Filmnørden anmelder Pigen Der Legede Med Ilden
3.0
Jeg tror jeg har fundet hemmeligheden bag Stieg Larsson. Jeg tror, vel at mærke uden at ha' læst et eneste ord i nogen af hans bøger, at jeg har fundet lige præcis de talenter han havde, som har givet ham så gigantisk succes. Men mere om det senere... Lad os i første omgang få anmeldelsen overstået og så gå i dybden med Larsson og hans hemmelighed senere.
Pigen Der Legede Med Ilden er næste kapitel i historien om Mikael Blomvist og Lisbeth Salander. Mikael og hans kolleger på magasinet Millenium kommer i besiddelse af bunkevis af sprængfarligt materiale, da en ukendt freelancer kontakter dem med historien om et udbredt netværk af menneskehandel i Sverige. Inden længe mister den ukendte freelancer og dennes kæreste dog livet på blodig manér og Mikael må passe ekstra på, for ikke at blive næste offer. Han kunne virkelig godt bruge en hjælpende hånd fra Lisbeth og hendes hacker-evner, men problemet er, at alt tyder på at Lisbeth er morderen. I modsætning til alle andre, køber Mikael ikke den teori og forsøger på den ene snedige måde efter den anden, at komme i kontakt med Lisbeth. Hun er dog ikke lige til at få fat på, for hun er gået under jorden. I al hemmelighed arbejde hun faktisk mod samme mål som Mikael, men fra en helt anden vinkel, for som tiden viser, spiller hun en meget central rolle netop i historien om menneskehandel. Har du læst bogen ved du hvad der sker. Har du ikke, må du ha' spændingen til gode.
Pigen Der Legede Med Ilden skal leve op til nogle fuldstændigt urimelige forventninger. Millioner af læsere tilbeder den historie der ligger til grund for filmen. Millioner af mennesker gik i biffen og så Mænd Der Hader Kvinder og glæder sig til film nr. 2. Og den generelle fokus på filmen, overgår alt hvad den skandinaviske filmindustri nogensinde har oplevet. Det her skal være en guddommelig oplevelse, for at den kan leve op til disse forventninger og det kommer derfor som ingen overraskelse, at det ikke lykkes for den.
Det kan der være flere årsager til. For det første er den forholdsvis erfarne og solide instruktør Niels Arden Oplev, der instruerede Mænd Der Hader Kvinder, blevet skiftet ud med den mindre succesfulde Daniel Alfredson. For det andet blev Pigen Der Legede Med Ilden og den kommende Luftkastellet Der Blev Sprængt produceret med det formål, at de skulle direkte på TV, hvilket utvivlsomt betyder af folkene bag har haft et væsentligt mindre budget at lege med - først efter Mænd Der Hader Kvinders tordnende succes, blev det besluttet de skulle vises i biffen. Og for det tredje forekommer der hændelser i denne anden del af historien, der gør den sværere at acceptere i forhold til i den første del.
Rent teknisk er der flere problemer med Pigen Der Legede Med Ilden, for grundlæggende er der ikke kræset så meget for de tekniske sider af filmen, som der blev i Mænd Der Hader Kvinder. Billederne er ikke lige så flotte. Filmens tempo flyder ikke lige så uhindret. Og så er der nogle ret store visuelle kontinuitetsproblemer, der belaster filmens illusion af realisme. Ganske enkelt virker filmen bare ikke lige så gennemarbejdet som den forrige.
Den skal dog også ha' en masse plus-point. Skuespillet er fantastisk. Noomi Rapace ejer rollen som Lisbeth Salander! Hun er så god, at det halve kunne være nok, men det er Michael Nykvist som Mikael Blomkvist, der efter min mening er den største oplevelse. Lige meget hvor mondæne og hverdagsagtige ting han foretager sig, bliver det interessant når han udfører dem. Det er naturligvis fordi Stieg Larsson har opbygget nogle bundsolide og interessante karakterer, men i høj grad også fordi Mikael Nykvist er en skide god skuespiller. Derudover er der mange spændende scener i løbet af filmen, der nok skal gi' dig lidt sved i hænderne. Og sidst men ikke mindst er musikken i Pigen Der Legede Med Ilden klasser bedre end den var i Mænd Der Hader Kvinder. Den komplimenterer ganske enkelt de forskellige scener bedre.
Omsider er vi kommet frem til mit grundlæggende problem med Pigen Der Legede Med Ilden og dermed hemmeligheden bag Stieg Larssons talent. Historien i Mænd Der Hader Kvinder blev langsomt og grundigt etableret i en troværdig realisme. På intet tidspunkt i løbet af den film, forekommer der hændelser der virker decideret urealistiske. Med andre ord har både Stieg Larsson med sin bog og Niels Arden Oplev med sin film formået, at opbygge en skudsikker illusion, der gør at publikum uden nogen problemer kan acceptere historien og dermed leve sig dybt ind i den.
