Quentin Tarantinos forunderlige væsen
4.0
Om Quentin Tarantino er et geni er sandsynligvis et af de mest fortærskede spørgsmål i nyere tids filmhistorie - og med mandens nyeste film, ’Inglourious Basterds’, er spørgsmålet endnu en gang umådelig svært at vige uden om.
Ved første øjenkast, ved mødet med filmens første omtrent 10 minutter lange åbningsscene, er der dog ingen tvivl. Tarantino er et geni - oven i købet et enestående og fuldblodigt et af slagsen. Hans måde at arrangere scenen hvor jødebødlen Hans Landa besøger en familie med jødiske flygtninge gemt under gulvbrædderne, hans måde at gøre scenen elegant, dirrende intens og fuldkommen forførende, er uforglemmelig. Den enkelte scenes opfindsomme og intense kraft vækker i suveræn grad minder om, hvad Tarantino gennem retorikkens kunst og de involveredes dybe, alvorlige ansigter er i stand til - og det endda bedre end alle andre.
Den efterfølgende halve time slipper snedige Quentin Tarantino os ikke i troen på, at han er et filmgeni. Enhver anden instruktør uden så stor selvtillid og uden så lidt at skulle bevise ville formentlig have trukket grænserne omkring en flok blodtørstige nazist-udryddere ud til de kødelige ekstremer. Men Tarantino er cool, ikke decideret afholdende, men snarere køligt kalkulerende. Han serverer skam psykopatisk vold og skalperinger af likviderede nazister som de formentlig måtte se ud i virkeligheden, men ikke i overflod, og i så perfekt doseret en mængde, at man mættes uden mavepine.
Og så sker der noget. Cirka tre kvarter inde i ’Inglorious Basterds’ begynder tingene at vakle. Dialogen virker uinspireret, karakterer (deriblandt Mike Meyers) virker helt og aldeles overflødige, og flere scener på stribe virker flade og matte. Efterhånden bliver det simpelthen sværere og sværere at stykke sammen, hvordan Quentin Tarantino har kunnet kaste sin kærlighed i armene af lige denne flagrende og ikke videre helstøbte historie, og oven i købet brugt omkring 10 år på løbende at få den ned på papir. Mystikken omkring den kultdyrkede auteur, der har det med drilsk at sløre for skillelinien mellem form og indhold, mellem retro-pastiche og dybtfølt drama, bidrager ikke med meget andet end forvirring om, hvor Tarantinos hensigter overhoved er henne i virvaret.
Filmens sidste akt redder selvfølgelig resterne af de sprudlende Tarantino-konstellationer, der skød ’Inglourious Basterds’ i gang. Ved eftertanke virker selv de sløje perioder som et nødvendigt onde i Tarantinos stædige mission, der ligesom i ’Death Proof’ huskes som et værk hvis konsekvente og tilbagelænede natur til hver en tid overskygger det faktum, at helhedsoplevelsen var urimelig langtrukken. Manden med ’cool’ som mellemnavn ender igen med at fremstå som en fantastisk taktiker, en udspekuleret spindoctor for sig selv og sine ofte fuldkommen uklare ærinder, der stadig nyder godt af sit patent på begavet dialog. Om Tarantino er et geni eller ej står stadigvæk ragende uklart, men hans besynderligt seje og ujævne univers er endnu engang værd at indløse billet til.
Ved første øjenkast, ved mødet med filmens første omtrent 10 minutter lange åbningsscene, er der dog ingen tvivl. Tarantino er et geni - oven i købet et enestående og fuldblodigt et af slagsen. Hans måde at arrangere scenen hvor jødebødlen Hans Landa besøger en familie med jødiske flygtninge gemt under gulvbrædderne, hans måde at gøre scenen elegant, dirrende intens og fuldkommen forførende, er uforglemmelig. Den enkelte scenes opfindsomme og intense kraft vækker i suveræn grad minder om, hvad Tarantino gennem retorikkens kunst og de involveredes dybe, alvorlige ansigter er i stand til - og det endda bedre end alle andre.
Den efterfølgende halve time slipper snedige Quentin Tarantino os ikke i troen på, at han er et filmgeni. Enhver anden instruktør uden så stor selvtillid og uden så lidt at skulle bevise ville formentlig have trukket grænserne omkring en flok blodtørstige nazist-udryddere ud til de kødelige ekstremer. Men Tarantino er cool, ikke decideret afholdende, men snarere køligt kalkulerende. Han serverer skam psykopatisk vold og skalperinger af likviderede nazister som de formentlig måtte se ud i virkeligheden, men ikke i overflod, og i så perfekt doseret en mængde, at man mættes uden mavepine.
Og så sker der noget. Cirka tre kvarter inde i ’Inglorious Basterds’ begynder tingene at vakle. Dialogen virker uinspireret, karakterer (deriblandt Mike Meyers) virker helt og aldeles overflødige, og flere scener på stribe virker flade og matte. Efterhånden bliver det simpelthen sværere og sværere at stykke sammen, hvordan Quentin Tarantino har kunnet kaste sin kærlighed i armene af lige denne flagrende og ikke videre helstøbte historie, og oven i købet brugt omkring 10 år på løbende at få den ned på papir. Mystikken omkring den kultdyrkede auteur, der har det med drilsk at sløre for skillelinien mellem form og indhold, mellem retro-pastiche og dybtfølt drama, bidrager ikke med meget andet end forvirring om, hvor Tarantinos hensigter overhoved er henne i virvaret.
Filmens sidste akt redder selvfølgelig resterne af de sprudlende Tarantino-konstellationer, der skød ’Inglourious Basterds’ i gang. Ved eftertanke virker selv de sløje perioder som et nødvendigt onde i Tarantinos stædige mission, der ligesom i ’Death Proof’ huskes som et værk hvis konsekvente og tilbagelænede natur til hver en tid overskygger det faktum, at helhedsoplevelsen var urimelig langtrukken. Manden med ’cool’ som mellemnavn ender igen med at fremstå som en fantastisk taktiker, en udspekuleret spindoctor for sig selv og sine ofte fuldkommen uklare ærinder, der stadig nyder godt af sit patent på begavet dialog. Om Tarantino er et geni eller ej står stadigvæk ragende uklart, men hans besynderligt seje og ujævne univers er endnu engang værd at indløse billet til.
27/08-2009
