En uforglemmelig dagen derpå
5.0
Vi kender alle dagene, hvor man på mirakuløs vis vågner op i sin egen seng, uden at ane hvordan man kom hjem efter nattens festlige udskejelser. Mens følelsen af en Lars Ulrich der trommer larmende løs inde i knolden på en, prøver man at erindre nattens hændelser, men minderne er tabt i forrige nats alkoholiseret nedhældning.
Gang så lige den følelse med ti og tilsæt en tiger på badeværelset, en grædende baby i et skab og diverse ragelse liggende flydende rundt omkring på et raseret hotel i Vegas.
Så har du denne sommers store Hollywood komedie, ”Tømmermænd i Vegas”.
Det lyder overgejlet, men med et vedvarende underholdende tempo formår Todd Phillips at sætte filmen udover det barnlige platheds-stadie, andre drengerøvs komedier lider under.
Denne komisk triumf afspejler egentlig også nyere tid, hvor komediegenren med fyre som karismatiske Seth Rogen i spidsen har undergået en markant renæssance og leveret komiske pragtværker som ”Superbad” og ”Knocked Up” og nu også ”Tømmermænd i Vegas”.
Men hvad der skulle blive en uforglemmelig aften, bliver katastrofalt og bogstaveligt talt en forglemt aften, da den bøvede Alan med god vilje har drugged kvartettens første drink for at peppe tingene ekstra op.
De tre gutter vågner nemlig op med historiske tømmermænd, mens brudgommen, Doug, er pist forsvundet.
Uden en egentlig fornemmelse over, hvad de fire løsrevne gutter har bedrevet sig i natten, igangsætter de resterende tre jagten på den natlig hukommelse og deres gode ven Doug.
Det bliver en jagt, hvor især den ængstelig Stu – der er under feministisk undertrykkelse af sin skræmmende dikterende kæreste – gennemgår en herlig forvandling fra umandig til mandig.
Men filmens helt store stjerne er egentlig komikeren Zach Galifianakis, der spiller den buttede, Alan, hvoraf hans mindste problem er hans komplet manglende situationsfornemmelse.
Fra vild og tør dialog, til ustyrligt brækkeri er Alan den reelle motor for komikken. Både den måde han håner og bliver hånet på, er et garanti for et gennemført grin.
Men hans store talent findes egentlig i hans gestik, hvor han indkapsler den her gumpetunge rent ud sagt barnlige idiot med hjerte og sjæl. Der nemt i andre hænder ville ende med overdimensioneret karakterbehandling, der ville henfalde til billige grin.
Det som adskiller Todd Phillips komedie fra andre, er måden hvordan han skitserer sine karakter op. Hele vejen formår han at bringe sjæl – latterlig eller ej – til hver eneste figur. Og det er altså alt fra Mike Tyson der viser ømhed til Phil Collins ”Coming in the air tonight”, til en feministisk kineser gangster, der snakker som en sort rapper.
Det er komplet gennemført hele vejen rundt, og man slipper endda for et alt for meget tyk moraliserende patos til sidst, når de fire gutter skal tackle samvittighedens kvaler. Hvilket i den grad er forfriskende.
Hele balladen slutter forfriskende af med en kavalkade af fotografier fra de fire gutters polterabend i Las Vegas under rulleteksterne. Og selv der bliver der grænser trukket.
Man efterlades simpelthen med andre ord, om at tage absinthen i hånden og gå ud og male byen rød efter bedste evne.
Og så vågne op uden at kunne huske en fløjtende fis. For man skal jo more sig.
En gang i mellem.
Gang så lige den følelse med ti og tilsæt en tiger på badeværelset, en grædende baby i et skab og diverse ragelse liggende flydende rundt omkring på et raseret hotel i Vegas.
Så har du denne sommers store Hollywood komedie, ”Tømmermænd i Vegas”.
Det lyder overgejlet, men med et vedvarende underholdende tempo formår Todd Phillips at sætte filmen udover det barnlige platheds-stadie, andre drengerøvs komedier lider under.
Denne komisk triumf afspejler egentlig også nyere tid, hvor komediegenren med fyre som karismatiske Seth Rogen i spidsen har undergået en markant renæssance og leveret komiske pragtværker som ”Superbad” og ”Knocked Up” og nu også ”Tømmermænd i Vegas”.
Men hvad der skulle blive en uforglemmelig aften, bliver katastrofalt og bogstaveligt talt en forglemt aften, da den bøvede Alan med god vilje har drugged kvartettens første drink for at peppe tingene ekstra op.
De tre gutter vågner nemlig op med historiske tømmermænd, mens brudgommen, Doug, er pist forsvundet.
Uden en egentlig fornemmelse over, hvad de fire løsrevne gutter har bedrevet sig i natten, igangsætter de resterende tre jagten på den natlig hukommelse og deres gode ven Doug.
Det bliver en jagt, hvor især den ængstelig Stu – der er under feministisk undertrykkelse af sin skræmmende dikterende kæreste – gennemgår en herlig forvandling fra umandig til mandig.
Men filmens helt store stjerne er egentlig komikeren Zach Galifianakis, der spiller den buttede, Alan, hvoraf hans mindste problem er hans komplet manglende situationsfornemmelse.
Fra vild og tør dialog, til ustyrligt brækkeri er Alan den reelle motor for komikken. Både den måde han håner og bliver hånet på, er et garanti for et gennemført grin.
Men hans store talent findes egentlig i hans gestik, hvor han indkapsler den her gumpetunge rent ud sagt barnlige idiot med hjerte og sjæl. Der nemt i andre hænder ville ende med overdimensioneret karakterbehandling, der ville henfalde til billige grin.
Det som adskiller Todd Phillips komedie fra andre, er måden hvordan han skitserer sine karakter op. Hele vejen formår han at bringe sjæl – latterlig eller ej – til hver eneste figur. Og det er altså alt fra Mike Tyson der viser ømhed til Phil Collins ”Coming in the air tonight”, til en feministisk kineser gangster, der snakker som en sort rapper.
Det er komplet gennemført hele vejen rundt, og man slipper endda for et alt for meget tyk moraliserende patos til sidst, når de fire gutter skal tackle samvittighedens kvaler. Hvilket i den grad er forfriskende.
Hele balladen slutter forfriskende af med en kavalkade af fotografier fra de fire gutters polterabend i Las Vegas under rulleteksterne. Og selv der bliver der grænser trukket.
Man efterlades simpelthen med andre ord, om at tage absinthen i hånden og gå ud og male byen rød efter bedste evne.
Og så vågne op uden at kunne huske en fløjtende fis. For man skal jo more sig.
En gang i mellem.
03/08-2009
