Fortsættelsen der ikke legede med ilden

En værdig men lidt usikker fortsættelse, der truer med at falde lidt sammen i instruktørens famlende fortællestil, mens han har lidt svært ved at få hold på sit plot. Så enkelt kan man sammenfatte "Pigen der legede med ilden," fortsættelsen til forårets helt store biografmagnet, "Mænd der hader kvinder".

SPOILERS!

Nu så jeg denne film ved en forpremiere i direkte forlængelse af forgængeren, og det er da også stort set en nødvendighed, hvis man skal have en chance for at følge med. Filmen spilder ikke mange sekunder på at præsentere hovedpersonerne for os, men hopper bare hæmningsløst afsted med at berette om Lisbeth Salanders videre liv efter den første film.

Nu kan den slags være okay. Ringenes Herre filmene gjorde jo det samme, men jeg synes ikke, det er retfærdiggjort her, fordi den nye film også er et nyt plot. Men du skal helt klart kende Mikael Blomkvist og især Lisbeth Salander i forvejen, hvis du skal have en chance for at være med her. Der åbnes eksempelvis med en helt indforstået henvisning og videreførelse af Salanders problemer med sin værge, advokaten Bjurman, som blev etableret i den første film.

Et slående eksempel på den indforståede fortælling er, at Salander først i filmen udspionerer Bjurman og ved den lejlighed ser ham mødes med en høj, kraftig, hvidhåret mand. Hun aner ikke, hvem denne person er, og bider derfor ikke meget mærke i ham, men han bliver selvfølgelig yderst vigtig senere i plottet. Og til den tid kan Salander ikke blot huske hans præcise ansigt, men sandelig også nummerpladen på hans bil, hvorefter hun kan finde frem til ham via nummeret. Det er den slags, der virker så påfaldende belejligt, at det ødelægger oplevelsen. Medmindre man altså lige har set forgængeren og derfor kan huske, at Salander har fotografisk hukommelse. Så giver det selvfølgelig straks mere mening. Men en sådan detalje plejer man lige at huske folk på, så det ikke fremstår alt for belejligt i plottet. Det sker bare ikke i denne film, og det er den slags irriterende småting, som filmen er fyldt med. Plottet fungerer sådan set fint nok, men man bliver konstant revet lidt tilbage af den slags, og det skæmmer helhedsindtrykket.

Plottets eneste store minus er, at man slet ikke får forklaret, hvorfor Salander ikke bare kontakter Blomkvist for at få hjælp, når hun nu er så helt ude på dybt vand, som hun er. Der kommer en forklaring om, at Salander er meget privat og selvrådende, men den er så tyndbenet, at instruktøren, Daniel Alfredson, åbenbart heller ikke selv køber den, og det er skidt. Hvis han ikke synes, det hænger sammen, så bliver han da nødt til at finde på en forklaring, han selv kan tro på. At Salander er "for privat" er utroværdig, når hun nu trods alt overvandt sig selv nok til at hoppe i kanen med Blomkvist i den første film. Alfredson kunne for eksempel blot etablere, at Salander er bekymret for at rode Blomkvist ind i noget, efter han endte i fængsel i den første film. Men nej. Når Alfredson ikke kan se pointen, så ignorerer han det bare og hopper videre i plottet. Det efterlader et indtryk af en lidt halvrodet og usikker film.

Og så er Salander altså utroligt sejlivet. Det er muligt, du syntes Uma Thurman som "The Bride" i Tarantino's "Kill Bill" var en hård nyser og en sejlivet bitch, men så har du helt klart ikke oplevet Noomi Rapace som Lisbeth Salander, der efter at være blevet banket til hakkekød, derefter skudt flere gange og sidst begravet i flere timer sagtens formår at grave sig selv op igen og derefter hakke den ene store onde skurk ned med en økse og skyde skarpt på den anden skurk. Okay, de ting kunne "The Bride" også, men kun en ad gangen, fordi det ellers ville blive for utroværdigt. Men det kan Salander, mens filmen samtidig vil sælge sig selv som en troværdig kriminalfilm. Åhm, javel ja... Man tænker unægteligt, hvordan hun overlever at blive begravet uden kiste, mens hun ligger bevidstløs i et hul med store portioner jord over sig, så hun umuligt kan ånde. Men den slags kan Salander altså. Når hun altså ikke lige muler et par rockere med deres egne våben og derefter stjæler den enes kværn...

Den slags er alvorlige ar på troværdigheden i en film, der ellers fungerer nogenlunde. Det er ellers et spændende plot om, hvordan der ses stort på kvindehandel til prostitution fra Østeuropa og de politiske rævekager, der dækker over det hele. Desværre bliver det plot totalt glemt undervejs, og vi får aldrig nogen afslutning på det i filmen. Det postive er så, at det kan få mig til at læse bogen, for den har jeg aldrig læst, og det lyder faktisk som et interessant plot. Men filmen vil hellere ty til "store" action-scener og slåskampe, så vi får noget tju-bang for pengene. Det er lidt trist, fordi den slags ikke just er styrken i svenske krimier. Forgængeren hængte i langt højere grad sit plot på en klassisk "whodunit" model, hvor morderen skal afsløres til sidst, og det var langt mere interessant at se på. Det her er ikke en skidt film, men den er og bliver aldrig mere en hæderlig og nogenlunde værdig sequel.

Der mangler så også en ordentlig skurk. I forgængeren var Peter Haber helt fantastisk som den fuldstændige psykopat, der åbenbart gemmer sig under overfladen på pæne, svenske mænd. Den slags afsløringer mangler helt her. Skurken har slet ikke samme kaliber og endda heller ikke nogen mindeværdig dialog. Og for at få alle klichérne med, så humper han tilmed.

Nu lyder jeg måske for hård i min vurdering. Noomi Rapace og Michael Nyqvist spiller selvfølgelig stadig godt i de to hovedroller, og plottet er selvfølgelig også stadig værd at bruge tid på. Men det ændrer ikke på, at der unægteligt er spildt potentiale her, mens man føler instruktøren lidt pligtskyldigt afkalkerer bogens plot til film uden den store fortællelyst eller sikker hånd. Det er meget jævnt håndværk fortalt med lige præcist de mest brugte og solide værktøjer og uden risiko. Der er ingen fare for drilsk dialog, usædvanlige kameravinkler, modig rollebesætning eller anden eksperimenteren med de filmmæssige virkemidler her. Derfor forbliver filmen en noget jævn affære, der sagtens kunne have været meget mere gribende og spændende. Men bevares, se den skal folk jo nok, og det kan de da også sagtens holde ud. Der tages ingen risiko her.