- Peanuts -
5.0
EN ANMELDELSE AF DR2-PROGRAMMET DEN 11. TIME'S TV-PORTRÆT AF NICOLAS WINDING REFN.
--
Mads Brüggers og Mikael Bertelsen's tv-dokumenterede samtalebog med Nicolas Winding Refn, er i ligeså højgrad en dybt personlig og grænseoverskridende kuglegraving af mandens egen psyke og fortid, som det er et billede på en instruktørs ambitioner, komplekser og den modstand der kommer såvæld udefra, som indefra, genfortalt med en ræsonans af livserfaring, bitter fortrydelse og hudløs, hudløs ærlighed. Ligesom karakterne i hans egne film, er Refn aldrig sort eller hvid. Tværtimod, giver samtalerne et indsigtsfuldt og dog forstyrende sindbillede af manden , hvis egne bestræbelser imod anerkendelse og had til småborgerligheden, er i konstant konflikt med sig selv og resten af verden.
Hans klargørelse af sine private intentioner med kunsten og opgøret med den gode smag, er noget nær en perfekt tilkendegivelse af både idelogien og mennesket bag, Nicolas Winding Refn. I hans egne ord:
"....hvad der er rigtigt uden at være farligt. Hvad der er følsomt, uden at være rørerende. Hvad der stikker dybt, uden at man kan mærke såret. Der er egoet der træder frem, fremfor det man producerer".
Ligeså, er hans definition og holdning til den gode smag, til familien, til kultureliten, til kollegaerne, til Lars von Trier – som han misunder, og til det skelsættende tema i interviewet og bogen, der hedder "hvor kunsten møder livet og kærligheden". Refn's komparative intelligens og menneskesyn kommer i kapitel to (”Den grimme svane”) til udtryk indenfor mandens egen grådkvalte privatsfære, med overvældende artikulering og en gennemslagskraft, der lever højt på sin oprigtighed, mens vi som publikum stadigt kun kan se på den lille mand, hvis egentlige agenda er et opgør med sin egen mørke fortid og den ulidelige søgen på bekræftelse, der aldrig blev plejet af hans sociale omgangskreds. Vi ser ham nøgent udstillet for det blotte øje, og det er i et væk både smukt og begrædeligt, for over alt at fremstå som tinden af fremragende tv-journalistik på dansk jord, samt et helstøbt portræt af en menneskesjæl i alle vedkommende aspekter, eksponeret i lys lue under projektørlamperne og transmitteret hjem til aftenkaffen.
Han taler stort og småt i offerollen om hadet til sit eget udseende, til stedmoderen og til de succesfulde kollegaer, der alle er ringere instruktører end han selv. Han taler om den latente frustration over at blive et anonymt ansigt i pøbelen, at floppe med sine film og om det at finde sig selv og den egentlige drivkraft i livet, midt under karrierens og hans egen depression - kun afbrudt i afkavede, små seancer, hvor Michael Bertelsen henter Kleenex.
Visse ting er dog bedre at lade forblive usagte eller uspurgte, fra interviewernes side. "Hvorfor græd du, sidste gang?". "Græder du, når du er i terapi?". ”Min far var voldsomt alkoholiker”. Ikke de hudløse testamenter, anekdoter eller den bittersøde selvransagning der udspiller sig på klodshold i DR-studiet, men dér hvor det pladdersentimentale poke-with-a-stick, begynder at bevæge sig imod endimensionel sensationsjournalistik, ved at spille fandango på Refn's psykologiske barndomskomplekser, hans førnævnte tårer og det tvetydige, altoverskyggende ego, der kommer til audiens i undertrykte aggressioner mod sig selv og omverdenen. Det er en hårfin grænse, der oftest – men ikke altid - opretholdes af de to danske medieguruers ellers så selvsikre hånd og sans for at finde balancen imellem satiren og alvoren. Hvad der tilgengæld havde været en umådelig interessant og spidsfindig opdagelsesrejse, havde været et studium i det selviscenesættende selvhad, der nærer sig selv stor og fed, med krampagtige fosterstillinger og total ødelæggelse af sine egne parader. Måske i håbet om sympati... Men en ekstra og provokerende dimension, til det brilliante interview, havde været selvsagt med det spørgeskema. Taget i betragtning af Refn's egen kritik og korstog imod kulturpersonlighedernes rigide dyrkelse af egne idealer, havde det måske endda været en nødvendighed?
