Det vågne mareridt

At Kubrick altid har haft et kontroversielt koldt syn på menneskeheden, er ingen hemmelighed. Psykopaten Alex DeLarge fik man syndig sympati for, da han blev offer for en større statslig sammensværgelse af et eksperiment, der fjernede Alex’ egen evne til at vælge.

Han blev gjort umenneskelig i et umenneskeligt samfund, men blev samtidig også symbolet på undertrykkelsen af det svage menneske i ’A Clockwork Orange’s ekstreme futuristiske verden, der var blottet for menneskelig sjæl og varme.

Det kølige øje har altid været at spore i mesterens mange film.

Kubrick har en formidabel måde at lege med vores psyke, drille os og frem for alt skabe små moralske spydigheder, der får os til at tænke en ekstra gang omkring tilværelsen.

Han gennemborer den menneskelig psyke, vender på den på vrangen, får os til at konkludere og derefter vurdere (og så revurdere en gang til), mens han langsom fylder på med moralske kompleksiteter, der snørkler sig om det forskruet og tåbelige menneskelige sind. Bedste eksempel er Velvet’s analyse af duellen mellem far og stedsøn i ’Barry Lyndon’.

Hans filmsprog er langtfra tilgængeligt, og kræver timevis af eftertanke og analyse.

Det samme gælder hans uheldigvise sidste film, ’Eyes Wide Shut’, for Kubrick kan man aldrig få for meget af.

I første omgang virker ægteskabet mellem dr. Bill Harford (Tom Cruise) og hans kone Alice (Nicole Kidman) sundt og velfungerende. Nærmest oversundt, mens Kubrick maler med røde mættede og romantiske farver, men stadig, fornemmer man, med en kold distance til forholdet.

Langsomt bliver der gnedet salt i forholdet, og små sprækker åbnes, da Alice fortæller om en sex fantasi. En sex fantasi om en sømand, der mødte hendes øjne i et enkelt flygtigt blik på ferie med Bill, og at hun alene ud fra det syndige øjeblik, var klar til at bytte hele sin fremtid; deres ægteskab, hendes datter og alt andet der medfølger, for blot en enkel aften med den sømand.

Bill hævder han ikke er jaloux, men skrider sin vej ud i New Yorks mørke og skumle gader. Chokeret og mareridts fantaserende.

Inden i raser han, ordene fra Alices sex fantasi har sømmede sig fast i øregangen på ham, mens jalousien og uforståeligheden langsomt driver ham længere og længere ud.

For blot var det måske en flyvsk tanke, og intet af det blev realiseret, men ugerningen er ifølge Bill stadig gjort.

Alice har brudt troskaben i deres forhold. Og det samme hænder Bill også at gøre.

I en bestræbelse efter utroskab, bombarderes Bill med alle mulige sexistiske tilbud, og hver gang fremstillet i en anden og mere mærkværdige form. Her mærker man især hvordan Kubrick langsomt skalper skallen af den verden han i filmens anslag introduceret: en hyggelig fest hos det højtliggende borgerskab.

Bill undslipper det første tilbud med nød og næppe: den søde, pæne luder, da Alice ringer i sidste øjeblik og får ham på bedre tanker. Næste dag viser det sig, at luderen er HIV-smittet, altså får Bill noget ud af, at gøre ’det rigtige’ frem for det hans krop hungrer efter.

Langsomt og ledsaget af et tungt- og langsomtspillende piano-stykke, blander Kubrick dvælende realiteten med surrealistiske indgreb, der sluger os ned i et helvedes hul af maskinelle sexorgier, en far der sælger ud af hendes datter naturlige egenskaber og en stadig endnu større tilsløring af seksualitetens grænser, rørt sammen i en mærkværdig størrelse af en film.

Det er den menneskelig natur sat på en yderst skarp spids, mens Kubrick forsætter sin kælen for detaljen, der giver filmens utrygge omgivelser et ekstra pift af suspense og mistroiskhed. Og sågar filmen som helhed også.

For eksempel efter at Bill en aften er blevet forfulgt af en mand, læser han en avis på en cafe, hvori forsiden skræmmende lyder: ”Lucky to be alive”.

Eller da Bill møder luderen, står han på et tidspunkt ved siden af en bogreol, hvor bogen ”studie af sociologi” ligger – hvilket hele scenen/filmen også kan betegnes at være.

Der er mange af disse informative detaljer, og det gør filmen ekstra værd at gense.

Udover at være et kryptisk studie i menneskehedens i bund og grund bestialske sind, så er det også en indirekte skalpering af de lyksalige gifte og troen på, at mennesket kan nøjes med en partner gennem hele livet.

Det fremgår en dag i filmens allersidste replik.

Det er et lang spyt på mig, dig, os alle sammen, og der er egentlig også noget symbolsk smukt over, at det her er Kubricks filmiske svanesang.

Far viser lige den strenge pegefingre og får os til at tænke lidt mere, end vi ellers gør.

’Eyes Wide Shut’ er dog ikke en Kubrick-klassiker af de helt store, og den er slet ikke deroppe, hvor han for eksempel redefinerede science-fiction-genren med ’2001: A Space Odessey’, eller genialt gjorde en voldspsykopat til et sympatisk offer. Dertil er ’Eyes Wide Shut’ for kryptisk og lammet i sin rejse ind i en seksuel, beskidt verden.

En verden hvor skønheden er under kropslig belejring af perversiteterne og bestialsk hunger.

Selvom man aner en mesterlig perfektionist i fuld flor hvad angår fotografering, billedkomposition og iscenesættelse af hans skuespillere på en fantastisk unik måde, a la han kunne gøre med Malcolm McDowell og Peter Sellers.

Og det er i virkeligheden også det, vil vi huske ham for i evigheden.