Håbløst
5.0
Man kan lige så godt glemme alt man nogensinde har lært eller erfaret af filmmediet inden man sætter sig til at se Gus Van Sants ’Gerry’. Man kan til egen fordel sagtens slå ud af hovedet, hvad de henholdsvise filmingredienser som klipning, dialog og handling overhoved står inde for. Det er lige før man kan tillade sig at glemme, hvad en film overhoved er.
Med mindre man har været helt ude og opleve de absolutte yderpunkter af filmmediets spændevidde, så er der nemlig stor chance for, at man aldrig har set en film magen til ’Gerry’. Selv med svære og krævende film i mente begået af Gus Van Sant, en af amerikansk films mest fremtrædende forkæmpere for eksperimenterende Independent-film, kan ’Gerry’ og historien om to vildfarne venner uden proviant i en uoverskuelig ødemark rykke en grænse eller to.
Først og fremmest er Gus Van Sant, Casey Affleck og Matt Damons forunderlige kollaboration en film om en tilstand. Det er en film om de følelser af panik, benægtelse og tomhed der rammer et menneske, når det ser døden i øjnene på en lang, men uundvigelig strækning. Hvor andre tilstands-film som ’Dykkerklokken og sommerfuglen’ og særligt ’Requiem for a Dream’ gør en nærmest akrobatisk indsats for at pumpe sit filmsprog fuld af liv og sprudlende energi, gør Van Sant dog - ikke overraskende - noget andet. ’Gerry’ springer simpelthen skruppelløst henover emner som længsel og retrospektiv ærgrelse hos de to mænd. I stedet fordyber filmen sig på kynisk vis i monotonien og håbløsheden der præger det bitre og endeløse øjeblik af fødderne, der slæber sig henover en tørlagt ørkenjord. Og det gør den med hel utrolig styrke og præcision.
I den bestræbelse er Gus Van Sant frygtløs. Han lader sit kamera køre i mange minutter af gangen, og reducerer klipningen til en noget nær løgnagtig kraft, der kun forhindrer det tålmodige kamera i at formidle den skinbarlige sandhed. Han lader kun klassisk og smukt klaverspil belejre lydsiden tre gange i filmen, og i intet af de tre segmenter trædes så meget som et skridt af vores hovedpersoner. Alle tre gange er man dog utvivlsomt vidne til stor filmkunst. Sådan kan man vende og dreje den underlige og enestående størrelse af ’Gerry’. I alle fald er det en film, der deler publikum, bevæger visse og distancere flere, men højst sandsynligt overskrider de flestes grænser. Hos mig var den et lille mirakel.
Med mindre man har været helt ude og opleve de absolutte yderpunkter af filmmediets spændevidde, så er der nemlig stor chance for, at man aldrig har set en film magen til ’Gerry’. Selv med svære og krævende film i mente begået af Gus Van Sant, en af amerikansk films mest fremtrædende forkæmpere for eksperimenterende Independent-film, kan ’Gerry’ og historien om to vildfarne venner uden proviant i en uoverskuelig ødemark rykke en grænse eller to.
Først og fremmest er Gus Van Sant, Casey Affleck og Matt Damons forunderlige kollaboration en film om en tilstand. Det er en film om de følelser af panik, benægtelse og tomhed der rammer et menneske, når det ser døden i øjnene på en lang, men uundvigelig strækning. Hvor andre tilstands-film som ’Dykkerklokken og sommerfuglen’ og særligt ’Requiem for a Dream’ gør en nærmest akrobatisk indsats for at pumpe sit filmsprog fuld af liv og sprudlende energi, gør Van Sant dog - ikke overraskende - noget andet. ’Gerry’ springer simpelthen skruppelløst henover emner som længsel og retrospektiv ærgrelse hos de to mænd. I stedet fordyber filmen sig på kynisk vis i monotonien og håbløsheden der præger det bitre og endeløse øjeblik af fødderne, der slæber sig henover en tørlagt ørkenjord. Og det gør den med hel utrolig styrke og præcision.
I den bestræbelse er Gus Van Sant frygtløs. Han lader sit kamera køre i mange minutter af gangen, og reducerer klipningen til en noget nær løgnagtig kraft, der kun forhindrer det tålmodige kamera i at formidle den skinbarlige sandhed. Han lader kun klassisk og smukt klaverspil belejre lydsiden tre gange i filmen, og i intet af de tre segmenter trædes så meget som et skridt af vores hovedpersoner. Alle tre gange er man dog utvivlsomt vidne til stor filmkunst. Sådan kan man vende og dreje den underlige og enestående størrelse af ’Gerry’. I alle fald er det en film, der deler publikum, bevæger visse og distancere flere, men højst sandsynligt overskrider de flestes grænser. Hos mig var den et lille mirakel.
11/08-2009
