- Fire in the hole -
1.0
... Take cover!
Michael Mann's pedantiske kuglegraving af realismen i hans film, kan ej benægtes mere end hans talent for at lave billeder, hvis teknik brillierer ned til mindste frame; fra det jordskælvsrystende bankrøveri i krimi-eposet ”Heat”, til de kongeblå kontrafejer i det stemningsmættede drama ”The Insider”, der begge stadfæstede ham som en af 90'ernes mest fremtrædende, amerikanske instruktører. Han var og er både realist og idealist, i samme åndspræg som den langt mere subtile (og europæiske) Rohmer: Det reelle menneske eksponeret til skue i sit selvskabte miljø. I Mann's verden, har dét alle dage været mænd, klynget til idealistiske mål og et desperat håb, der har tiltrukket ham. Karaktererne var i centrum af hans fokus og motoren bag hans drama, i langt højere grad end historien som sådan, præcis som det trivielle eller sekundære aldrig blev forbigået, af hensyn til at fodre realismen og, til en hvis grad, hans eget selvhøjtidelige navlepilleri.
”Public Enemies”, derimod, er at gevaldigt tilbageskridt fra perfektionismens vakkelvårne og ellers beundringsværdige baggrund, imod et mainstream-koncept, der sætter Hollywood's største film-kompleks på en spids, bedre en noget andet, der til dato er lavet: ”Et mål uden en plan, er blot et ønske”, som Churchill sagde. Målet var at genskabe ”Heat” under historiens vingesus, tilsat A-listerne Johnny Karpefjæs og Christian Bale. Det er ubegribeligt, i hvilket omfang Mann har kogt suppe på sit tidligere mesterværk; for den totale infrastruktur - fra dramaturgien bag, til karakteranalysen - i ”Public Enemies”, er genbrug på et taksonomisk bundskraber-niveau. En kriminel mand (De-Niro/Johnny Depp), fanget imellem hans sensationshungrende ego og begæret til en blåøjet kvinde (Brenneman/Cotilliard), bliver jagtet over stok og sten af en stoisk stjerne-betjent (Pacino/Bale). Det mest fantastiske i ”Heat”, var de to polers spydige tiltrækningskraft og identifikationen med hinandens drivkrafter og konflikter, tiltrods for at befinde sig på hver sin side af loven. I ”Public Enemies” er Bale reduceret til en gemen betjent, med en høne at plukke; ergo har vi i stedet et trivielt politi-og-røver tema, som vi har set det tusinder af gange før. Det kunne for så vidt også være interessant nok, taget depressionsæraen's muggrå bagtæppe i betragtning og det legendariske sagn om folkehelten/gangsteren John Dillinger. Men det er det ikke. Depp selv, karismatisk som han ellers må siges at være, er ganske uudholdelig i en anonym skurkerolle, der ellers indholdte næsten uudtømmeligt potentiale: Hans kællingesure mine og monotone stemmeleje, gør alt for at underminere hans tvetydige og semi-psykopatiske karaktertræk. Nyd i øvrigt også Bale's komiske forsøg på en latent South Carolina-accent, krydret med let britisk smasken. I dare you, sir!
Jeg begriber ikke, at et visuelt geni som Dante Spinotti (fotografen bag Mann's modne 90'er-værker), har indvilget i at arbejde under det digitale format. Fotograferingen ligner mest af alt råklippene fra en dyrt-produceret amatørfilm, skudt med hjemmevideokamea - og som om det ikke var nok, sejler hele eskapaden rundt i kaotiske rystelser, til den helt store dogme-guldmedalje. Hvorfor dette visuelle karaktermord? Det digitale spektrum favnede, med en hvis moderne autencitet, L.A's neonfarvede natteliv i ”Collateral”, men der er intet spændende i at se et ”Godfather”-shootout ved en træhytte, projiceret igennem ultraskarpe HD-billeder eller en biljagt, med trenchcoat-klædte forfølgere i mørke 30'er-veteranbiler. Det er der ellers nok af, for Ronan Bennett's livsløse manuskript byder end ikke på noget, andet end spartansk dialog og et ret så endimensionelt studium af machiavellianisme hos de bøvede bankrøvere, som vi aldrig lærer at kende udover nødvendighedens rammer. Gryden holdes i kog af et hastigt to-takts tempo og udpenslet prævalens, under bygen af kugler fra de larmende maskingeværer, med Johnny Depp som gunslinger-høvdingen, hvis falkeøje aldrig hviler... han bliver nemlig holdt vågen af kaffe om natten, som han selv påpeger, i filmens absolut morsomeste indspark... Hørte man nogen klukke på bagerste række?
Hvis Mann lagde de antropologiske briller fra sig, næste gang (for dér kommer en næste gang, mark my words...) han laver en film i den amerikanske socialrealismes kyniske klæder, ville vi nok få en film af langt mere genre-rene linjer og et mere krystalklart postulat, end den farce hans seneste to værker har været – han tager, taget resultatets kvalitet i betragtning, sig selv alt for seriøst. Lad skudsalverne fra ”Heat” give genlyd over stuen én sidste gang og kryds fingre for, at 90'ernes store tekniske dissident, finder en ny og mere seriøs græsgang, at betræde i fremtiden; og lad "Public Enemies" dø som offer til dén reforms hellige formål.