Denne illusion bliver nedbrudt i Pigen Der Legede Med Ilden, i første omgang med introduktionen af nogle dybt utroværdige karakterer og i anden omgang på grund af nogle lige så utroværdige plot-twists. Pludselig indføres der i filmens veletablerede realistiske verden, karakterer der virker som om de er hentet direkte fra en James Bond-film. At det så oven i købet pludselig viser sig, at flere af historiens centrale karakterer rent faktisk er i familie med hinanden, gør ikke tingene bedre. Illusionen om troværdig realisme ødelægges og dette ødelagde for mit vedkommende en stor del af fornøjelsen.
Jeg har snakket med flere folk der både er store fans af bøgerne og som har set de indtil videre to filmatiseringer og alle har været dybt skuffede over Pigen Der Legede Med Ilden. Som kommentar til introduktionen af Bond-agtige karakterer og utroværdige plot-twists, har de alle sagt: "Jamen, det virker i bogen!". Derudover viser filmatiseringen af Pigen Der Legede Med Ilden tydeligt, at Stieg Larsson egentlig ikke fandt på særligt originale historier. Skærer du ind til benet, så er plottet hverken bedre eller mere originalt, end noget du kunne finde i et afsnit af Beck eller Waking The Dead.
Dette må ikke tages som en kritik af bøgerne, for jeg har ikke læst dem. De er helt sikkert fantastiske. Men filmene afslører efter min mening, at Stieg Larssons forfatter-talent kun udmærker sig på to punkter: han kunne skabe komplekse og interessante karakterer og han kunne få sine læsere til at tro på det dybt utroværdige. Kun det første af disse talenter kommer helskindet igennem filmatiseringen af Pigen Der Legede Med Ilden. Salander og Blomkvist er stadig dybt fascinerende karakterer (selvom det er lidt skuffende at de kun møder hinanden i et kort øjeblik i løbet af hele filmen), men hvor det lykkes bogen at lulle sine læsere ind i en så solid illusion, at læserne uden videre sluger den ene utroværdige kamel efter den anden, lykkes det langt fra for filmen og det er absolut filmens største problem. Resultatet er, at filmen virker lidt langt ude.
Når det så er sagt, så er Pigen Der Legede Med Ilden ikke en decideret dårlig film - den er bare heller ikke særlig god. Var jeg faldet over den på TV uden at vide hvad det var, havde jeg zappet videre forholdsvis hurtigt. Synd, synd og dobbelt synd, for havde man investeret nok tid, penge og dygtige folk i filmatiseringen af del to af Larssons kæmpesucces, kunne filmen sagtens ha' levet op til bogen... eller være kommet tæt på, men det gør den ikke.
Filmnørdens karakter:
Desværre ikke noget særligt
http://www.filmnoerden.com/
Pigen Der Legede Med Ilden er næste kapitel i historien om Mikael Blomvist og Lisbeth Salander. Mikael og hans kolleger på magasinet Millenium kommer i besiddelse af bunkevis af sprængfarligt materiale, da en ukendt freelancer kontakter dem med historien om et udbredt netværk af menneskehandel i Sverige. Inden længe mister den ukendte freelancer og dennes kæreste dog livet på blodig manér og Mikael må passe ekstra på, for ikke at blive næste offer. Han kunne virkelig godt bruge en hjælpende hånd fra Lisbeth og hendes hacker-evner, men problemet er, at alt tyder på at Lisbeth er morderen. I modsætning til alle andre, køber Mikael ikke den teori og forsøger på den ene snedige måde efter den anden, at komme i kontakt med Lisbeth. Hun er dog ikke lige til at få fat på, for hun er gået under jorden. I al hemmelighed arbejde hun faktisk mod samme mål som Mikael, men fra en helt anden vinkel, for som tiden viser, spiller hun en meget central rolle netop i historien om menneskehandel. Har du læst bogen ved du hvad der sker. Har du ikke, må du ha' spændingen til gode.
Pigen Der Legede Med Ilden skal leve op til nogle fuldstændigt urimelige forventninger. Millioner af læsere tilbeder den historie der ligger til grund for filmen. Millioner af mennesker gik i biffen og så Mænd Der Hader Kvinder og glæder sig til film nr. 2. Og den generelle fokus på filmen, overgår alt hvad den skandinaviske filmindustri nogensinde har oplevet. Det her skal være en guddommelig oplevelse, for at den kan leve op til disse forventninger og det kommer derfor som ingen overraskelse, at det ikke lykkes for den.
Det kan der være flere årsager til. For det første er den forholdsvis erfarne og solide instruktør Niels Arden Oplev, der instruerede Mænd Der Hader Kvinder, blevet skiftet ud med den mindre succesfulde Daniel Alfredson. For det andet blev Pigen Der Legede Med Ilden og den kommende Luftkastellet Der Blev Sprængt produceret med det formål, at de skulle direkte på TV, hvilket utvivlsomt betyder af folkene bag har haft et væsentligt mindre budget at lege med - først efter Mænd Der Hader Kvinders tordnende succes, blev det besluttet de skulle vises i biffen. Og for det tredje forekommer der hændelser i denne anden del af historien, der gør den sværere at acceptere i forhold til i den første del.
