstidens gangstere var et yndet tema både i samtiden og i alle tider siden.
I ”Public Enemies” om den mest legendariske gangster af dem alle, John Dillinger (Johnny Depp), tilføjer Michael Mann ikke så meget nyt til hverken legenden eller genren. Det er en klassisk historie om røvere og politi. Om flugt fra fængsler. Om vilde bankrøverier. Om kvinder, der forelsker sig i de farlige mænd.
Vi kender historien om Dillinger i forvejen. Han virkede urørlig, men blev skudt ned, da en escortpige angav ham til politiet under en date i biografen. Hvor han ikke helt tilfældigvis så et gangstermelodrama. De virkelige gangstere fandt deres idoler i de fiktive gangstere på den store skærm. ”Public Enemies” vil dog næppe frembringe resonans hos nutidens gangstere eller unge knægte, der leger gangstas.
Det er en skildring med fokus på detaljerne fra tidsalderen frem for de romantiserede heltebilleder. Realisme over melodrama. Kuglerne gør ondt i ”Public Enemies”. Døden er en naturlig del af det hurtige, farlige liv. John Dillinger i skikkelse af Johnny Depp har fuldkommen affundet sig med det. Han er ikke en stor drømmer. Han lever fra dag til dag med smukke kvinder, sit navn i aviserne og kugler flyvende om ørene på ham.
Michael Mann kan næppe beskyldes for at overfortolke Dillinger i manuskriptet. Der er ingen flashbacks fra Dillingers opvækst. Det er en mandefilm befriet for tudescener. I få glimt afslører Dillinger følelser, og de er alle i scenerne med garderobepigen Billie Frechette (Marion Cotillard), som Dillinger forfører på sin sædvanlige direkte og no bullshit-facon. Johnny Depp er overbevisende og empati-vækkende som Dillinger. Cotillard er charmerende som altid som Frechette.
Christian Bale har en nøglerolle som FBI-manden ansat af Hoover til at jagte forbryderne med nye videnskabelige, tekniske metoder. Filmen handler til dels om moderniseringen af forbrydelsesbekæmpelse, og ikke mindst moderniseringen af kommunkationen om forbryderbekæmpelse. Hoover og Dillinger kæmper lige så meget om overskrifter i aviserne som om selve forbrydelserne.
Der er ikke en finger at sætte på ”Public Enemies”. Hverken i skildringen af disse temaer eller i den dramatiske udførelse. Men der hvor ”Public Enemies” er nyskabende og lidt mere interessant end normalt er i den æstetiske udførelse, hvor Manns lette digitale kameraer sætter os lidt tættere på 30er-gangsterne end de sædvanlige tunge filmkameraer. De håndholdte kameraer kombineret med den detaljerede set design giver filmen et helt nyt feel, selv om historien og temaerne er velkendte og set flere gange før.
”Public Enemies” er en ganske udmærket digital opdatering af gangsterfilmen, men den er hverken synderligt medrivende eller nyskabende på andre fronter end den æstetiske. Dramatisk er vi et godt stykke fra Michael Manns fremragende ”Heat”, men mindre kan også gøre det, hvis man er i humør til fedora-hatte og tommy guns.
I ”Public Enemies” om den mest legendariske gangster af dem alle, John Dillinger (Johnny Depp), tilføjer Michael Mann ikke så meget nyt til hverken legenden eller genren. Det er en klassisk historie om røvere og politi. Om flugt fra fængsler. Om vilde bankrøverier. Om kvinder, der forelsker sig i de farlige mænd.
Vi kender historien om Dillinger i forvejen. Han virkede urørlig, men blev skudt ned, da en escortpige angav ham til politiet under en date i biografen. Hvor han ikke helt tilfældigvis så et gangstermelodrama. De virkelige gangstere fandt deres idoler i de fiktive gangstere på den store skærm. ”Public Enemies” vil dog næppe frembringe resonans hos nutidens gangstere eller unge knægte, der leger gangstas.
Det er en skildring med fokus på detaljerne fra tidsalderen frem for de romantiserede heltebilleder. Realisme over melodrama. Kuglerne gør ondt i ”Public Enemies”. Døden er en naturlig del af det hurtige, farlige liv. John Dillinger i skikkelse af Johnny Depp har fuldkommen affundet sig med det. Han er ikke en stor drømmer. Han lever fra dag til dag med smukke kvinder, sit navn i aviserne og kugler flyvende om ørene på ham.
Michael Mann kan næppe beskyldes for at overfortolke Dillinger i manuskriptet. Der er ingen flashbacks fra Dillingers opvækst. Det er en mandefilm befriet for tudescener. I få glimt afslører Dillinger følelser, og de er alle i scenerne med garderobepigen Billie Frechette (Marion Cotillard), som Dillinger forfører på sin sædvanlige direkte og no bullshit-facon. Johnny Depp er overbevisende og empati-vækkende som Dillinger. Cotillard er charmerende som altid som Frechette.
Christian Bale har en nøglerolle som FBI-manden ansat af Hoover til at jagte forbryderne med nye videnskabelige, tekniske metoder. Filmen handler til dels om moderniseringen af forbrydelsesbekæmpelse, og ikke mindst moderniseringen af kommunkationen om forbryderbekæmpelse. Hoover og Dillinger kæmper lige så meget om overskrifter i aviserne som om selve forbrydelserne.
Der er ikke en finger at sætte på ”Public Enemies”. Hverken i skildringen af disse temaer eller i den dramatiske udførelse. Men der hvor ”Public Enemies” er nyskabende og lidt mere interessant end normalt er i den æstetiske udførelse, hvor Manns lette digitale kameraer sætter os lidt tættere på 30er-gangsterne end de sædvanlige tunge filmkameraer. De håndholdte kameraer kombineret med den detaljerede set design giver filmen et helt nyt feel, selv om historien og temaerne er velkendte og set flere gange før.
”Public Enemies” er en ganske udmærket digital opdatering af gangsterfilmen, men den er hverken synderligt medrivende eller nyskabende på andre fronter end den æstetiske. Dramatisk er vi et godt stykke fra Michael Manns fremragende ”Heat”, men mindre kan også gøre det, hvis man er i humør til fedora-hatte og tommy guns.
19/07-2009
