Resocialisering i middelklassen
4.0
Afdæmpet fransk sag om en kvinde, der efter 15 år i fængsel bliver prøveløsladt, får mulighed for at bo hos sin lillesøster og skabe sig et nyt liv, samtidig med at hun stadig bærer rundt på sin forbrydelse.
Temaerne i "Jeg har elsket dig så længe" er set i mange andre film om løsladte fanger. Den slags film handler som regel om mennesker fra samfundets bund, men her foregår historien ganske usædvanligt i den øvre middelklasse. Og alene dér har filmen en pointe i, at hovedpersonen har præcis de samme problemer med skyld, frygt, fortielse, manglende social kontakt og svær adgang til arbejdsmarkedet, som man plejer at få skildret blandt småforbrydere.
Men selv om forfatter-instruktør Philippe Claudel på den måde berører alle de klassiske resocialiseringstemaer, drejer filmen efterhånden mere og mere over mod den store hemmelighed. Nemlig hvad det egentlig var, der skete, da hovedpersonen kom i fængsel. Det er ganske dygtigt lavet, fortalt i den typisk franske snakkesalige stil, hvor man hele tiden får fyldt detaljer på i korte scener og samtaler. Men da man omsider kommer ind til hele hemmeligheden, synes jeg så desværre, at Claudel ikke tør gå linen ud, og at det giver hans film klart mindre bid, end den ellers kunne have haft.
"Jeg har elsket dig så længe" er dog en generelt vellavet film, som holdt mig fanget fra start til slut, og som i øvrigt er værd at se alene for Kristin Scott Thomas' fremragende spil i hovedrollen. Hun er en meget dejlig skuespiller, som i de senere år primært har gjort sig bemærket på fransk, og som her får lov til at spille på hele registret af minutiøse ansigtsudtryk, øjenbevægelser og præcise replikker. Hun får især godt modspil af Elsa Zylberstein som søsteren, men filmen har bl.a. også en fin barnerolle til Lise Ségur som søsterens ene adoptivdatter.
Temaerne i "Jeg har elsket dig så længe" er set i mange andre film om løsladte fanger. Den slags film handler som regel om mennesker fra samfundets bund, men her foregår historien ganske usædvanligt i den øvre middelklasse. Og alene dér har filmen en pointe i, at hovedpersonen har præcis de samme problemer med skyld, frygt, fortielse, manglende social kontakt og svær adgang til arbejdsmarkedet, som man plejer at få skildret blandt småforbrydere.
Men selv om forfatter-instruktør Philippe Claudel på den måde berører alle de klassiske resocialiseringstemaer, drejer filmen efterhånden mere og mere over mod den store hemmelighed. Nemlig hvad det egentlig var, der skete, da hovedpersonen kom i fængsel. Det er ganske dygtigt lavet, fortalt i den typisk franske snakkesalige stil, hvor man hele tiden får fyldt detaljer på i korte scener og samtaler. Men da man omsider kommer ind til hele hemmeligheden, synes jeg så desværre, at Claudel ikke tør gå linen ud, og at det giver hans film klart mindre bid, end den ellers kunne have haft.
"Jeg har elsket dig så længe" er dog en generelt vellavet film, som holdt mig fanget fra start til slut, og som i øvrigt er værd at se alene for Kristin Scott Thomas' fremragende spil i hovedrollen. Hun er en meget dejlig skuespiller, som i de senere år primært har gjort sig bemærket på fransk, og som her får lov til at spille på hele registret af minutiøse ansigtsudtryk, øjenbevægelser og præcise replikker. Hun får især godt modspil af Elsa Zylberstein som søsteren, men filmen har bl.a. også en fin barnerolle til Lise Ségur som søsterens ene adoptivdatter.
18/08-2009
