Bombemandens bekendelser
4.0
At se Irak-krigen få kritiske rap over fingrene af en friskleveret amerikansk premierefilm kan i sig selv næppe være en sensationel eller overraskende begivenhed for nogen som helst. Hele idéen om ’antikrigsfilm’, altså film med en kritisk indfaldsvinkel til det at føre krig, er for længst blevet en lige så selvskreven del af filmverdenen som de buldrende Blockbusters, der lægger et lunt tæppe af computergrafik og masseappel hen over verdens biografgængere omkring sommermånederne midt på året. De færreste kan i hvert fald påstå at være blevet en ny, livsklog tommerfingerregel rigere, når en film anno 2009 fortæller dem, at krig - ganske enkelt - er noget lort.
Overfor Kathryn Bigelows anti-krigsfilm ’The Hurt Locker’ står derfor de akkurat samme forhindringer som ved enhver anden umiddelbar genrefilm: nemlig at skulle afvige fra konventionerne avlet af den genre, der har plantet en stor fed etiket i panden på den. Med tingene sat på spidsen er det mere eller mindre Bigelows opgave at fortælle os at krig er noget lort, men på en ny og spændende måde - enten via. anderledes ordstilling eller en fuldkommen utraditionel, klarsynet argumentation. Og den opgave klarer hun særdeles overbevisende.
Først og fremmest formår den 58-årige kvindelige instruktør og den manuskriptforfatter, hun har haft i ryggen, at gribe udgangspunktet om sjæleligt fallerede soldater i en håbløs ruinkrig an fra en umådelig skarp og kontant vinkel. Allerede ved mødet med filmens tagline, altså den lille, blikfangende sætning der med stor dynamik indkapsler hvad løjerne går ud på, synes ’The Hurt Locker’ at være trådt et forbavsende stort og velplaceret skridt i den rigtige retning, og det med de såresimple ord: ’War is a drug’. Dertil kommer selvfølgelig, at Bigelow er mere end lødig i sin måde at følge netop de få, men kraftfulde ord til dørs på, ikke mindst gennem sine intense håndholdte billeder af den amerikanske sergent William James, der med sved på panden, is i maven og en tilsyneladende svært stimulerende adrenalinrus farende rundt i kroppen klarer den ene livsfarlige situation efter den anden.
Ganske vist kunne Kathryn Bigelow sagtens have klemt os endnu længere ud på sædekanten end hun faktisk formår. Ofte springer ’The Hurt Locker’ simpelthen al for hurtigt videre til sit næste, halsbrækkende indslag i sin flagrende kaskade af situationsdrama, og slipper dermed ofte sit tag i publikum, så snart strubegrebet for alvor har taget til. Det er derfor i sit fremragende billede af den umenneskelige soldat, der finder sig til rette på kanten mellem liv og død tusindvis af kilometer hjemmefra, og mister mælet ved mødet med det kolossale morgenmadsudvalg på hylderne i sit hjemmelige supermarkedet, der står som det entydige scoop i ’The Hurt Locker’. Lige som alle de andre fortæller Kathryn Bigelow os ganske vist ikke meget andet end at krig er noget lort, men når hårdtpumpet rockmusik og et altsigende slutbillede gør sit indtog i de døende minutter af ’The Hurt Locker’, og fremtvinger sin pointe i øjenhøjde, går ordene alligevel rent ind. Med den sidste is i maven kunne hun måske helt have fået os til at glemme, at vi havde hørt det før.
Overfor Kathryn Bigelows anti-krigsfilm ’The Hurt Locker’ står derfor de akkurat samme forhindringer som ved enhver anden umiddelbar genrefilm: nemlig at skulle afvige fra konventionerne avlet af den genre, der har plantet en stor fed etiket i panden på den. Med tingene sat på spidsen er det mere eller mindre Bigelows opgave at fortælle os at krig er noget lort, men på en ny og spændende måde - enten via. anderledes ordstilling eller en fuldkommen utraditionel, klarsynet argumentation. Og den opgave klarer hun særdeles overbevisende.
Først og fremmest formår den 58-årige kvindelige instruktør og den manuskriptforfatter, hun har haft i ryggen, at gribe udgangspunktet om sjæleligt fallerede soldater i en håbløs ruinkrig an fra en umådelig skarp og kontant vinkel. Allerede ved mødet med filmens tagline, altså den lille, blikfangende sætning der med stor dynamik indkapsler hvad løjerne går ud på, synes ’The Hurt Locker’ at være trådt et forbavsende stort og velplaceret skridt i den rigtige retning, og det med de såresimple ord: ’War is a drug’. Dertil kommer selvfølgelig, at Bigelow er mere end lødig i sin måde at følge netop de få, men kraftfulde ord til dørs på, ikke mindst gennem sine intense håndholdte billeder af den amerikanske sergent William James, der med sved på panden, is i maven og en tilsyneladende svært stimulerende adrenalinrus farende rundt i kroppen klarer den ene livsfarlige situation efter den anden.
Ganske vist kunne Kathryn Bigelow sagtens have klemt os endnu længere ud på sædekanten end hun faktisk formår. Ofte springer ’The Hurt Locker’ simpelthen al for hurtigt videre til sit næste, halsbrækkende indslag i sin flagrende kaskade af situationsdrama, og slipper dermed ofte sit tag i publikum, så snart strubegrebet for alvor har taget til. Det er derfor i sit fremragende billede af den umenneskelige soldat, der finder sig til rette på kanten mellem liv og død tusindvis af kilometer hjemmefra, og mister mælet ved mødet med det kolossale morgenmadsudvalg på hylderne i sit hjemmelige supermarkedet, der står som det entydige scoop i ’The Hurt Locker’. Lige som alle de andre fortæller Kathryn Bigelow os ganske vist ikke meget andet end at krig er noget lort, men når hårdtpumpet rockmusik og et altsigende slutbillede gør sit indtog i de døende minutter af ’The Hurt Locker’, og fremtvinger sin pointe i øjenhøjde, går ordene alligevel rent ind. Med den sidste is i maven kunne hun måske helt have fået os til at glemme, at vi havde hørt det før.
10/09-2009
