Småt brændbart
2.0
Idéen som Blå Mænd kredser om er på papiret fin. Problemet er blot, at den aldrig kommer til andet end at kredse. Hvad endnu værre er, at den konstant prøver at være sjov, hvilket med al sandsynlighed skyldes Mick Øgendahls manus. Man bliver ganske enkelt hurtigt træt af den konstante strøm af jokes, som enten er hentet fra førnævntes shows og eller bare er tyndbenede. Og når man får en sådan følelse omkring en komedie, bør det være et tydeligt tegn på en manglende filmisk bevidsthed og kontrol over sine virkemidler. Især Lotte's dagdrømmerier virker sært malplacerede og i længden direkte pinlige. I virkelighedens verden arbejdede Lotte nok ikke på en genbrugsstation, men nærmere i et beskyttet værksted på en mental skadestue.
Til filmens mere forsonende sider kan nævnes (den alt for forbigåede) skildring af hovedrollens storhed og fald, som på enkelte tidspunkter begynder at ligne en kvalitet. Heri kunne der sagtens have ligget en masse guldkorn, som i eksempelvis Scrooge med Bill Murray, hvor den arrogante og selvliderlige stodder bliver trukket ufrivilligt igennem bagsiden af sit livs medalje, for til sidst at vågne op på den anden side som "genfødt". Dette præsenteres i Blå Mænd, bevares, men det gøres hurtigere end Usain Bolt på en 100 meter distance og med dybde som en vandpyt. Dette minimalistiske drama kunne have været blevet interessant, hvis filmen bare havde turdet at satse en smule mere på andet end den konstante strøm af "morskab", som publikum naturligt forventer, når en af landets mest populære stand up komikere er en hovedkraft bag projektet. Rene Hjerter beviste at Anders M. kunne andet end at være en (aldeles glimrende) sjov mand. Det havde bestemt givet en ekstra stjerne hos undertegnede, hvis Blå Mænd havde haft samme mod.
Mit største lyspunkt ved Blå Mænd er den ærlige og handicappede Karsten, som var den eneste som fik mig til at grine, for i hans person skildres en oprigtighed og kærlighed, som ingen af de professionelle aktører nogensinde formår at komme i nærheden af.
Dette er med andre ord en slatten crowdpleaser, som bedst egner sig til en fredag aften med popcorn, bajere og en flok lettere fraværende venner. For ja, i længden er drukspil sgu sjovere end det her skrald.
Til filmens mere forsonende sider kan nævnes (den alt for forbigåede) skildring af hovedrollens storhed og fald, som på enkelte tidspunkter begynder at ligne en kvalitet. Heri kunne der sagtens have ligget en masse guldkorn, som i eksempelvis Scrooge med Bill Murray, hvor den arrogante og selvliderlige stodder bliver trukket ufrivilligt igennem bagsiden af sit livs medalje, for til sidst at vågne op på den anden side som "genfødt". Dette præsenteres i Blå Mænd, bevares, men det gøres hurtigere end Usain Bolt på en 100 meter distance og med dybde som en vandpyt. Dette minimalistiske drama kunne have været blevet interessant, hvis filmen bare havde turdet at satse en smule mere på andet end den konstante strøm af "morskab", som publikum naturligt forventer, når en af landets mest populære stand up komikere er en hovedkraft bag projektet. Rene Hjerter beviste at Anders M. kunne andet end at være en (aldeles glimrende) sjov mand. Det havde bestemt givet en ekstra stjerne hos undertegnede, hvis Blå Mænd havde haft samme mod.
Mit største lyspunkt ved Blå Mænd er den ærlige og handicappede Karsten, som var den eneste som fik mig til at grine, for i hans person skildres en oprigtighed og kærlighed, som ingen af de professionelle aktører nogensinde formår at komme i nærheden af.
Dette er med andre ord en slatten crowdpleaser, som bedst egner sig til en fredag aften med popcorn, bajere og en flok lettere fraværende venner. For ja, i længden er drukspil sgu sjovere end det her skrald.
12/09-2009
