Filmnørden anmelder The Proposal

2.0
Da Sandra Bullock tordnede igennem som utilfreds politiker-kone og ufrivillig racist i Crash, vakte det opsigt. Tænk, konen kan jo spille skuespil! Fremragende, men det synes hun åbenbart ikke er sjovt, for hun er holdt op med det igen.

Ryan Reynolds har endnu ikke haft chancen for at vise, hvor stort hans talent for skuespil egentlig er. Han har været med i en række actionfilm og komedier, men på intet tidspunkt har han gjort andet, end at cruise igennem opgaven på den klassiske blanding af charme, selvtillid og lækkert hår - kvaliteter som han uden tvivl besidder, men læner sig for meget op ad. Der er alligevel noget over ham, der kunne tyde på, at han en dag vil kunne krænge en flot præstation ud på det store lærred. Det er bare ikke sket endnu.

Hverken Bullock eller Reynolds virker dog til at de kan eller gider, at spille skuespil i The Proposal. Hvorfor skulle de dog også det, i en fuldstændig gemen romantisk komedie som denne?

Margaret er benhård redaktør på et førende magasin i New York og Andrew er hendes assistent. På grund af noget gejl med hendes opholdstilladelse, tvinger myndighederne Margaret til at droppe sin gloriøse karriere og flytte tilbage til sit hjemland Canada. I sidste øjeblik finder hun dog en løsning på problemet. Hun stiller Andrew et utimatum: han kan enten gifte sig med hende, eller han kan begynde at lede efter et nyt job. Modvilligt går Andrew med på idéen og for at give så troværdigt et billede af løgnen, drager de to op til Andrews familie i Alaska, for at bekendtgøre deres kærlighed og blive gift, og her begynder de overraskende nok at få følelser for hinanden, mens de går fra den ene pinlige/morsomme/sukkersøde situation til den anden og bla, bla, bla... resten gi'r sig selv.

Hvorfor KAN Hollywood bare ikke få de romantiske komedier til at fungere? Mængden af pletskud i denne genre er minimal i forhold til fejlskud. De havde 100 % styr på formatet i 50'erne og 60'erne og i 90'erne kom der også en del gode af slagsen, men over en bred kam er genren så godt som død. Hvorfor? Det er ikke et retorisk spørgsmål. Jeg ved ganske enkelt ikke nok om at skrive manuskripter til at kunne give et svar, så hvis du har et muligt svar, så skriv endelig en kommentar!

The Proposal lider af nøjagtigt samme McRom-com-syndrom som alle andre nyere lignende film. Den er overfladisk, uoriginal, kønsdiskriminerende og let som luft, og den mangler for meget af de to eneste elementer den skal levere: romantik og komedie. Jo, der er da en del sjove øjeblikke i filmen (især i første halvdel) der kan få dig til at grine, men det er og bliver krymmel på en kage der simpelthen er for flad.

Jeg ville sige "prøv igen, Hollywood", hvis jeg troede der var en chance for at filmbyen kunne vende tilbage til formen, men det tror jeg ganske ikke den kan foreløbig.

Filmnørdens karakter:
Et halvhjertet forsøg gi'r et halvhjertet resultat

http://www.filmnoerden.com/
The Proposal