1, 2, 3 ... kørt af sporet
3.0
Af rækken af Hollywood-genindspilninger er det her én af de mere oplagte. Romanen "The Taking of Pelham One Two Three" blev første gang filmatiseret i 1974 som en tight, effektiv 70'er-thriller. Og det er bestemt ikke nogen dum idé at modernisere historien om en bande kyniske forbrydere, der tager en subway-togvogn som gidsel og kræver en stor løsesum af New Yorks borgmester.
Som 1974-versionen er den nye film bygget op som en duel mellem nøglepersoner på hver side. Tonen er moderne og meget anderledes, end da Walter Matthau og Robert Shaw krydsede spor, men Denzel Washington og John Travolta har ikke overraskende masser af pondus som henholdsvis vagthavende trafikleder og bandeleder, og historien er udmærket opdateret til en tid med mobiltelefoner og terrorfrygt. Washington og Travoltas mikrofonsnak indeholder masser af små perler, og instruktør Tony Scott viser sit velkendte talent for at skabe spænding i den hurtigt klippede, nydeligt visualiserede handling omkring de to hovedpersoner.
I hvert fald i de første to tredjedele af "The Taking of Pelham 1 2 3". Derefter taber filmen nemlig retning og intensitet. Jeg vil egentlig rose Scott for, at han ikke lader den udvikle sig til en ren actionfilm - de vildeste scener kommer, når politiet drøner gennem Manhattans trafik for at få løsesummen frem i tide. Men den afsluttende fysiske konfrontation mellem hovedpersonerne er lidt fesen og utroværdig, bl.a. fordi Washington her er blevet til trafikleder, hvor Matthau i den gamle film var politimand og dermed en mere naturlig del af klimakset. Og så bliver der simpelt hen stoppet alt for meget fyld på i form af mere eller mindre relevante baggrunds- og sidehistorier, hvor især nogle af bipersonernes historier burde være skåret fra. Selv om John Turturro og James Gandolfini nu i øvrigt har fine biroller her.
Men samlet set synes jeg altså, at "The Taking of Pelham 1 2 3" får pustet sig selv lidt for meget op og derfor kører af sporet til sidst. Hvilket står i skarp kontrast til 1974-udgaven, som netop imponerede ved at være supertight og fokuseret om den rigtig spændende gidselsag. Den nye version ender desværre med at være én af Tony Scotts svagere film.
Som 1974-versionen er den nye film bygget op som en duel mellem nøglepersoner på hver side. Tonen er moderne og meget anderledes, end da Walter Matthau og Robert Shaw krydsede spor, men Denzel Washington og John Travolta har ikke overraskende masser af pondus som henholdsvis vagthavende trafikleder og bandeleder, og historien er udmærket opdateret til en tid med mobiltelefoner og terrorfrygt. Washington og Travoltas mikrofonsnak indeholder masser af små perler, og instruktør Tony Scott viser sit velkendte talent for at skabe spænding i den hurtigt klippede, nydeligt visualiserede handling omkring de to hovedpersoner.
I hvert fald i de første to tredjedele af "The Taking of Pelham 1 2 3". Derefter taber filmen nemlig retning og intensitet. Jeg vil egentlig rose Scott for, at han ikke lader den udvikle sig til en ren actionfilm - de vildeste scener kommer, når politiet drøner gennem Manhattans trafik for at få løsesummen frem i tide. Men den afsluttende fysiske konfrontation mellem hovedpersonerne er lidt fesen og utroværdig, bl.a. fordi Washington her er blevet til trafikleder, hvor Matthau i den gamle film var politimand og dermed en mere naturlig del af klimakset. Og så bliver der simpelt hen stoppet alt for meget fyld på i form af mere eller mindre relevante baggrunds- og sidehistorier, hvor især nogle af bipersonernes historier burde være skåret fra. Selv om John Turturro og James Gandolfini nu i øvrigt har fine biroller her.
Men samlet set synes jeg altså, at "The Taking of Pelham 1 2 3" får pustet sig selv lidt for meget op og derfor kører af sporet til sidst. Hvilket står i skarp kontrast til 1974-udgaven, som netop imponerede ved at være supertight og fokuseret om den rigtig spændende gidselsag. Den nye version ender desværre med at være én af Tony Scotts svagere film.
12/08-2009
