Groovy?
3.0
Ang Lees film om Woodstock-festivalen handler ikke så meget selve festivalen som om den unge formand for handelsstandsforeningen i landsbyen Bethel, der inviterede festivalen indenfor, efter den var blevet smidt ud af en anden by i staten New York. Hovedpersonen er forfjamsket og forvirret, arbejder på sine forældres skrantende motel og er meget tøvende omkring sin homoseksualitet.
Filmen forsøger klart at trække en parallel mellem hovedpersonens gryende selvrealisering og de store forandringer, der i de år skete i samfundet som helhed. Lee sætter scenen skarpt med hurtige hentydninger til Vietnamkrig, Stonewall-optøjer og månelanding og lader derefter handlingen glide over mod det kaos af hashrygende, LSD-trippende og nøgendansende hippier, der rammer den skrækslagne landsby. Ligesom han også får markeret, at der lå klare kommercielle interesser bag den glade hippiefest. Som tids- og sindbillede fungerer "Taking Woodstock" udmærket, støttet af Lees vanligt stærke visuelle sans, der både kommer til udtryk i nogle fine montager og det enorme arbejde, der er lagt i at genskabe tiden via art direction og production design.
Problemet er så bare, at hovedpersonens historie ikke er særlig interessant, og at Demetri Martin ikke har nogen udstråling i rollen. Skildringen af hans forældre nærmer sig alt for mange klicheer, og selv om Henry Goodman og Imelda Staunton spiller dem passioneret og underholdende, bliver den del af filmen mere til klovneri end drama. Også understreget af Liev Schreibers i øvrigt fantastiske transvestitrolle.
Som helhed har jeg svært ved at se, hvad Lee egentlig vil med filmen - og jeg undrer mig over, at det kan lade sig gøre at lave en så relativt uvedkommende film over én af det 20. århundredes markante kulturbegivenheder. "Taking Woodstock" er da ganske hyggelig og munter, men den mangler udpræget bid og fortalte mig intet nyt om den legendariske festival. Og musikken er overraskende fraværende i det meste af filmen. Det virker, som om Lee er tilfreds med kun at lave periodeskildring og forventer, at tilskuerne bare skal læne sig tilbage i sædet og sige "Groovy". Men det er ikke helt nok til mig.
Filmen forsøger klart at trække en parallel mellem hovedpersonens gryende selvrealisering og de store forandringer, der i de år skete i samfundet som helhed. Lee sætter scenen skarpt med hurtige hentydninger til Vietnamkrig, Stonewall-optøjer og månelanding og lader derefter handlingen glide over mod det kaos af hashrygende, LSD-trippende og nøgendansende hippier, der rammer den skrækslagne landsby. Ligesom han også får markeret, at der lå klare kommercielle interesser bag den glade hippiefest. Som tids- og sindbillede fungerer "Taking Woodstock" udmærket, støttet af Lees vanligt stærke visuelle sans, der både kommer til udtryk i nogle fine montager og det enorme arbejde, der er lagt i at genskabe tiden via art direction og production design.
Problemet er så bare, at hovedpersonens historie ikke er særlig interessant, og at Demetri Martin ikke har nogen udstråling i rollen. Skildringen af hans forældre nærmer sig alt for mange klicheer, og selv om Henry Goodman og Imelda Staunton spiller dem passioneret og underholdende, bliver den del af filmen mere til klovneri end drama. Også understreget af Liev Schreibers i øvrigt fantastiske transvestitrolle.
Som helhed har jeg svært ved at se, hvad Lee egentlig vil med filmen - og jeg undrer mig over, at det kan lade sig gøre at lave en så relativt uvedkommende film over én af det 20. århundredes markante kulturbegivenheder. "Taking Woodstock" er da ganske hyggelig og munter, men den mangler udpræget bid og fortalte mig intet nyt om den legendariske festival. Og musikken er overraskende fraværende i det meste af filmen. Det virker, som om Lee er tilfreds med kun at lave periodeskildring og forventer, at tilskuerne bare skal læne sig tilbage i sædet og sige "Groovy". Men det er ikke helt nok til mig.
10/09-2009
