Hogwarts 90210
4.0
”Harry Potter”-filmene minder efterhånden om en tv-serie. Vi kender personerne. Vi kender deres forhold til hinanden. Vi ved, at der kommer et afsnit til, så der vi vil ikke nå et stort klimaks i denne omgang. Til gengæld får vi lov til at hygge os med de velkendte ansigter, og vi får spænding, da vi jo altid ved, at den onde Voldemort er på spil.
Denne gang gør han brug af den unge Malfoy-knægt, der har mobbet Harry Potter og hans venner siden skolestarten for flere år tilbage. Samtidig med at Harry (Daniel Radcliffe) forsøger at finde ud af, hvad Malfoy har i kog, skal han også lige have styr på hormonerne og ikke mindst sin forelskelse i Ginny Weasley (Bonnie Wright). Hormonerne er også i kog hos Ron Weasley (Rupert Grint), der bliver omklamret af en pige med en gigantisk crush. Og Hermione (Emma Watson) er dybt ulykkelig, da hun gemmer på følelser for Ron.
Der går det rene Hogwarts Hills 90210 i den. Men det er skam underholdende, da det som sædvanlig er pakket ind i nordengelske landskaber, middelalderslotte og forundelige magiske effekter. Nogle af de unge poder kan sågar spille skuespil, specielt Rupert Grint får det maksimale ud af de komiske sider i rollen. Men det halter for Daniel Radcliffe. Han lader til at være konstant bevidst om alting, og han virker derfor aldrig naturlig, afslappet og rolig som wunderkind Harry Potter. Det er ærgerligt.
Til gengæld har han et supporting cast af first rate britiske skuespillere. Specielt Michael Gambon som den omsorgsfulde, faderlige professor Dumbledore giver Harry Potter sjæl med sin skuespilsmæssige støtte. Noget Radcliffe ikke formår at gøre alene. Og så er der jo altid Alan Rickman som den bitre Professor Snape, der her spiller en central rolle fra starten. Når der går for meget sukker i skoleromancerne, er han der altid til at putte lidt syre i den magiske milkshake med sine bidske, sortsarkastiske kommentarer. Herligt.
Selvfølgelig er det ikke TV-romance alt sammen. Til tider er der da også blockbuster-øjeblikke. For eksempel i en af filmen første scener får vi en Spider-Man-agtig kameratur igennem Londons gader i en flyvetur i selskab med nogle onde hekse og troldmænd. Så vandaliserer de gangbroen Millenium Bridge, og vi får dårlig smag i munden over at være redet med på de onde terroristers anarkistiske thrill ride.
”The Half-Blood Prince” er hverken værre eller bedre end sine forgængere. Det er mere af det samme, og det er jo godt nok for de fleste fans af universet. Mig selv inklusiv.
Denne gang gør han brug af den unge Malfoy-knægt, der har mobbet Harry Potter og hans venner siden skolestarten for flere år tilbage. Samtidig med at Harry (Daniel Radcliffe) forsøger at finde ud af, hvad Malfoy har i kog, skal han også lige have styr på hormonerne og ikke mindst sin forelskelse i Ginny Weasley (Bonnie Wright). Hormonerne er også i kog hos Ron Weasley (Rupert Grint), der bliver omklamret af en pige med en gigantisk crush. Og Hermione (Emma Watson) er dybt ulykkelig, da hun gemmer på følelser for Ron.
Der går det rene Hogwarts Hills 90210 i den. Men det er skam underholdende, da det som sædvanlig er pakket ind i nordengelske landskaber, middelalderslotte og forundelige magiske effekter. Nogle af de unge poder kan sågar spille skuespil, specielt Rupert Grint får det maksimale ud af de komiske sider i rollen. Men det halter for Daniel Radcliffe. Han lader til at være konstant bevidst om alting, og han virker derfor aldrig naturlig, afslappet og rolig som wunderkind Harry Potter. Det er ærgerligt.
Til gengæld har han et supporting cast af first rate britiske skuespillere. Specielt Michael Gambon som den omsorgsfulde, faderlige professor Dumbledore giver Harry Potter sjæl med sin skuespilsmæssige støtte. Noget Radcliffe ikke formår at gøre alene. Og så er der jo altid Alan Rickman som den bitre Professor Snape, der her spiller en central rolle fra starten. Når der går for meget sukker i skoleromancerne, er han der altid til at putte lidt syre i den magiske milkshake med sine bidske, sortsarkastiske kommentarer. Herligt.
Selvfølgelig er det ikke TV-romance alt sammen. Til tider er der da også blockbuster-øjeblikke. For eksempel i en af filmen første scener får vi en Spider-Man-agtig kameratur igennem Londons gader i en flyvetur i selskab med nogle onde hekse og troldmænd. Så vandaliserer de gangbroen Millenium Bridge, og vi får dårlig smag i munden over at være redet med på de onde terroristers anarkistiske thrill ride.
”The Half-Blood Prince” er hverken værre eller bedre end sine forgængere. Det er mere af det samme, og det er jo godt nok for de fleste fans af universet. Mig selv inklusiv.
24/07-2009
