Klicheer, ikke sandhed

Romantisk komedie, der forgæves forsøger at have kant. Hovedpersonen producerer et skrantende morgen-tv-show, hvor hun får påduttet en ny samlivsekspert i jagten på seertal. Hans budskab er basalt set, at mænd tænker med pikken - og hans nye producer hader ham. Så meget, at hun indgår et væddemål, hvor han skal hjælpe hende med at score hendes udkårne, og hvis det mislykkes, må han sige sit job op.

Men "The Ugly Truth" viser sig desværre at være en romantisk komedie, der holder sig helt inden for genrens klicheer, så gæt selv, hvem der ender med at falde for hinanden. Og tilmed i et forløb, hvor ikke engang hovedpersonerne selv kan forklare, hvad de foretager sig - for filmen går nemlig konsekvent efter billige grin frem for sammenhængende handling.

De billige grin er så ind imellem rigtig velfungerende, især på grund af Katherine Heigl, der stråler i hovedrollen. Det siger noget om hendes evner, at man råt æder alle de pludselige humørsvingninger og personlighedsskift, manuskriptet har udstyret hendes karakter med. Gerard Butler gør det også udmærket som brovten samlivsekspert, men det er Heigl, som er filmens virkelige stjerne og åbenlyst har talent til meget mere end denne metervare.

For en metervare er "The Ugly Truth" nemlig, trods forsøget på at lave en anderledes indpakning. Som rigtig mange andre film i genren ender denne her med at handle om, at karrierekvinder er usexede kontrolfreaks og skal lære at gå med push-up-bh, hvis de vil elskes. Jeg synes, det er interessant, at den snævertsynede pointe åbenbart appellerer til genrens kvindelige kernepublikum, men derudover er jeg lidt træt af at se den udspillet på film.

I starten af året kunne man se anden amerikansk romcom, "My Best Friend's Girl", hvis præmis mindede rigtig meget om ideen bag "The Ugly Truth". Men den turde løbe linen helt ud, og derfor var det en klart bedre film.