Fuld fart frem
3.0
Det sker sjældent, at jeg henrykkes ved synet af Tony Scotts navn øverst på en kommende films creditliste. Selvom han før har præsteret gode film - heriblandt ”True Romance” med Tarantino-fabrikeret dialog i topklasse – har manden mere end en gang lagt navn til mindre heldige bedrifter og senest med ”Domino” sat en tyk streg under, at hans bundniveau tenderer mod det rædsomt lave. Scott er i undertegnedes øjne en lidt for ivrig eksponent for den såkaldte MTV-æstetik, der er gift for enhver epileptiker og i de grelleste tilfælde kan sætte en potentielt god filmoplevelse over styr. Tony Scotts hyperaktive billed- og ditto lydside frembringer blot sporadisk den tilsigtede effekt i instruktørens nyeste skud på stammen, ”The Taking of Pelham 123”, der ellers byder på to gode skuespillere i ligeså godt samspil.
Jeg har desværre ikke set originalen med Walter Matthau, men det skulle ikke undre mig, om den er Tony Scotts tidstypiske version overlegen i alle aspekter. Man har knapt nået at sætte colaen i beholderen, før instruktøren lægger stilen an med en række uhæmmede ”kamerature” over New Yorks skyskrabere til lyden af rapperen Jay-Z, der proklamerer, at han har ”99 problems, but a bitch ain’t one”. Hvad det har at gøre med noget som helst, ved jeg ikke. Og hvad der får en garvet filmskaber til at indlede sit værk på så infantil og enerverende vis står for mig ligeledes som en gåde af ubegribelig karakter.
Til Scotts ros – og til filmens held – skal det anføres, at instruktøren øjensynligt har erkendt sit materiales begrænsninger og lavet en film, der ikke stikker i utallige retninger. Scott og manusforfatter Brian Helgeland har været bevidste om, at fortællingens force skal findes i samspillet mellem Travolta og Washington, der udover at være filmens røde tråd, giver anledning til en serie af strålende øjeblikke. Nervepirrende er således filmens skarpeste moment, hvori Ryder tvinger Garber til at erkende sine forbrydelser, og hvor Scott undtagelsesvis demonstrerer overblik på den filmtekniske front med en virkefuld krydsklipning mellem de to karakterer. Dialogen lader næsten - og jeg sagde *næsten* – sin tilskuer erindre instruktørens ”True Romance” og den geniale scene med Dennis Hopper og Christopher Walken i en uforglemmelig udveksling af ord.
På trods af gode takter undervejs, skal der imidlertid ikke herske tvivl om, at ”The Taking of Pelham 123” ikke kan matche instruktørens bedste værker. Dertil er historien for tyndbenet, persongalleriet for illusionsløst og slutningen for svær at sluge. Har man vitterligt intet andet at give sig til en tungsindig hverdagsaften, er ”The Taking of Pelham 123” dog god for et par timers uforpligtende underholdning af den art, Hollywood – og ikke mindst Tony Scott – har specialiseret sig i. Det er ikke ligefrem en overvældende oplevelse, men man kan næppe anklage instruktøren og hans hold for brudte løfter.
Jeg har desværre ikke set originalen med Walter Matthau, men det skulle ikke undre mig, om den er Tony Scotts tidstypiske version overlegen i alle aspekter. Man har knapt nået at sætte colaen i beholderen, før instruktøren lægger stilen an med en række uhæmmede ”kamerature” over New Yorks skyskrabere til lyden af rapperen Jay-Z, der proklamerer, at han har ”99 problems, but a bitch ain’t one”. Hvad det har at gøre med noget som helst, ved jeg ikke. Og hvad der får en garvet filmskaber til at indlede sit værk på så infantil og enerverende vis står for mig ligeledes som en gåde af ubegribelig karakter.
Til Scotts ros – og til filmens held – skal det anføres, at instruktøren øjensynligt har erkendt sit materiales begrænsninger og lavet en film, der ikke stikker i utallige retninger. Scott og manusforfatter Brian Helgeland har været bevidste om, at fortællingens force skal findes i samspillet mellem Travolta og Washington, der udover at være filmens røde tråd, giver anledning til en serie af strålende øjeblikke. Nervepirrende er således filmens skarpeste moment, hvori Ryder tvinger Garber til at erkende sine forbrydelser, og hvor Scott undtagelsesvis demonstrerer overblik på den filmtekniske front med en virkefuld krydsklipning mellem de to karakterer. Dialogen lader næsten - og jeg sagde *næsten* – sin tilskuer erindre instruktørens ”True Romance” og den geniale scene med Dennis Hopper og Christopher Walken i en uforglemmelig udveksling af ord.
På trods af gode takter undervejs, skal der imidlertid ikke herske tvivl om, at ”The Taking of Pelham 123” ikke kan matche instruktørens bedste værker. Dertil er historien for tyndbenet, persongalleriet for illusionsløst og slutningen for svær at sluge. Har man vitterligt intet andet at give sig til en tungsindig hverdagsaften, er ”The Taking of Pelham 123” dog god for et par timers uforpligtende underholdning af den art, Hollywood – og ikke mindst Tony Scott – har specialiseret sig i. Det er ikke ligefrem en overvældende oplevelse, men man kan næppe anklage instruktøren og hans hold for brudte løfter.
13/08-2009
