Himmelsk
5.0
Jeg har endnu blot oplevet tre film af det britiske makkerpar Michael Powell og Emeric Pressburger. Først ”The Red Shoes”, en film om knuste drømme og fortabte håb, fortalt med dybde og nerve og i store perioder uden den mindste antydning af dialog. Dernæst det elegante epos med den symbolske titel, ”The Life and Death of Colonel Blimp”, der trods sin forbløffende lange spilletid konstant fascinerer, mest af alt i kraft af Roger Livesey i en alt for sjælden hovedrolle. Selvom jeg naturligvis ikke burde være i stand til at konkludere alverden på nuværende tidspunkt, står det mig indlysende klart, at der i Powell og Pressburger – og nok især i førstnævnte – er tale om virtuose billedkunstnere af en anden verden. Kamerabevægelser, klipning og sågar effekter er eksekveret på fortryllende vis og har med garanti været inspiration for filmskabere verden over. Helt guddommeligt tager makkerparrets ”A Matter of Life and Death” sig også ud i sin eventyrlige beretning om kærlighedens kamp i sindets dyb.
Udover at være en ganske fornem belysning af mentale skavanker og uendelig kærlighed, er ”A Matter of Life and Death” et fabelagtigt billeddigt - fra det indledende billede med universet som motiv til den afsluttende retssag omfavnet af himlens kliniske renhed. Powell & Pressburger veksler med stor succes mellem stemningsladede s/h-billeder i himmeriget og indtagende technicolor på landjorden – en detalje, der åbenlyst behager en afdød franskmand i en af filmens vittige momenter. Det er svært ikke at dele mandens fascination endsige benægte, at billedsiden i sig selv udgør et tilstrækkeligt incitament for filmelskere til at opstøve denne strålende klassiker.
”A Matter of Life and Death” er imidlertid en film, der har mere end duperende billeder på menuen. Den på papiret noget banale historie om en pilot, der på gådefuld vis undslipper døden og derpå eftertrykkeligt rammes af Amors pil, gøres på forunderlig vis troværdig af Niven, Hunter, Livesey og resten af det velspillende ensemble. Derudover kan filmen fremvise et hav af mindeværdige højdepunkter, hvor især scenen på den mastodontiske rulletrappe med forbindelse til himlen, er foruroligende filmkunst af højeste karat. Som adskillige andre guldbelagte øjeblikke i filmen, er scenen en enestående opvisning i teknisk overblik og detaljerigdom, såvel som storslået art direction.
Det sker dog – på trods af filmens mange kvaliteter – at det hele kammer en smule over i ren og skær sentimentalitet, som det også skete for den mildt overvurderede Capra-klassiker, ”It’s a Wonderful Life”. Det er sandt at sige kun sporadisk, at filmen som følge af sin kraftige sødme for alvor distancerer sin tilskuer, men det er desværre nok til at influere bedømmelsen i negativ retning. Derfor rammer Powell & Pressburgers klassiker i første ombæring ikke loftet i min bog, selvom jeg flere gange undervejs i fortællingen var fortryllet som sjældent før.
Udover at være en ganske fornem belysning af mentale skavanker og uendelig kærlighed, er ”A Matter of Life and Death” et fabelagtigt billeddigt - fra det indledende billede med universet som motiv til den afsluttende retssag omfavnet af himlens kliniske renhed. Powell & Pressburger veksler med stor succes mellem stemningsladede s/h-billeder i himmeriget og indtagende technicolor på landjorden – en detalje, der åbenlyst behager en afdød franskmand i en af filmens vittige momenter. Det er svært ikke at dele mandens fascination endsige benægte, at billedsiden i sig selv udgør et tilstrækkeligt incitament for filmelskere til at opstøve denne strålende klassiker.
”A Matter of Life and Death” er imidlertid en film, der har mere end duperende billeder på menuen. Den på papiret noget banale historie om en pilot, der på gådefuld vis undslipper døden og derpå eftertrykkeligt rammes af Amors pil, gøres på forunderlig vis troværdig af Niven, Hunter, Livesey og resten af det velspillende ensemble. Derudover kan filmen fremvise et hav af mindeværdige højdepunkter, hvor især scenen på den mastodontiske rulletrappe med forbindelse til himlen, er foruroligende filmkunst af højeste karat. Som adskillige andre guldbelagte øjeblikke i filmen, er scenen en enestående opvisning i teknisk overblik og detaljerigdom, såvel som storslået art direction.
Det sker dog – på trods af filmens mange kvaliteter – at det hele kammer en smule over i ren og skær sentimentalitet, som det også skete for den mildt overvurderede Capra-klassiker, ”It’s a Wonderful Life”. Det er sandt at sige kun sporadisk, at filmen som følge af sin kraftige sødme for alvor distancerer sin tilskuer, men det er desværre nok til at influere bedømmelsen i negativ retning. Derfor rammer Powell & Pressburgers klassiker i første ombæring ikke loftet i min bog, selvom jeg flere gange undervejs i fortællingen var fortryllet som sjældent før.
19/08-2009
