Bergman omsat til rendyrket selvtægt
3.0
*mindre spoilers*
I 1972 indledte Wes Craven sin karriere som instruktør med selvtægtsthrilleren "The Last House on the Left". Siden er Craven blev berømt som gyserinstruktør med bl.a. "A Nightmare on Elm Street" og "Scream", men hans første film har også en vis kultstatus. Den var en moderne udgave af Ingmar Bergmans "Jomfrukilden" og et tidligt eksempel på selvtægts-/exploitation-film, der klart peger frem mod genreklassikere som "Death Wish" og "I Spit on Your Grave".
Nu er den så blevet genindspillet, og historien er basalt set den samme: En familie er på ferie i et skovområde, hvor deres datter sammen med en veninde bliver bortført af en bande forbrydere på flugt. De mishandler og voldtager pigerne og efterlader datteren i søen. Hvorefter de søger tilflugt i et hus, som tilfældigvis er familiens sommerhus. Og da forældrene så opdager, hvad deres nye gæster har gjort, kommer det til at handle om balancen mellem selvforsvar og hævn.
Det er en barsk historie, som i Bergmans Oscar-vindende originalversion var baseret på en middelalderballade. Her afvikler instruktør Dennis Iliadis den dygtigt, med en underliggende blanding af spænding og afsky. For det er selvfølgelig en fortælling, som i sin kerne handler om moral og menneskelighed. Forbryderne er virkelig ubehagelige - fx bliver voldtægten vist fra et perspektiv, som ikke efterlader nogen tvivl om, hvor væmmelig den er - og da forældrene senere kommer i spil, viser filmen dygtigt en blanding af frygt, raseri og hævntørst, som gør det svært at se, hvad der er moralsk rigtigt.
Og så dog. For hvor Cravens version var kompromisløst væmmelig, kammer den nye udgave af "The Last House on the Left" lige præcis over i slutningen og bliver med den allersidste splatter-effekt til en dum selvtægtsfilm. Men indtil da er den altså en vellavet nasty thriller.
I 1972 indledte Wes Craven sin karriere som instruktør med selvtægtsthrilleren "The Last House on the Left". Siden er Craven blev berømt som gyserinstruktør med bl.a. "A Nightmare on Elm Street" og "Scream", men hans første film har også en vis kultstatus. Den var en moderne udgave af Ingmar Bergmans "Jomfrukilden" og et tidligt eksempel på selvtægts-/exploitation-film, der klart peger frem mod genreklassikere som "Death Wish" og "I Spit on Your Grave".
Nu er den så blevet genindspillet, og historien er basalt set den samme: En familie er på ferie i et skovområde, hvor deres datter sammen med en veninde bliver bortført af en bande forbrydere på flugt. De mishandler og voldtager pigerne og efterlader datteren i søen. Hvorefter de søger tilflugt i et hus, som tilfældigvis er familiens sommerhus. Og da forældrene så opdager, hvad deres nye gæster har gjort, kommer det til at handle om balancen mellem selvforsvar og hævn.
Det er en barsk historie, som i Bergmans Oscar-vindende originalversion var baseret på en middelalderballade. Her afvikler instruktør Dennis Iliadis den dygtigt, med en underliggende blanding af spænding og afsky. For det er selvfølgelig en fortælling, som i sin kerne handler om moral og menneskelighed. Forbryderne er virkelig ubehagelige - fx bliver voldtægten vist fra et perspektiv, som ikke efterlader nogen tvivl om, hvor væmmelig den er - og da forældrene senere kommer i spil, viser filmen dygtigt en blanding af frygt, raseri og hævntørst, som gør det svært at se, hvad der er moralsk rigtigt.
Og så dog. For hvor Cravens version var kompromisløst væmmelig, kammer den nye udgave af "The Last House on the Left" lige præcis over i slutningen og bliver med den allersidste splatter-effekt til en dum selvtægtsfilm. Men indtil da er den altså en vellavet nasty thriller.
24/07-2009
