Mesterlig film om korrupt magt
6.0
Det her er et mesterværk. En dristig, udfordrende, avantgardistisk film om italiensk efterkrigspolitik. Hovedpersonen er kristendemokraten Giulio Andreotti alias Den Guddommelige (Il Divo) alias Den Sorte Pave alias Beelzebub, der dannede regering tre gange mellem 1972 og 1992, og som derudover havde vigtige ministerposter under andre premierministre.
"Il Divo" handler om en mærkelig, pukkelrygget lille mand, der som person er et mysterium, men ved hjælp af list, forbindelser og sit personlige arkiv var en magtfaktor i ca. 40 år. Og som i øvrigt stadig er medlem af det italienske senat. Den handler om den korruption, som gennemsyrede italiensk politik i så høj grad, at landets to største partier måtte opløses i 1994. Og den handler om Den Kolde Krigs sorteste samvittighed, om NATOs stay-behind-netværk og P2-frimurerlogen, der symboliserede de tætte forbindelser mellem toppolitikere, efterretningstjenester, mafiaen og Vatikanets bankfolk.
"Il Divo" viser bl.a. den deraf følgende magtfuldkommenhed, der med truslen fra øst som undskyldning førte til en 'spændingsskabende strategi'. Hvor man som det mest naturlige fik snigmyrdet besværlige personer og terrorbombede sin egen befolkning - for deres eget bedste. Det er enhver konspirationsteoretikers våde drøm. Og det skræmmende er, at det har veldokumenteret bund i virkeligheden.
Filmen handler altså om begivenheder i den nære fortid og nulevende personer, og derfor er den selvsagt kontroversiel. Forfatter-instruktør Paolo Sorrentino lægger da heller ikke skjul på, at filmen er et partsindlæg med klare holdninger til, hvordan diverse afsløringer skal tolkes. Og det gør han så på utroligt overbevisende manér i en fantastisk velinstrueret, flot sammenskruet film. Som seer skal man holde tungen lige i munden, for der er højt tempo fra start, og "Il Divo" klipper frem og tilbage mellem forskellige tider og hændelser - med en klar rød tråd, men ofte også flere synsvinkler på begivenhederne.
Teknisk er filmen usædvanligt imponerende med forrygende maleriske billedkompositioner, kreative grafikker, en konsekvent sort-hvid-rød farvepalet, effektive kamerabevægelser og ditto musik. Og i centrum for et stort persongalleri har man næsten hele tiden Toni Servillo, der storspiller som den følelseskoldt kalkulerende, perfekt kontrollerede Andreotti.
"Il Divo" er den hidtil bedste film, jeg har set i biografen i år, og den vigtigste film, jeg har set i endnu længere tid. Jeg har én stor kritik af den, og det er, at den kræver et vist forhåndskendskab til italiensk politik, ellers er det virkelig svært at følge med i de mange personer og begivenheder - også selv om Sorrentino faktisk gør en indsats for at få alt og alle præsenteret. Men har man en smule viden om emnet, er det en overrumplende god film. Som skrevet: Et mesterværk.
"Il Divo" handler om en mærkelig, pukkelrygget lille mand, der som person er et mysterium, men ved hjælp af list, forbindelser og sit personlige arkiv var en magtfaktor i ca. 40 år. Og som i øvrigt stadig er medlem af det italienske senat. Den handler om den korruption, som gennemsyrede italiensk politik i så høj grad, at landets to største partier måtte opløses i 1994. Og den handler om Den Kolde Krigs sorteste samvittighed, om NATOs stay-behind-netværk og P2-frimurerlogen, der symboliserede de tætte forbindelser mellem toppolitikere, efterretningstjenester, mafiaen og Vatikanets bankfolk.
"Il Divo" viser bl.a. den deraf følgende magtfuldkommenhed, der med truslen fra øst som undskyldning førte til en 'spændingsskabende strategi'. Hvor man som det mest naturlige fik snigmyrdet besværlige personer og terrorbombede sin egen befolkning - for deres eget bedste. Det er enhver konspirationsteoretikers våde drøm. Og det skræmmende er, at det har veldokumenteret bund i virkeligheden.
Filmen handler altså om begivenheder i den nære fortid og nulevende personer, og derfor er den selvsagt kontroversiel. Forfatter-instruktør Paolo Sorrentino lægger da heller ikke skjul på, at filmen er et partsindlæg med klare holdninger til, hvordan diverse afsløringer skal tolkes. Og det gør han så på utroligt overbevisende manér i en fantastisk velinstrueret, flot sammenskruet film. Som seer skal man holde tungen lige i munden, for der er højt tempo fra start, og "Il Divo" klipper frem og tilbage mellem forskellige tider og hændelser - med en klar rød tråd, men ofte også flere synsvinkler på begivenhederne.
Teknisk er filmen usædvanligt imponerende med forrygende maleriske billedkompositioner, kreative grafikker, en konsekvent sort-hvid-rød farvepalet, effektive kamerabevægelser og ditto musik. Og i centrum for et stort persongalleri har man næsten hele tiden Toni Servillo, der storspiller som den følelseskoldt kalkulerende, perfekt kontrollerede Andreotti.
"Il Divo" er den hidtil bedste film, jeg har set i biografen i år, og den vigtigste film, jeg har set i endnu længere tid. Jeg har én stor kritik af den, og det er, at den kræver et vist forhåndskendskab til italiensk politik, ellers er det virkelig svært at følge med i de mange personer og begivenheder - også selv om Sorrentino faktisk gør en indsats for at få alt og alle præsenteret. Men har man en smule viden om emnet, er det en overrumplende god film. Som skrevet: Et mesterværk.
01/09-2009