Rent teknisk er der flere problemer med Pigen Der Legede Med Ilden, for grundlæggende er der ikke kræset så meget for de tekniske sider af filmen, som der blev i Mænd Der Hader Kvinder. Billederne er ikke lige så flotte. Filmens tempo flyder ikke lige så uhindret. Og så er der nogle ret store visuelle kontinuitetsproblemer, der belaster filmens illusion af realisme. Ganske enkelt virker filmen bare ikke lige så gennemarbejdet som den forrige.
Den skal dog også ha' en masse plus-point. Skuespillet er fantastisk. Noomi Rapace ejer rollen som Lisbeth Salander! Hun er så god, at det halve kunne være nok, men det er Michael Nykvist som Mikael Blomkvist, der efter min mening er den største oplevelse. Lige meget hvor mondæne og hverdagsagtige ting han foretager sig, bliver det interessant når han udfører dem. Det er naturligvis fordi Stieg Larsson har opbygget nogle bundsolide og interessante karakterer, men i høj grad også fordi Mikael Nykvist er en skide god skuespiller. Derudover er der mange spændende scener i løbet af filmen, der nok skal gi' dig lidt sved i hænderne. Og sidst men ikke mindst er musikken i Pigen Der Legede Med Ilden klasser bedre end den var i Mænd Der Hader Kvinder. Den komplimenterer ganske enkelt de forskellige scener bedre.
Omsider er vi kommet frem til mit grundlæggende problem med Pigen Der Legede Med Ilden og dermed hemmeligheden bag Stieg Larssons talent. Historien i Mænd Der Hader Kvinder blev langsomt og grundigt etableret i en troværdig realisme. På intet tidspunkt i løbet af den film, forekommer der hændelser der virker decideret urealistiske. Med andre ord har både Stieg Larsson med sin bog og Niels Arden Oplev med sin film formået, at opbygge en skudsikker illusion, der gør at publikum uden nogen problemer kan acceptere historien og dermed leve sig dybt ind i den.
Denne illusion bliver nedbrudt i Pigen Der Legede Med Ilden, i første omgang med introduktionen af nogle dybt utroværdige karakterer og i anden omgang på grund af nogle lige så utroværdige plot-twists. Pludselig indføres der i filmens veletablerede realistiske verden, karakterer der virker som om de er hentet direkte fra en James Bond-film. At det så oven i købet pludselig viser sig, at flere af historiens centrale karakterer rent faktisk er i familie med hinanden, gør ikke tingene bedre. Illusionen om troværdig realisme ødelægges og dette ødelagde for mit vedkommende en stor del af fornøjelsen.
Jeg har snakket med flere folk der både er store fans af bøgerne og som har set de indtil videre to filmatiseringer og alle har været dybt skuffede over Pigen Der Legede Med Ilden. Som kommentar til introduktionen af Bond-agtige karakterer og utroværdige plot-twists, har de alle sagt: "Jamen, det virker i bogen!". Derudover viser filmatiseringen af Pigen Der Legede Med Ilden tydeligt, at Stieg Larsson egentlig ikke fandt på særligt originale historier. Skærer du ind til benet, så er plottet hverken bedre eller mere originalt, end noget du kunne finde i et afsnit af Beck eller Waking The Dead.
Dette må ikke tages som en kritik af bøgerne, for jeg har ikke læst dem. De er helt sikkert fantastiske. Men filmene afslører efter min mening, at Stieg Larssons forfatter-talent kun udmærker sig på to punkter: han kunne skabe komplekse og interessante karakterer og han kunne få sine læsere til at tro på det dybt utroværdige. Kun det første af disse talenter kommer helskindet igennem filmatiseringen af Pigen Der Legede Med Ilden. Salander og Blomkvist er stadig dybt fascinerende karakterer (selvom det er lidt skuffende at de kun møder hinanden i et kort øjeblik i løbet af hele filmen), men hvor det lykkes bogen at lulle sine læsere ind i en så solid illusion, at læserne uden videre sluger den ene utroværdige kamel efter den anden, lykkes det langt fra for filmen og det er absolut filmens største problem. Resultatet er, at filmen virker lidt langt ude.
Når det så er sagt, så er Pigen Der Legede Med Ilden ikke en decideret dårlig film - den er bare heller ikke særlig god. Var jeg faldet over den på TV uden at vide hvad det var, havde jeg zappet videre forholdsvis hurtigt. Synd, synd og dobbelt synd, for havde man investeret nok tid, penge og dygtige folk i filmatiseringen af del to af Larssons kæmpesucces, kunne filmen sagtens ha' levet op til bogen... eller være kommet tæt på, men det gør den ikke.
Filmnørdens karakter:
Desværre ikke noget særligt
http://www.filmnoerden.com/
17/09-2009
