Ultravold
3.0
Nicolas Winding Refns første 100% udenlandske film handler om Charlie Bronson. Ikke den amerikanske skuespiller, men en englænder, som på nær nogle måneder har tilbragt de seneste 34 år i fængsel. Heraf 30 år i isolation. Bronson er blevet kaldt "the most violent prisoner in Britain", fordi han igen og igen har startet optøjer, overfaldet fængselsbetjentene og taget gidsler i sin celle som påskud for at starte nye slagsmål.
Winding Refn er helt åbenlyst ikke interesseret i at lave socialrealisme eller traditionelt karakterstudium, men har i stedet valgt at fortælle filmen entydigt fra Charlie Bronsons egen vinkel. Understreget af, at hovedpersonen taler direkte til kameraet, og at nogle scener er fri fantasi. Stilmæssigt nærmer "Bronson" sig ofte surrealisme, når den viser, hvordan hovedpersonen slet ikke kan fungere i det normale liv, og når man følger hans tur gennem fængsler og sikrede institutioner. Der illustrerer filmen Winding Refns store talent for at lave billeder og stemning, både når han skaber akavet-mærkelige situationer i lange, rolige indstillinger, og når Bronson går amok i absurde voldsscener.
Pointen synes at være, at hovedpersonen er en kunstnerisk sjæl, der så bare har valgt vold som sin udtryksform. Men Winding Refn sparer heller ikke Bronson selv, for vi ser også, hvordan han opfører sig mere og mere latterligt og vanvittigt i sit forsøg på at skabe sig et navn. Af alle de film, jeg har set, er "Bronson" tættest på "A Clockwork Orange" i udtryksform. Men som en engelsk anmelder påpegede, er den formentlig også inspireret af Lindsay Andersons film - dens kombination af surrealisme og antiautoritær attitude kommer i hvert fald tæt på Andersons stil. Og så er Tom Hardy fuldstændig fantastisk i hovedrollen, hvor han skaber en charmerende, uforudsigelig gal voldsmand.
Der er med andre ord rigtig mange ting, som er interessante, vellavede og modige i "Bronson". Og så holder den alligevel ikke. Fordi Winding Refn går over gevind og forelsker sig for meget i form og stil. Han bryder som nævnt den fjerde væg og lægger på den måde en ramme omkring filmen ... men fører den ikke konsekvent igennem, hvad der får tricket til at virke ret formålsløst. Og selv om filmen er flot og teknisk vellavet, synes jeg også, at teknikken kommer til at fylde for meget på bekostning af indhold og sammenhæng.
Men det er altså stadig en virkelig interessant film, selv om den ikke hænger helt sammen. Om ikke andet har den en god pointe i sin undren, over at hovedpersonen har siddet 30 år i isolationsfængsel uden at have begået virkelig alvorlige forbrydelser.
Winding Refn er helt åbenlyst ikke interesseret i at lave socialrealisme eller traditionelt karakterstudium, men har i stedet valgt at fortælle filmen entydigt fra Charlie Bronsons egen vinkel. Understreget af, at hovedpersonen taler direkte til kameraet, og at nogle scener er fri fantasi. Stilmæssigt nærmer "Bronson" sig ofte surrealisme, når den viser, hvordan hovedpersonen slet ikke kan fungere i det normale liv, og når man følger hans tur gennem fængsler og sikrede institutioner. Der illustrerer filmen Winding Refns store talent for at lave billeder og stemning, både når han skaber akavet-mærkelige situationer i lange, rolige indstillinger, og når Bronson går amok i absurde voldsscener.
Pointen synes at være, at hovedpersonen er en kunstnerisk sjæl, der så bare har valgt vold som sin udtryksform. Men Winding Refn sparer heller ikke Bronson selv, for vi ser også, hvordan han opfører sig mere og mere latterligt og vanvittigt i sit forsøg på at skabe sig et navn. Af alle de film, jeg har set, er "Bronson" tættest på "A Clockwork Orange" i udtryksform. Men som en engelsk anmelder påpegede, er den formentlig også inspireret af Lindsay Andersons film - dens kombination af surrealisme og antiautoritær attitude kommer i hvert fald tæt på Andersons stil. Og så er Tom Hardy fuldstændig fantastisk i hovedrollen, hvor han skaber en charmerende, uforudsigelig gal voldsmand.
Der er med andre ord rigtig mange ting, som er interessante, vellavede og modige i "Bronson". Og så holder den alligevel ikke. Fordi Winding Refn går over gevind og forelsker sig for meget i form og stil. Han bryder som nævnt den fjerde væg og lægger på den måde en ramme omkring filmen ... men fører den ikke konsekvent igennem, hvad der får tricket til at virke ret formålsløst. Og selv om filmen er flot og teknisk vellavet, synes jeg også, at teknikken kommer til at fylde for meget på bekostning af indhold og sammenhæng.
Men det er altså stadig en virkelig interessant film, selv om den ikke hænger helt sammen. Om ikke andet har den en god pointe i sin undren, over at hovedpersonen har siddet 30 år i isolationsfængsel uden at have begået virkelig alvorlige forbrydelser.
23/07-2009
