Lock, Stock And....A Dwarf?!
6.0
Hvis man er vild med Quentin Tarantino eller Guy Ritchie bør man hurtigst se In Bruges. Det er nemlig et lille mesterværk med to veloplagte hovedrolle-indehavere i form af Colin Farrell og Brendan Glesson.
Den nyudklækkede lejemorder Ray (Farrell) får en noget uheldig start på karrieren: Han får skudt en lille dreng. Deres temperamentsfulde chef Harry får sat dem i skjul i landsbyen Brügge i Belgien. Umiddelbart ikke det første sted, man vile tænke på når man hører ordene: "Lejemordere i eksil" og det er bestemt ikke det sted den nervøse og barnlige Ray havde udset sig. Det viser sig dog, at stedet ikke er valgt så tilfældigt som først antaget, og snart går Ken og Ray fra at være henholdsvis tilpasset og utilpasset turist til at blive involveret i en speget affære, der involverer stoffer, et belgisk filmhold, Harry og en højrøvet amerikansk dværg-skuespiller!
Hvis følgende set-up lyder ret så langt ude, er det fordi at det er det. In Bruges er en stor boblende gryde med lige dele actionkomedie og lige dele refleksion.
Ikke siden Pulp Fiction er jeg blevet fænget så meget af to personers indbyrdes dialog. Farrell og Glesson slår gnister på lærredet og de ene veltimede replik afløser den anden, men filmen er også både tragisk og eksistentialistisk filosoferende, som når vores to hovedpersoner står og diskuterer om man er dømt på forhånd eller om man kan finde frelse ved inderligt at affinde sig og angre sin makabre profession, specielt ved den ellers uskyldsrene Ray.
Det der yderligere forstærker de religiøse undertoner i filmen er, at efterhånden som handlingsforløbet skrider frem, bliver Brügge mere og mere bizar og efterhånden et symbol på vores to hovedpersoners skærsild: Bliver vi snart vist til Helvede eller Himmelen? Er Brügge Helvede? Hvad er meningen med det hele? Der er nok symboler og pointer, men selv ikke i slutningen bliver knuden bundet ordentligt op.
Men dette får dog aldrig lov til at overtage historien fuldstændigt, og filmen balancerer mesterligt mellem at være hylende morsom, sørgelig og eftertænksom. Actiondelen er enkel, medrivende og flot iscenesat.
Colin Farrell er først og fremmest helt suveræn som den uskyldige Ray, der får en chance for en ny start på livet. Han spiller sin komplekse rolle med både humor og smerte og nogen gange begge dele samtidig. Brendan Glesson er som altid utrolig sympatisk som den faderlige Ken, der blot vil sin fortabte elev det bedste og ca. tre kvarter inde i filmen springer Ralph Fiennes frem som en trold af en æske, og giver os en tour de force af en præstation som den gale, men principfaste gangster Harry. Derudover består de bærende præstationer af mere eller mindre ukendte skuespillere og specielt Jordan Prentice (aka. Howard The Duck) skal have ros for sit portræt af den småracistiske dværg i skoleuniform
In Bruges indeholder alt, hvad jeg kunne ønske mig af en europæisk krimikomedie. Den Oscar vindende instruktør har taget det bedste fra Ritchie og Tarantino og tilsat det sit helt eget særpræg, som gør filmen til en unik tur i den bedst bevarede middelalderby i Europa.
Den nyudklækkede lejemorder Ray (Farrell) får en noget uheldig start på karrieren: Han får skudt en lille dreng. Deres temperamentsfulde chef Harry får sat dem i skjul i landsbyen Brügge i Belgien. Umiddelbart ikke det første sted, man vile tænke på når man hører ordene: "Lejemordere i eksil" og det er bestemt ikke det sted den nervøse og barnlige Ray havde udset sig. Det viser sig dog, at stedet ikke er valgt så tilfældigt som først antaget, og snart går Ken og Ray fra at være henholdsvis tilpasset og utilpasset turist til at blive involveret i en speget affære, der involverer stoffer, et belgisk filmhold, Harry og en højrøvet amerikansk dværg-skuespiller!
Hvis følgende set-up lyder ret så langt ude, er det fordi at det er det. In Bruges er en stor boblende gryde med lige dele actionkomedie og lige dele refleksion.
Ikke siden Pulp Fiction er jeg blevet fænget så meget af to personers indbyrdes dialog. Farrell og Glesson slår gnister på lærredet og de ene veltimede replik afløser den anden, men filmen er også både tragisk og eksistentialistisk filosoferende, som når vores to hovedpersoner står og diskuterer om man er dømt på forhånd eller om man kan finde frelse ved inderligt at affinde sig og angre sin makabre profession, specielt ved den ellers uskyldsrene Ray.
Det der yderligere forstærker de religiøse undertoner i filmen er, at efterhånden som handlingsforløbet skrider frem, bliver Brügge mere og mere bizar og efterhånden et symbol på vores to hovedpersoners skærsild: Bliver vi snart vist til Helvede eller Himmelen? Er Brügge Helvede? Hvad er meningen med det hele? Der er nok symboler og pointer, men selv ikke i slutningen bliver knuden bundet ordentligt op.
Men dette får dog aldrig lov til at overtage historien fuldstændigt, og filmen balancerer mesterligt mellem at være hylende morsom, sørgelig og eftertænksom. Actiondelen er enkel, medrivende og flot iscenesat.
Colin Farrell er først og fremmest helt suveræn som den uskyldige Ray, der får en chance for en ny start på livet. Han spiller sin komplekse rolle med både humor og smerte og nogen gange begge dele samtidig. Brendan Glesson er som altid utrolig sympatisk som den faderlige Ken, der blot vil sin fortabte elev det bedste og ca. tre kvarter inde i filmen springer Ralph Fiennes frem som en trold af en æske, og giver os en tour de force af en præstation som den gale, men principfaste gangster Harry. Derudover består de bærende præstationer af mere eller mindre ukendte skuespillere og specielt Jordan Prentice (aka. Howard The Duck) skal have ros for sit portræt af den småracistiske dværg i skoleuniform
In Bruges indeholder alt, hvad jeg kunne ønske mig af en europæisk krimikomedie. Den Oscar vindende instruktør har taget det bedste fra Ritchie og Tarantino og tilsat det sit helt eget særpræg, som gør filmen til en unik tur i den bedst bevarede middelalderby i Europa.
11/09-2009