"... Ved at træde i deres opførsel og minde dem om, hvor meget smerte de har omgivet sig med". Mads Brügger spørger her "Hvordan?". Ikke "Hvorfor?".
Refn forklare sig selv, i et brudstykke af kapitel tre (”Kærlighed på film”), hvor Jesus-syndromet for fuld flow i samtlige kanaler, at det essentielt handler om en redningsmission og dét at tage kampen op for dem, der er hvor han kommer fra. Det eneste der mangler, for at gøre hele ekskapaden til arrogant selvforherligelse af en morbid og grotesk størrelse, var et kor til at sammenfatte hver strofe med et "Halleluja!", bag den stengrå studiebaggrund. Men hans personlige korstog virker, i lyset af sin egne tørlagte sjælebekvæmmelser og udhviskelser af sine private grænser, lethåndgribelig og forsoningsfuld med det publikum han forsøger at berører, eller måske endda oplyse, med et flerdimensionelt syn på de interlektuelle samfundskredse og deres selvfede loger.
Og midt i alt dette virvar af mærkværdige og blottede følelser, finder vi en lyst til at lade manden få den succes, han sådan hader og ønsker, for blot at anerkende - ganske objektivt - det unægtelige geni der gemmer sig bag de store, umiskendelige kunstner-briller. Han var og er stadig genial, i sit menneskesyn, sin selvindsigt og i de personlige, kryptiserede temaer han gemmer bag socialrealismen i sine film. Bedre end kultureliten. Bedre end han selv tror eller tør håbe på.
5/6 stjerner.
Alle otte dele kan ses her: http://www.dr.dk/DR2/Den11time/player/index.htm?c=143
--
Mads Brüggers og Mikael Bertelsen's tv-dokumenterede samtalebog med Nicolas Winding Refn, er i ligeså højgrad en dybt personlig og grænseoverskridende kuglegraving af mandens egen psyke og fortid, som det er et billede på en instruktørs ambitioner, komplekser og den modstand der kommer såvæld udefra, som indefra, genfortalt med en ræsonans af livserfaring, bitter fortrydelse og hudløs, hudløs ærlighed. Ligesom karakterne i hans egne film, er Refn aldrig sort eller hvid. Tværtimod, giver samtalerne et indsigtsfuldt og dog forstyrende sindbillede af manden , hvis egne bestræbelser imod anerkendelse og had til småborgerligheden, er i konstant konflikt med sig selv og resten af verden.
Hans klargørelse af sine private intentioner med kunsten og opgøret med den gode smag, er noget nær en perfekt tilkendegivelse af både idelogien og mennesket bag, Nicolas Winding Refn. I hans egne ord:
"....hvad der er rigtigt uden at være farligt. Hvad der er følsomt, uden at være rørerende. Hvad der stikker dybt, uden at man kan mærke såret. Der er egoet der træder frem, fremfor det man producerer".
Ligeså, er hans definition og holdning til den gode smag, til familien, til kultureliten, til kollegaerne, til Lars von Trier – som han misunder, og til det skelsættende tema i interviewet og bogen, der hedder "hvor kunsten møder livet og kærligheden". Refn's komparative intelligens og menneskesyn kommer i kapitel to (”Den grimme svane”) til udtryk indenfor mandens egen grådkvalte privatsfære, med overvældende artikulering og en gennemslagskraft, der lever højt på sin oprigtighed, mens vi som publikum stadigt kun kan se på den lille mand, hvis egentlige agenda er et opgør med sin egen mørke fortid og den ulidelige søgen på bekræftelse, der aldrig blev plejet af hans sociale omgangskreds. Vi ser ham nøgent udstillet for det blotte øje, og det er i et væk både smukt og begrædeligt, for over alt at fremstå som tinden af fremragende tv-journalistik på dansk jord, samt et helstøbt portræt af en menneskesjæl i alle vedkommende aspekter, eksponeret i lys lue under projektørlamperne og transmitteret hjem til aftenkaffen.
