Et kreativt kvantespring
5.0
Det er snart to år siden danske Nicolas Winding Refn græd for åben skærm i Dr2-interviewføljetonen ’Den 11. time’. Emner som barndomstraumer og mindreværdskomplekse ragede op blandt mængden af dem, Refn blev mødt med, og som den køligt udspørgende Michael Bertelsen med stor nøjagtighed gjorde en kunst ud af at fremtvinge i udsendelsens bedste, mest intime stunder. Det var unægtelig meget svært at se for sig, at der bag den både så sårbare, nærmest kujonagtige, men for alt i verden også hudløst ærlige lille bebrillede mand gemte sig en ildsjæl med kreativt filminstinkt. Ikke mindst med en tåre trillende ned ad kinden på landsdækkende TV.
Nu er Refn så igen klar med en spillefilm, den delvist fabulerende og delvist biografiske ’Bronson’, der lige som hans fire foregående film på dansk grund kredser om det aggressive, utilpassede hankøn.
I ’Bronson’ er Nicolas Winding Refn dog langt fra det hårdhudede pusher-univers, der i rystede og kornede billeder skød instruktørens karriere i gang som en kontant kraftanstrengelse. Det er helt andre kræfter, nærmest en helt anden mentalitet, der gennemsyrer hans blændende psykopatportræt af Englands voldeligste straffefange, spillet med frygtindgydende nerve af Tom Hardy.
Den forhutlede mand, der græd på fjernsyn, synes mest af alt at have fundet sig selv med ’Bronson’. Charles Bronsons uregerlige væsen og portrætfilmen om ham smelter sammen til én størrelse af gennemført ustyrlighed. Det er et træk der er stærkt og klogt tænkt - og når Refn lægger sidste hånd på sit humørsvingende virvar af stemning og billeder, lige fra slåskampe sølet yndefuldt til i slowmotion og klassisk musik til den kirurgiske filetering af sin hovedpersons øverste etage, så er man simpelthen overbevist om, at Refns evner som kreativt sprudlende filmmager når nye højder for øjnene af én.
Hvor mellemregningerne altså kan være rodede er bundlinien - også takket være et hjemsøgende slutbillede - lysende klar: ’Bronson’ er en fremragende film.
Nu er Refn så igen klar med en spillefilm, den delvist fabulerende og delvist biografiske ’Bronson’, der lige som hans fire foregående film på dansk grund kredser om det aggressive, utilpassede hankøn.
I ’Bronson’ er Nicolas Winding Refn dog langt fra det hårdhudede pusher-univers, der i rystede og kornede billeder skød instruktørens karriere i gang som en kontant kraftanstrengelse. Det er helt andre kræfter, nærmest en helt anden mentalitet, der gennemsyrer hans blændende psykopatportræt af Englands voldeligste straffefange, spillet med frygtindgydende nerve af Tom Hardy.
Den forhutlede mand, der græd på fjernsyn, synes mest af alt at have fundet sig selv med ’Bronson’. Charles Bronsons uregerlige væsen og portrætfilmen om ham smelter sammen til én størrelse af gennemført ustyrlighed. Det er et træk der er stærkt og klogt tænkt - og når Refn lægger sidste hånd på sit humørsvingende virvar af stemning og billeder, lige fra slåskampe sølet yndefuldt til i slowmotion og klassisk musik til den kirurgiske filetering af sin hovedpersons øverste etage, så er man simpelthen overbevist om, at Refns evner som kreativt sprudlende filmmager når nye højder for øjnene af én.
Hvor mellemregningerne altså kan være rodede er bundlinien - også takket være et hjemsøgende slutbillede - lysende klar: ’Bronson’ er en fremragende film.
22/08-2009
