Filmnørden anmelder Bronson
5.0
Der bliver i øjeblikket sagt og skrevet meget om Nicolas Winding Refns nyeste film. Nogle ser den som et voldspornografisk stykke skrald, andre som et yderst abstrakt mesterværk og enkelte ser den som begge dele. Så hvad er det egentlig den danske instruktør har bedrevet her?
Walisiske Michael Gordon Peterson (der har døbt sig selv Charles Bronson) er navnet på manden der med tiden er blevet kaldt en af Englands farligste kriminelle. I 1974 begik Peterson/Bronson et klodset røveri mod en tobaksforhandler - han fik ca. 260 kr. ud af det, men blev fanget. Han blev egentlig dømt til syv års fængsel, men hans straf er blevet forlænget igen og igen, fordi han konstant har lavet ballade, såsom diverse gidseltagninger og på grund af hans konstant ekstremt voldelige opførsel. Han sidder stadig i fængsel.
Som absolut første punkt på dagsordenen, skal der uddeles skamros til hovedrolleindehaveren Tom Hardy. Denne prægtige skuespiller bærer hele filmen med samme muskuløse flair og energi, som selve karakteren Charles Bronson oser af hele filmen igennem. Det er et overvældende one-man-show, der bør skyde Hardy op i filmverdenens mest glorificerede kredse. Han fortjener at blive en stjerne! Godt gået!
Men lad os så sætte tænderne i det som de fleste biografgængere nok vil rynke næse af: Historien og fortælleteknikkerne.
I den seneste tid har vi set en hel del film baseret på "ægte historier". Public Enemy No. 1 der handler om den franske gangster Jacques Mesrine. Public Enemies der handler om den amerikanske gangster John Dillinger. Der Baader Meinhof Komplex der handler om Rote Armee Fraktion. Alle film der så realistisk og faktuelt korrekt som muligt forsøger, at genfortælle deres historier og afbillede der hovedpersoner - ingen af dem med særligt stort held.
Refn har samme udgangspunkt, men han går i den direkte modsatte retning. I stedet for at skabe en faktuelt detaljeret film om Michael Peterson, så har han lavet en abstrakt og konceptuel film i stedet. Realisme blandes med drømmesekvenser der igen blandes med ekstrem vold og hele molevitten serveres så man ikke er i tvivl om, at Refn er stærkt inspireret af både Bertold Brechts fortælleteknikker og Antonin Artauds Grusomhedens Teater. Det er med andre ord en orkan af mere eller mindre bizarre ekstremiteter og man føler sig godt og grundigt rusket igennem, når filmen er færdig. Man bliver underholdt, forskrækket og grebet, men mest af alt udfordret. Og det er her folks meninger om filmen deler sig i to.
Filmen kan groft sagt opleves på to måder. Ser du filmen uden at være villig til at analysere og tænke videre i den, så vil du synes det er noget bras. Hvis du derimod er villig (og er i besiddelse af nok teoretisk viden) til at analysere filmen og dens hæmningsløse virkemidler, så er Bronson en intellektuel guldgrube, der kan afføde timelange diskussioner.
Med andre ord skal de fleste nok ha' lidt hjælp til at forstå Bronson - såfremt man naturligvis har lyst. Derfor er her et par hurtige artikel-forslag, som du vil nyde gavn af at have læst, inden du ser filmen:
- En artikel om Brechts distancerings-effekt (verfremdungseffekt): http://en.wikipedia.org/wiki/Distancing_Effect
- En artikel om Antonin Artauds Grusomhedens Teater: http://en.wikipedia.org/wiki/Theatre_of_Cruelty
- Og en artikel om absurd teater: http://en.wikipedia.org/wiki/Theatre_of_the_Absurd
Bronson byder sikkert på mange flere teatervidenskablige aspekter, der kan uddybes nærmere, men læs ovenstående og du er godt på vej.
Men tilbage til selve filmen, for er en film der kræver at man læser op på 1900-tallets teatervidenskab virkelig en god film? Se, det kan også diskuteres, men jeg mener uden tvivl, JA! Bare fordi man ikke forstår sproget, betyder ikke at det ikke er godt. Men her reagerer folk alligevel meget forskelligt. Nogle trækker sig tilbage og peger tommelfingeren nedad, hvis de konfronteres med et stykke kunst de ikke forstår. Andre har det med i stedet at blive mere nysgerrige og begynde at søge forklaring på, hvad der ligger til grund for udformningen af det kunstneriske udtryk, for senere at kunne bedømme det på et ordentligt grundlag. Bronson er netop et stykke kunst, der stiller de fleste tilskuere i sådan en situaion.
Nu er dette jo en anmeldelse og derfor bør jeg nå til en konklusion, men eftersom filmen vil skabe helt individuelle oplevelser hos folk, vil det være uretfærdigt at generalisere den ned til en punchline. Istedet kan jeg beskrive min personlige oplevelse, men må samtidig understrege, at der er ret stor chance for, at du ikke vil føle det samme:
Igennem Refns brug af alle de førnævnte virkemidler, samt en himmelråbende sej præstation fra Tom Hardy, endte jeg som tilskuer med et både uhåndgribeligt og soleklart billede af manden Charles Bronson. Et resultat som ingen af de film jeg nævnte i starten formår at opnå, med deres respektive hovedpersoner. Det synes jeg er både imponerende og meget, meget spændende og derfor synes jeg, at Bronson er en rigtig god film.