Han taler stort og småt i offerollen om hadet til sit eget udseende, til stedmoderen og til de succesfulde kollegaer, der alle er ringere instruktører end han selv. Han taler om den latente frustration over at blive et anonymt ansigt i pøbelen, at floppe med sine film og om det at finde sig selv og den egentlige drivkraft i livet, midt under karrierens og hans egen depression - kun afbrudt i afkavede, små seancer, hvor Michael Bertelsen henter Kleenex.
Visse ting er dog bedre at lade forblive usagte eller uspurgte, fra interviewernes side. "Hvorfor græd du, sidste gang?". "Græder du, når du er i terapi?". ”Min far var voldsomt alkoholiker”. Ikke de hudløse testamenter, anekdoter eller den bittersøde selvransagning der udspiller sig på klodshold i DR-studiet, men dér hvor det pladdersentimentale poke-with-a-stick, begynder at bevæge sig imod endimensionel sensationsjournalistik, ved at spille fandango på Refn's psykologiske barndomskomplekser, hans førnævnte tårer og det tvetydige, altoverskyggende ego, der kommer til audiens i undertrykte aggressioner mod sig selv og omverdenen. Det er en hårfin grænse, der oftest – men ikke altid - opretholdes af de to danske medieguruers ellers så selvsikre hånd og sans for at finde balancen imellem satiren og alvoren. Hvad der tilgengæld havde været en umådelig interessant og spidsfindig opdagelsesrejse, havde været et studium i det selviscenesættende selvhad, der nærer sig selv stor og fed, med krampagtige fosterstillinger og total ødelæggelse af sine egne parader. Måske i håbet om sympati... Men en ekstra og provokerende dimension, til det brilliante interview, havde været selvsagt med det spørgeskema. Taget i betragtning af Refn's egen kritik og korstog imod kulturpersonlighedernes rigide dyrkelse af egne idealer, havde det måske endda været en nødvendighed?
"... Ved at træde i deres opførsel og minde dem om, hvor meget smerte de har omgivet sig med". Mads Brügger spørger her "Hvordan?". Ikke "Hvorfor?".
Refn forklare sig selv, i et brudstykke af kapitel tre (”Kærlighed på film”), hvor Jesus-syndromet for fuld flow i samtlige kanaler, at det essentielt handler om en redningsmission og dét at tage kampen op for dem, der er hvor han kommer fra. Det eneste der mangler, for at gøre hele ekskapaden til arrogant selvforherligelse af en morbid og grotesk størrelse, var et kor til at sammenfatte hver strofe med et "Halleluja!", bag den stengrå studiebaggrund. Men hans personlige korstog virker, i lyset af sin egne tørlagte sjælebekvæmmelser og udhviskelser af sine private grænser, lethåndgribelig og forsoningsfuld med det publikum han forsøger at berører, eller måske endda oplyse, med et flerdimensionelt syn på de interlektuelle samfundskredse og deres selvfede loger.
Og midt i alt dette virvar af mærkværdige og blottede følelser, finder vi en lyst til at lade manden få den succes, han sådan hader og ønsker, for blot at anerkende - ganske objektivt - det unægtelige geni der gemmer sig bag de store, umiskendelige kunstner-briller. Han var og er stadig genial, i sit menneskesyn, sin selvindsigt og i de personlige, kryptiserede temaer han gemmer bag socialrealismen i sine film. Bedre end kultureliten. Bedre end han selv tror eller tør håbe på.
5/6 stjerner.
Alle otte dele kan ses her: http://www.dr.dk/DR2/Den11time/player/index.htm?c=143
10/08-2009