Michael Mann's pedantiske kuglegraving af realismen i hans film, kan ej benægtes mere end hans talent for at lave billeder, hvis teknik brillierer ned til mindste frame; fra det jordskælvsrystende bankrøveri i krimi-eposet ”Heat”, til de kongeblå kontrafejer i det stemningsmættede drama ”The Insider”, der begge stadfæstede ham som en af 90'ernes mest fremtrædende, amerikanske instruktører. Han var og er både realist og idealist, i samme åndspræg som den langt mere subtile (og europæiske) Rohmer: Det reelle menneske eksponeret til skue i sit selvskabte miljø. I Mann's verden, har dét alle dage været mænd, klynget til idealistiske mål og et desperat håb, der har tiltrukket ham. Karaktererne var i centrum af hans fokus og motoren bag hans drama, i langt højere grad end historien som sådan, præcis som det trivielle eller sekundære aldrig blev forbigået, af hensyn til at fodre realismen og, til en hvis grad, hans eget selvhøjtidelige navlepilleri.
”Public Enemies”, derimod, er at gevaldigt tilbageskridt fra perfektionismens vakkelvårne og ellers beundringsværdige baggrund, imod et mainstream-koncept, der sætter Hollywood's største film-kompleks på en spids, bedre en noget andet, der til dato er lavet: ”Et mål uden en plan, er blot et ønske”, som Churchill sagde. Målet var at genskabe ”Heat” under historiens vingesus, tilsat A-listerne Johnny Karpefjæs og Christian Bale. Det er ubegribeligt, i hvilket omfang Mann har kogt suppe på sit tidligere mesterværk; for den totale infrastruktur - fra dramaturgien bag, til karakteranalysen - i ”Public Enemies”, er genbrug på et taksonomisk bundskraber-niveau. En kriminel mand (De-Niro/Johnny Depp), fanget imellem hans sensationshungrende ego og begæret til en blåøjet kvinde (Brenneman/Cotilliard), bliver jagtet over stok og sten af en stoisk stjerne-betjent (Pacino/Bale). Det mest fantastiske i ”Heat”, var de to polers spydige tiltrækningskraft og identifikationen med hinandens drivkrafter og konflikter, tiltrods for at befinde sig på hver sin side af loven. I ”Public Enemies” er Bale reduceret til en gemen betjent, med en høne at plukke; ergo har vi i stedet et trivielt politi-og-røver tema, som vi har set det tusinder af gange før. Det kunne for så vidt også være interessant nok, taget depressionsæraen's muggrå bagtæppe i betragtning og det legendariske sagn om folkehelten/gangsteren John Dillinger. Men det er det ikke. Depp selv, karismatisk som han ellers må siges at være, er ganske uudholdelig i en anonym skurkerolle, der ellers indholdte næsten uudtømmeligt potentiale: Hans kællingesure mine og monotone stemmeleje, gør alt for at underminere hans tvetydige og semi-psykopatiske karaktertræk. Nyd i øvrigt også Bale's komiske forsøg på en latent South Carolina-accent, krydret med let britisk smasken. I dare you, sir!
Jeg begriber ikke, at et visuelt geni som Dante Spinotti (fotografen bag Mann's modne 90'er-værker), har indvilget i at arbejde under det digitale format. Fotograferingen ligner mest af alt råklippene fra en dyrt-produceret amatørfilm, skudt med hjemmevideokamea - og som om det ikke var nok, sejler hele eskapaden rundt i kaotiske rystelser, til den helt store dogme-guldmedalje. Hvorfor dette visuelle karaktermord? Det digitale spektrum favnede, med en hvis moderne autencitet, L.A's neonfarvede natteliv i ”Collateral”, men der er intet spændende i at se et ”Godfather”-shootout ved en træhytte, projiceret igennem ultraskarpe HD-billeder eller en biljagt, med trenchcoat-klædte forfølgere i mørke 30'er-veteranbiler. Det er der ellers nok af, for Ronan Bennett's livsløse manuskript byder end ikke på noget, andet end spartansk dialog og et ret så endimensionelt studium af machiavellianisme hos de bøvede bankrøvere, som vi aldrig lærer at kende udover nødvendighedens rammer. Gryden holdes i kog af et hastigt to-takts tempo og udpenslet prævalens, under bygen af kugler fra de larmende maskingeværer, med Johnny Depp som gunslinger-høvdingen, hvis falkeøje aldrig hviler... han bliver nemlig holdt vågen af kaffe om natten, som han selv påpeger, i filmens absolut morsomeste indspark... Hørte man nogen klukke på bagerste række?
Hvis Mann lagde de antropologiske briller fra sig, næste gang (for dér kommer en næste gang, mark my words...) han laver en film i den amerikanske socialrealismes kyniske klæder, ville vi nok få en film af langt mere genre-rene linjer og et mere krystalklart postulat, end den farce hans seneste to værker har været – han tager, taget resultatets kvalitet i betragtning, sig selv alt for seriøst. Lad skudsalverne fra ”Heat” give genlyd over stuen én sidste gang og kryds fingre for, at 90'ernes store tekniske dissident, finder en ny og mere seriøs græsgang, at betræde i fremtiden; og lad "Public Enemies" dø som offer til dén reforms hellige formål.
22/07-2009
