For enhver pris

4.0
Da de sovjetiske styrker rykkede ind i Berlin i forsommeren 1945, skrev en tysk journalist dagbog. Hendes optegnelser blev i 1954 til en bog om tiden omkring tyskernes endelige kapitulation. Hun havde selv været overbevist nazist, mens det gik godt for Tyskland, men oplevede nu samfundets totale sammenbrud. Og ikke mindst hvordan de sovjetiske sejrherrer nærmest bedrev organiseret voldtægt på alt med et skørt - og hvordan tyskerne, inklusive hende selv, hurtigt forfaldt til at gøre hvad som helst for at overleve.

"Anonyma - Eine Frau in Berlin" er baseret på hendes dagbog - et stykke skræmmende historiefortælling om krig, set fra en vinkel, der sjældent beskrives. Det er væmmeligt at se, hvordan sejrherrerne mener, at de helt naturligt har ret til at dræbe, plyndre og især voldtage, som de lyster. Men det er heller ikke rart at se tabernes reaktioner, og hvor hurtigt der går junglelov i den. Den anonyme fortæller skildrer begivenhederne overraskende nuanceret, for hun sætter også menneskelige ansigter på sine voldtægtsmænd. Det mest skræmmende i filmen er faktisk, at der hurtigt opstår selvmodsigende følelser mellem gerningsmænd og ofre. Sandsynligvis lider de tyske kvinder af kollektivt Stockholmsyndrom, men det er vildt, så hurtigt de tilpasser sig den nye situation og overlever for enhver pris. Mens deres mænd kigger væk - hvilket hele Tyskland også gjorde i kollektiv fortrængning efter krigen.

Filmen er flot iscenesat i en overbevisende genskabelse af et sønderbombet Berlinerkvarter, og Nina Hoss er rigtig god i hovedrollen. Resten af skuespillet er lidt svingende, men der er mange gode scener med skræmte tyskere og uberegnelige erobrere.

Det her er en glimrende film, hvis barske virkelighed griber hårdt fat i én. Den er dog også ret ensformig, fordi de bagvedliggende pointer bliver gentaget igen og igen i mange ensartede scener, og der ikke er meget fremadskridende handling. Resultatet er desværre en lidt langtrukken film, som godt kunne have været 20 minutter kortere. Men "Anonyma - Eine Frau in Berlin" er altså også et lille stykke interessant historie - og et ubehageligt indblik i, hvor vanvittig Anden Verdenskrig var, og hvor umenneskeligt det generelt er at føre krig. På alle planer.
En kvinde i Berlin