Holocaust og patter
2.0
Handler om tysk dreng i 1950erne, der scorer en MILF. Fedt.
Indtil han finder ud af, at hun var en sadistisk strigle fra SS. Awkwaaaard.
En nøgen Kate Winslet er altid et plus. Og her er hun meget nøgen. Mange gange.
Briter med tysk accent er derimod forfærdeligt.
Elendig dialog. Hun går hen til ham nøgen, mens han er i bad. Griber fat om hans penis. Han siger ”You are so beautiful.” Hvortil hun svarer: ”What are you talking about?” Og så med den tyske accent. Den går mig virkelig på. Det hele virker forceret og kunstigt.
Filmen er fortalt af den gamle udgave af drengen, der boller med Winslet. Han er spillet af Ralph Fiennes. Hans datter, en biperson, kommer ind ud af det blå og flæber over, at han holdt ting skjult fra hende. Med piano og det hele. Ingen opbygning. ”I always thought it was my fault.” ”How wrong can you be.” Igen, elendig dialog. Og denne gang ingen nøgen Winslet. Fail.
Først halvvejs inde handler det om hendes tid i SS og skyldfølelsen i Tyskland. Til den tid føles det påklistret. Og hans synspunkt er det kedeligste. Hans dilemma virker ligegyldigt i forhold til hendes.
(spoilers) Forskruede prioriteter. Ingen må vide, at jeg ikke kan skrive, men jeg tager ansvaret for massemord. Ikke overbevisende.
Låner gravitas af holocaust: ”It doesn’t matter what I feel. The dead are still dead.” Og han ser superbekymret ud. Tyndt. Holocaust for alvor bliver udforsket. Bare et plot point. Øv.
To sexistiske stjerner for Winslets attributer.
Indtil han finder ud af, at hun var en sadistisk strigle fra SS. Awkwaaaard.
En nøgen Kate Winslet er altid et plus. Og her er hun meget nøgen. Mange gange.
Briter med tysk accent er derimod forfærdeligt.
Elendig dialog. Hun går hen til ham nøgen, mens han er i bad. Griber fat om hans penis. Han siger ”You are so beautiful.” Hvortil hun svarer: ”What are you talking about?” Og så med den tyske accent. Den går mig virkelig på. Det hele virker forceret og kunstigt.
Filmen er fortalt af den gamle udgave af drengen, der boller med Winslet. Han er spillet af Ralph Fiennes. Hans datter, en biperson, kommer ind ud af det blå og flæber over, at han holdt ting skjult fra hende. Med piano og det hele. Ingen opbygning. ”I always thought it was my fault.” ”How wrong can you be.” Igen, elendig dialog. Og denne gang ingen nøgen Winslet. Fail.
Først halvvejs inde handler det om hendes tid i SS og skyldfølelsen i Tyskland. Til den tid føles det påklistret. Og hans synspunkt er det kedeligste. Hans dilemma virker ligegyldigt i forhold til hendes.
(spoilers) Forskruede prioriteter. Ingen må vide, at jeg ikke kan skrive, men jeg tager ansvaret for massemord. Ikke overbevisende.
Låner gravitas af holocaust: ”It doesn’t matter what I feel. The dead are still dead.” Og han ser superbekymret ud. Tyndt. Holocaust for alvor bliver udforsket. Bare et plot point. Øv.
To sexistiske stjerner for Winslets attributer.
19/07-2009
