Death and All His Friends
6.0
Der er mange måder at fare vild I Charlie Kaufmans instruktørdebut, ’Synecdoche, New York’. Se bare titlen der i sig selv grænser til et mysterium. Og hør bare et uddrag af filmens historie om en døende teaterinstruktør, der som sit livs sidste kunstbedrift får bygget en 1:1-udgave af Broadway i en lagerhal midt på Manhattan - en historie der, blot opsummeret på halvanden linje, støder panden mod et par gevaldige og næsten absurde troværdighedskvaler.
Der er naturligvis langt større sandsynlighed for at miste overblikket og overskuddet til at gå sømmene efter i Kaufmans monumentale filmprojekt når først værket ruller over skærmen. Men ’Synecdoche, New York’ er mere end et overdoseret skud filmsyre, der sender al vanetænkning til tælling. Den er mere end spraglet og snørklet, mere end forfriskende, ja selv mere end fantastisk velskrevet og -spillet af filmens blændende hovedrolleindehaver, Philip Seymour Hoffman. Først og fremmest er ’Synecdoche, New York’ berusende godt tænkt. Selve idéen om den kunstneriske krise, der sender kunstneren på selvrangsagende vildveje er set før, lige så vel i Fedrico Fellinis tidløse og for evigt friske ’8½’ som i Spike Jonzes ’Adaptation’, skrevet af Kaufman selv. Det er derimod tanken om hovedpersonen Cadens ’Larger than life’-projekt og hans altomfavnende forsøg på mere eller mindre at putte hele verden ned i et teaterstykke, der kan bide skeer med livet selv, der står som så fabelagtig og dybt forunderlig en kreatur i Kaufmans film.
Lige som i de to af de film, Charlie Kaufman tidligere har skrevet manuskript til, nemlig ’Being John Malkovich’ og mesterværket ’ Evigt solskin i et pletfrit sind’, er det den rene, klare og utroligt simple springbræts-idé der åbner op for Kaufmans mange fantastiske svinkeærinder - og dem er der flere af end nogensinde i ’Synecdoche, New York’. Flere af de helt hovedløst absurde scener, hvor Cadens dobbeltgænger-mani langsomt mudrer virkelige identiteter sammen til ukendelighed, er langt fra altafgørende i filmens hele billede. Efter en omgang med ’actors playing actors’-galskaben har man faktisk allerede fanget det sigende billede af kunstnerisk storhedsvanvid - men når scenerne løbende optrappes til et gradvist mere rablende stadie, når de én efter én udvider grænserne for hvor krøllet og nærmest umenneskelig kreativt et hoved, Charlie Kaufman sidder inde med, kan man knap forstille sig filmen uden dem.
Som filmen skrider frem giver det simpelthen KUN mening (i hvert fald for mig), at den lille, forhutlede teaterinstruktør langsomt famler i blinde efter mening med sit stormfulde projekt. Om det dertil fremstår som en selvfølgelighed, hvor foruroligende langt Charlie Kaufman og ’Synecdoche, New York’ går mod slut i jagten på at grave sig helt ind i knolden på Caden, er til gengæld mere end tvivlsomt. Som enden på sin snøvlede og stimulerende vej klasker filmen i sin sidste akt en række magiske, næsten ubegribelige billeder i synet på os fra den vrangvendte inderside af Cadens smuldrede hoved. De billeder står aldrig til at glemme. Det samme gælder ’Synecdoche, New York’, der står tilbage som intet mindre end en mageløs film.
Der er naturligvis langt større sandsynlighed for at miste overblikket og overskuddet til at gå sømmene efter i Kaufmans monumentale filmprojekt når først værket ruller over skærmen. Men ’Synecdoche, New York’ er mere end et overdoseret skud filmsyre, der sender al vanetænkning til tælling. Den er mere end spraglet og snørklet, mere end forfriskende, ja selv mere end fantastisk velskrevet og -spillet af filmens blændende hovedrolleindehaver, Philip Seymour Hoffman. Først og fremmest er ’Synecdoche, New York’ berusende godt tænkt. Selve idéen om den kunstneriske krise, der sender kunstneren på selvrangsagende vildveje er set før, lige så vel i Fedrico Fellinis tidløse og for evigt friske ’8½’ som i Spike Jonzes ’Adaptation’, skrevet af Kaufman selv. Det er derimod tanken om hovedpersonen Cadens ’Larger than life’-projekt og hans altomfavnende forsøg på mere eller mindre at putte hele verden ned i et teaterstykke, der kan bide skeer med livet selv, der står som så fabelagtig og dybt forunderlig en kreatur i Kaufmans film.
Lige som i de to af de film, Charlie Kaufman tidligere har skrevet manuskript til, nemlig ’Being John Malkovich’ og mesterværket ’ Evigt solskin i et pletfrit sind’, er det den rene, klare og utroligt simple springbræts-idé der åbner op for Kaufmans mange fantastiske svinkeærinder - og dem er der flere af end nogensinde i ’Synecdoche, New York’. Flere af de helt hovedløst absurde scener, hvor Cadens dobbeltgænger-mani langsomt mudrer virkelige identiteter sammen til ukendelighed, er langt fra altafgørende i filmens hele billede. Efter en omgang med ’actors playing actors’-galskaben har man faktisk allerede fanget det sigende billede af kunstnerisk storhedsvanvid - men når scenerne løbende optrappes til et gradvist mere rablende stadie, når de én efter én udvider grænserne for hvor krøllet og nærmest umenneskelig kreativt et hoved, Charlie Kaufman sidder inde med, kan man knap forstille sig filmen uden dem.
Som filmen skrider frem giver det simpelthen KUN mening (i hvert fald for mig), at den lille, forhutlede teaterinstruktør langsomt famler i blinde efter mening med sit stormfulde projekt. Om det dertil fremstår som en selvfølgelighed, hvor foruroligende langt Charlie Kaufman og ’Synecdoche, New York’ går mod slut i jagten på at grave sig helt ind i knolden på Caden, er til gengæld mere end tvivlsomt. Som enden på sin snøvlede og stimulerende vej klasker filmen i sin sidste akt en række magiske, næsten ubegribelige billeder i synet på os fra den vrangvendte inderside af Cadens smuldrede hoved. De billeder står aldrig til at glemme. Det samme gælder ’Synecdoche, New York’, der står tilbage som intet mindre end en mageløs film.
25/07-2009
