- På gaden hersker Sartre -
6.0
Gaspar Noé er filmisk visionær og atmosfærisk gennemslagskraftig. Efter blot få sekunder i begge af sine første film "I Stand Alone" (1998) og "Irréversible" (2002), tør man ikke forudsige næste frame, hvoraf sidstnævnte på egen sublime vis fungere som en rendyrket græsk tragedie.
Med ondsindet ironi skildres Noés tragedie baglæns, hvormed man opnår et klart billede af, at selvtægten for voldtægten intet bringer tilbage. Hævntogtets gerninger ødelægger også vores hovedpersoner; Alexandra som igen efterlades, alfa-hannen Marcus og tænkeren Pierre, der begge bliver ofre for deres viljelyst.
Pierres bestialske voldsudbrud bekræfter ikke kun hans store kærlighed til Alexandra, men også desperationen over sin identitet som manden der tænker for meget og ikke tager hvad han vil have, som Alexandra tidligere forklare, at hun fortrækker. Hendes lyst bliver også for alvor sat på en spids, da hun støder ind i den værste type af dyrisk mandighed, der ligner en modbydelig parodi på Marcus. I "Irréversible" spøger ansvaret for hedonismen. I en hedonistisk kultur presser vi os selv imod en uomtvistelig tragedie; som det sker for Alex, da Marcus agerer på sin lyst uden hensyntagen, som voldtægtsmanden. Man overvære hævngerningen uden hverken kontekst eller motiv, og man tager stærk afstand da gerningen først forekommer inkonsekvent og blodtørstig. Denne gerning retfærdiggøres senere i sin kontekst af voldtægten idet man pludselig forstår. Filmen er ikke alene en kritik af vores moralbevidsthed, men afspejler netop også det uransagelige, ved at gøre hævnmotivet forståeligt. Tilbage står spørgsmålet om moral kan reduceres til kulturel arvemateriale og et begreb bestående af menneskelige konventioner. Vi afskyr ikke Marcus og Pierre, da de smadrer mandens ansigt med en brandslukker, fordi vi bliver bevidste om hvad han har gjort. Vi slipper vores oprindelige fordømmelse, da vi tænker ud fra vores lyst om hævn. Og netop dét bliver vi bevidste om.
Filmen spørger derudover om, hvilken grad af ansvar, det er retfærdigt at pålægge det enkelte menneske for hvordan deres tilværelse udarter sig. Hvert eneste valg skaber en lavine af konsekvenser, som vi aldrig kan være bevidste om. Noé spørger så publikum, hvor meget disse karakterer bære ansvaret for deres skæbne og ulykke – når de indirekte selv skaber den? Hver eneste replik i Noés film er jo et bindeled til det katastrofale klimaks (læg blot mærke til de gnidninger vi ser mellem trekløveret før voldtægten sker). Er de alle - både Marcus, Pierre og Alex - ofre for sig selv?
Som Kim Skotte var inde på, fremmaner "Irréversible” en Sartresk kvalme over tilværelsens meningsløshed. Noé kaster fra starten tilskueren ud i en kaotisk filmisk oplevelse, hvor de grundlæggende orienteringsretninger som op og ned og frem og tilbage systematisk undergraves; kameraet slingrer vægtløst i rummet, hvilket fremmer én med fornemmelsen og tilstanden af blodrus og kaos. Formelt kan der ikke sættes en finger på dens gennemførte konstruktion. Den starter i et svimmelt orgie af brutalitet, og hos to usoignerede mænd på et lille værelse, der sidder og retfærdiggøre incest, mens Alexandra i det grønne græs med børn legene omkring sig, fremtræder som årsagen til frugtbarhed og liv i slutningen. Eller begyndelsen.
Med ondsindet ironi skildres Noés tragedie baglæns, hvormed man opnår et klart billede af, at selvtægten for voldtægten intet bringer tilbage. Hævntogtets gerninger ødelægger også vores hovedpersoner; Alexandra som igen efterlades, alfa-hannen Marcus og tænkeren Pierre, der begge bliver ofre for deres viljelyst.
Pierres bestialske voldsudbrud bekræfter ikke kun hans store kærlighed til Alexandra, men også desperationen over sin identitet som manden der tænker for meget og ikke tager hvad han vil have, som Alexandra tidligere forklare, at hun fortrækker. Hendes lyst bliver også for alvor sat på en spids, da hun støder ind i den værste type af dyrisk mandighed, der ligner en modbydelig parodi på Marcus. I "Irréversible" spøger ansvaret for hedonismen. I en hedonistisk kultur presser vi os selv imod en uomtvistelig tragedie; som det sker for Alex, da Marcus agerer på sin lyst uden hensyntagen, som voldtægtsmanden. Man overvære hævngerningen uden hverken kontekst eller motiv, og man tager stærk afstand da gerningen først forekommer inkonsekvent og blodtørstig. Denne gerning retfærdiggøres senere i sin kontekst af voldtægten idet man pludselig forstår. Filmen er ikke alene en kritik af vores moralbevidsthed, men afspejler netop også det uransagelige, ved at gøre hævnmotivet forståeligt. Tilbage står spørgsmålet om moral kan reduceres til kulturel arvemateriale og et begreb bestående af menneskelige konventioner. Vi afskyr ikke Marcus og Pierre, da de smadrer mandens ansigt med en brandslukker, fordi vi bliver bevidste om hvad han har gjort. Vi slipper vores oprindelige fordømmelse, da vi tænker ud fra vores lyst om hævn. Og netop dét bliver vi bevidste om.
Filmen spørger derudover om, hvilken grad af ansvar, det er retfærdigt at pålægge det enkelte menneske for hvordan deres tilværelse udarter sig. Hvert eneste valg skaber en lavine af konsekvenser, som vi aldrig kan være bevidste om. Noé spørger så publikum, hvor meget disse karakterer bære ansvaret for deres skæbne og ulykke – når de indirekte selv skaber den? Hver eneste replik i Noés film er jo et bindeled til det katastrofale klimaks (læg blot mærke til de gnidninger vi ser mellem trekløveret før voldtægten sker). Er de alle - både Marcus, Pierre og Alex - ofre for sig selv?
Som Kim Skotte var inde på, fremmaner "Irréversible” en Sartresk kvalme over tilværelsens meningsløshed. Noé kaster fra starten tilskueren ud i en kaotisk filmisk oplevelse, hvor de grundlæggende orienteringsretninger som op og ned og frem og tilbage systematisk undergraves; kameraet slingrer vægtløst i rummet, hvilket fremmer én med fornemmelsen og tilstanden af blodrus og kaos. Formelt kan der ikke sættes en finger på dens gennemførte konstruktion. Den starter i et svimmelt orgie af brutalitet, og hos to usoignerede mænd på et lille værelse, der sidder og retfærdiggøre incest, mens Alexandra i det grønne græs med børn legene omkring sig, fremtræder som årsagen til frugtbarhed og liv i slutningen. Eller begyndelsen.
12/08-2009
