Lidt blødere, lidt mindre intens ... men stadig en udmærket film
3.0
Niels Arden Oplev leverede så afgjort varen med "Mænd der hader kvinder", men er alligevel afløst af Daniel Alfredson i instruktørstolen til anden del af Stieg Larssons "Millennium"-trilogi. Den skulle oprindeligt kun have været lavet som tv-serie, men etterens overvældende succes betød selvfølgelig, at de to næste afsnit også fik lov at blive til spillefilm.
Jeg har stadig ikke læst Larssons bøger, men "Pigen der legede med ilden" er igen en glimrende røverhistorie. Omdrejningspunktet er denne gang, at Larssons ene hovedperson, superhackeren Lisbeth Salander, bliver anklaget for tre mord i en sag, som viser sig at have forbindelser til Østeuropa, både i form af gammel Kold Krig og moderne trafficking. Jeg synes, toeren rammer lidt mere genrekliché end etteren, og kunne derfor bedre lide plottet i "Mænd der hader kvinder". Men det er nok en smagssag. I hvert fald kommer man her tættere på Larssons absolut mest interessante person, nemlig Salander.
Andet afsnit er dog også i et lidt lavere gear end første. "Pigen der legede med ilden" er ikke helt så intens som sin forgænger og heller ikke så skræmmende brutal, selv om Alfredson ellers gentager Oplevs stil med at smække vold og voldtægt lige i fjæset på én. Det virker simpelt hen som en film, der tager sig lidt bedre tid, selv om den faktisk er 23 minutter kortere end den første.
Forklaringen er formentlig todelt. For det første er det en mere svensk film, lidt mere sindig skandinavisk krimi, hvor "Mænd der hader kvinder" i højere grad havde international thrillerstil. Og for det andet er filmen jo reelt en nedklippet tv-serie. Man kan flere steder se, at den egentlig er lavet til et langsommere tv-tempo, og derfor er hverken scener, replikker eller billeder helt så skarpe som i den første film.
Noomi Rapace er igen fantastisk som Salander, som hun dog også gør lidt rundere og lidt mindre psykotisk denne gang. Michael Nyqvist bliver til en endnu blødere svensk mand som Blomkvist, men til gengæld er der bedre plads til Lena Endre i en fin rolle som Blomkvists kollega og elskerinde. Skuespillet er generelt solidt, men desværre er Georgi Staykov svag som historiens skurk.
"Pigen der legede med ilden" har ikke samme slagkraft og tempo som sin forgænger, men det er stadig en udmærket, kompetent afviklet spændingsfilm. Som samtidig ligner kimen til en virkelig god tv-serie, når alt det fraklippede kommer tilbage i historien.
Jeg har stadig ikke læst Larssons bøger, men "Pigen der legede med ilden" er igen en glimrende røverhistorie. Omdrejningspunktet er denne gang, at Larssons ene hovedperson, superhackeren Lisbeth Salander, bliver anklaget for tre mord i en sag, som viser sig at have forbindelser til Østeuropa, både i form af gammel Kold Krig og moderne trafficking. Jeg synes, toeren rammer lidt mere genrekliché end etteren, og kunne derfor bedre lide plottet i "Mænd der hader kvinder". Men det er nok en smagssag. I hvert fald kommer man her tættere på Larssons absolut mest interessante person, nemlig Salander.
Andet afsnit er dog også i et lidt lavere gear end første. "Pigen der legede med ilden" er ikke helt så intens som sin forgænger og heller ikke så skræmmende brutal, selv om Alfredson ellers gentager Oplevs stil med at smække vold og voldtægt lige i fjæset på én. Det virker simpelt hen som en film, der tager sig lidt bedre tid, selv om den faktisk er 23 minutter kortere end den første.
Forklaringen er formentlig todelt. For det første er det en mere svensk film, lidt mere sindig skandinavisk krimi, hvor "Mænd der hader kvinder" i højere grad havde international thrillerstil. Og for det andet er filmen jo reelt en nedklippet tv-serie. Man kan flere steder se, at den egentlig er lavet til et langsommere tv-tempo, og derfor er hverken scener, replikker eller billeder helt så skarpe som i den første film.
Noomi Rapace er igen fantastisk som Salander, som hun dog også gør lidt rundere og lidt mindre psykotisk denne gang. Michael Nyqvist bliver til en endnu blødere svensk mand som Blomkvist, men til gengæld er der bedre plads til Lena Endre i en fin rolle som Blomkvists kollega og elskerinde. Skuespillet er generelt solidt, men desværre er Georgi Staykov svag som historiens skurk.
"Pigen der legede med ilden" har ikke samme slagkraft og tempo som sin forgænger, men det er stadig en udmærket, kompetent afviklet spændingsfilm. Som samtidig ligner kimen til en virkelig god tv-serie, når alt det fraklippede kommer tilbage i historien.
18/09-2009
