Vuggedød
1.0
Lad mig citere filmen selv: 'Du er altid så kysk!'
For at en film om det sociale muldlag skal løftes til en højere enhed, betyder en rørende historie og ikke mindst troværdige skuespilindsatser alpha og omega. Tag eksempler som Bænken og Pusher. Her tages vi ud på kanten af samfundet i to vidt forskellige retninger og præsenteres for en sandhed, som vi bliver nød til at forholde os til, da den uomtvisteligt er lige foran næsen på os hele tiden.
Baby prøver øjensynligt at lægge sig i samme spor som de to føromtalte, men fejler på det groveste og ender med at blive en prut i et boblebad.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op med oplevelsen af filmen. Om jeg skal grine eller græde. Eller om jeg ganske enkelt bare skal glemme den hurtigst muligt. Billedsiden ligner en grinagtig version af Kanal Københavns langt bedre underholdende dramaturiske eskapader, skuespillet giver minder om de tvungne folkeskoledramaer, som diverse rektorer og andre medskyldige pinte min generation med for 15 år siden og manuskriftet er kedeligere end daggammelt morgenbrød.
Hvad kompetente kræfter som Jesper Christensen, Ulrich Thomsen og Nicolas Bro (i en meget lille rolle) overhovedet laver i denne sammenhæng er mig komplet ubegribeligt. Man forledes til at håbe, at deres hyre i det mindste har været høj.
Eneste lyspunkter for mit vedkommende, er Sort Sols udemærkede lydside, omend den er klippet meget uprofessionelt ind i helheden. Og så har jeg altid haft en svaghed overfor Maria Rich. Endda selv når hun går tarveligt klædt og er mere eller mindre usminket.
Alt ialt står jeg tilbage med en følelse af, at have været øjenvidne til en ufrivillig tragedie. Desværre.
For at en film om det sociale muldlag skal løftes til en højere enhed, betyder en rørende historie og ikke mindst troværdige skuespilindsatser alpha og omega. Tag eksempler som Bænken og Pusher. Her tages vi ud på kanten af samfundet i to vidt forskellige retninger og præsenteres for en sandhed, som vi bliver nød til at forholde os til, da den uomtvisteligt er lige foran næsen på os hele tiden.
Baby prøver øjensynligt at lægge sig i samme spor som de to føromtalte, men fejler på det groveste og ender med at blive en prut i et boblebad.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op med oplevelsen af filmen. Om jeg skal grine eller græde. Eller om jeg ganske enkelt bare skal glemme den hurtigst muligt. Billedsiden ligner en grinagtig version af Kanal Københavns langt bedre underholdende dramaturiske eskapader, skuespillet giver minder om de tvungne folkeskoledramaer, som diverse rektorer og andre medskyldige pinte min generation med for 15 år siden og manuskriftet er kedeligere end daggammelt morgenbrød.
Hvad kompetente kræfter som Jesper Christensen, Ulrich Thomsen og Nicolas Bro (i en meget lille rolle) overhovedet laver i denne sammenhæng er mig komplet ubegribeligt. Man forledes til at håbe, at deres hyre i det mindste har været høj.
Eneste lyspunkter for mit vedkommende, er Sort Sols udemærkede lydside, omend den er klippet meget uprofessionelt ind i helheden. Og så har jeg altid haft en svaghed overfor Maria Rich. Endda selv når hun går tarveligt klædt og er mere eller mindre usminket.
Alt ialt står jeg tilbage med en følelse af, at have været øjenvidne til en ufrivillig tragedie. Desværre.
10/09-2009