Filmnørdens karakter:
Min hjerne er punkteret, men det var godt.
http://www.filmnoerden.com/
Walisiske Michael Gordon Peterson (der har døbt sig selv Charles Bronson) er navnet på manden der med tiden er blevet kaldt en af Englands farligste kriminelle. I 1974 begik Peterson/Bronson et klodset røveri mod en tobaksforhandler - han fik ca. 260 kr. ud af det, men blev fanget. Han blev egentlig dømt til syv års fængsel, men hans straf er blevet forlænget igen og igen, fordi han konstant har lavet ballade, såsom diverse gidseltagninger og på grund af hans konstant ekstremt voldelige opførsel. Han sidder stadig i fængsel.
Som absolut første punkt på dagsordenen, skal der uddeles skamros til hovedrolleindehaveren Tom Hardy. Denne prægtige skuespiller bærer hele filmen med samme muskuløse flair og energi, som selve karakteren Charles Bronson oser af hele filmen igennem. Det er et overvældende one-man-show, der bør skyde Hardy op i filmverdenens mest glorificerede kredse. Han fortjener at blive en stjerne! Godt gået!
Men lad os så sætte tænderne i det som de fleste biografgængere nok vil rynke næse af: Historien og fortælleteknikkerne.
I den seneste tid har vi set en hel del film baseret på "ægte historier". Public Enemy No. 1 der handler om den franske gangster Jacques Mesrine. Public Enemies der handler om den amerikanske gangster John Dillinger. Der Baader Meinhof Komplex der handler om Rote Armee Fraktion. Alle film der så realistisk og faktuelt korrekt som muligt forsøger, at genfortælle deres historier og afbillede der hovedpersoner - ingen af dem med særligt stort held.
Refn har samme udgangspunkt, men han går i den direkte modsatte retning. I stedet for at skabe en faktuelt detaljeret film om Michael Peterson, så har han lavet en abstrakt og konceptuel film i stedet. Realisme blandes med drømmesekvenser der igen blandes med ekstrem vold og hele molevitten serveres så man ikke er i tvivl om, at Refn er stærkt inspireret af både Bertold Brechts fortælleteknikker og Antonin Artauds Grusomhedens Teater. Det er med andre ord en orkan af mere eller mindre bizarre ekstremiteter og man føler sig godt og grundigt rusket igennem, når filmen er færdig. Man bliver underholdt, forskrækket og grebet, men mest af alt udfordret. Og det er her folks meninger om filmen deler sig i to.
Filmen kan groft sagt opleves på to måder. Ser du filmen uden at være villig til at analysere og tænke videre i den, så vil du synes det er noget bras. Hvis du derimod er villig (og er i besiddelse af nok teoretisk viden) til at analysere filmen og dens hæmningsløse virkemidler, så er Bronson en intellektuel guldgrube, der kan afføde timelange diskussioner.
Med andre ord skal de fleste nok ha' lidt hjælp til at forstå Bronson - såfremt man naturligvis har lyst. Derfor er her et par hurtige artikel-forslag, som du vil nyde gavn af at have læst, inden du ser filmen:
- En artikel om Brechts distancerings-effekt (verfremdungseffekt): http://en.wikipedia.org/wiki/Distancing_Effect
- En artikel om Antonin Artauds Grusomhedens Teater: http://en.wikipedia.org/wiki/Theatre_of_Cruelty
- Og en artikel om absurd teater: http://en.wikipedia.org/wiki/Theatre_of_the_Absurd
Bronson byder sikkert på mange flere teatervidenskablige aspekter, der kan uddybes nærmere, men læs ovenstående og du er godt på vej.
Men tilbage til selve filmen, for er en film der kræver at man læser op på 1900-tallets teatervidenskab virkelig en god film? Se, det kan også diskuteres, men jeg mener uden tvivl, JA! Bare fordi man ikke forstår sproget, betyder ikke at det ikke er godt. Men her reagerer folk alligevel meget forskelligt. Nogle trækker sig tilbage og peger tommelfingeren nedad, hvis de konfronteres med et stykke kunst de ikke forstår. Andre har det med i stedet at blive mere nysgerrige og begynde at søge forklaring på, hvad der ligger til grund for udformningen af det kunstneriske udtryk, for senere at kunne bedømme det på et ordentligt grundlag. Bronson er netop et stykke kunst, der stiller de fleste tilskuere i sådan en situaion.
Nu er dette jo en anmeldelse og derfor bør jeg nå til en konklusion, men eftersom filmen vil skabe helt individuelle oplevelser hos folk, vil det være uretfærdigt at generalisere den ned til en punchline. Istedet kan jeg beskrive min personlige oplevelse, men må samtidig understrege, at der er ret stor chance for, at du ikke vil føle det samme:
Igennem Refns brug af alle de førnævnte virkemidler, samt en himmelråbende sej præstation fra Tom Hardy, endte jeg som tilskuer med et både uhåndgribeligt og soleklart billede af manden Charles Bronson. Et resultat som ingen af de film jeg nævnte i starten formår at opnå, med deres respektive hovedpersoner. Det synes jeg er både imponerende og meget, meget spændende og derfor synes jeg, at Bronson er en rigtig god film.
Filmnørdens karakter:
Min hjerne er punkteret, men det var godt.
http://www.filmnoerden.com/
24/07-2009
