Apokalyptiske glansbilleder
2.0
For anden gang leverer billedfabrikken DreamWorks et stykke spektakulært dommedagsfiktion, hvor katastrofer og menneskelige dramaer kappes om vores opmærksomhed. "Deep Impact" gør dog ikke så dybt indtryk på denne side af lærredet som begivenhederne gør det for historiens figurer. Men håndværksmæssig kvalitet skorter det bestemt ikke på.
Sidst vi hørte instruktørnavnet Mimi Leder var i forbindelse med "The Peacemaker" lidt før jul. Dengang handlede det om atomvåbensmugling og potentiel international krise. Det var en stramt komponeret actionfilm, og trods de konventionelle mekanismer, må man sige at Leder gjorde sig umage for at udfylde genrens rammer. Meget af det samme kan siges om "Deep Impact", hvor DreamWorks igen har sat Leder til at orkestrere en historie, hvor der mildest talt ikke spares på noget. I denne film vendes blikket imidlertid ud ad, nemlig mod en vildfaren komet på størrelse med New York, der truer med at ramme Jorden og udslette alt liv. Det er kun et spørgsmål om tid "before impact", som titlen også proklamerer. Vi har endnu ikke set den sidste film i hvad man kunne kalde katastrofefilmens anden blomstring siden 70'erne.
Udvælgelsen
Filmen følger flere skæbner på én gang. For det første er der skoledrengen Leo Beiderman (Elijah Wood), der opdager den famøse komet og får den opkaldt efter sig. Det er en noget tvivlsom ære som det senere skal vise sig, men som en af Leos skolekammerater bemærker, så er det altid godt for sexlivet at være kendt. Og jo, det passer skam Leo fint, eftersom han er småvild med pigen Sarah, der også kigger stjerner i fritiden. For det andet er der karrierejournalisten Jenny Lerner (Téa Leoni), der prøver at få fingrene i en afgået minister i forbindelse med dennes tilsyneladende saftige sidespring med en vis "Ellie". Og senere kommer blandt andet den garvede astronaut Spurgeon Tanner (Robert Duvall) på banen i kampen mod kometen.
For sandheden om "Ellie" får Jenny og resten af verden snart at vide af præsident Beck (Morgan Freeman). I et års tid har man i alle lande holdt informationen om kometens destruktive kurs hemmelig, mens man har har forberedt sig på det værste. "Ellie" er ikke et kvindenavn, men står for "Extinction Level Event", forkortet E.L.E. Godt ser det altså ikke ud, men Jenny benytter alligevel chancen til at gøre et karrierespring fra raporter til studievært. I USA er tiden og resourcerne blev brugt til at grave enorme sikkerhedshuler i Missouris bjerge, fortæller præsidenten, og disse skal fungere som en slags moderne Noahs Ark. Den gammeltestamentelige ånd er ikke til at tage fejl, tør man antyde.
Have rejser sig og byer falder
Kometens nedslag er nemlig beregnet til at foregå i Atlanterhavet, tæt på USAs østkyst, hvilket vil betyde enorme flodbølger, og derfor bliver kun et særligt udvalg af vigtige og dygtige mennesker samt en række dyr tilladt adgang til arkene. Mens folk i panik flygter længere ind i landet og myndighedernes sikkerheds- og udvægelsesapparat kommer op i omdrejninger sendes en specielbygget raket med atomladninger afsted for at neutralisere kometen inden den rammer Jorden.
Mandskabet ombord ledes af Tanner, og tæller i øvrigt en kvinde og en russer udover en håndfuld amerikanske mænd af rette støbning. Holdet her følges længe nok til at deres historie og indbyrdes forhold får vægt og nuancer, og det sættes i ydeligere relief da det viser sig at deres mission ikke lykkes som planlagt.
Med den forestående naturkatastrofe som historiens ydre ramme, bruges der meget tid på at lade både hoved- og bipersoner vise hvordan de tackler forskellige kriser og deres kollektive skæbne, især for Jennys vedkommende, da hendes historie er filmens måske vigtigste omdrejningspunkt. Der er en oplagt udfordring i at belyse hvordan folk reagerer, når der ingen vej tilbage er. Selvom enkelte af disse scener faktisk fungerer godt, så er det fortrinsvis klichéerne man husker og irriteres over. "I love you Daddy!" er en af den slags fraser, der bare ikke længere virker efter hensigten. Det er netop afskedstemaet i sine mange afskygninger, der blandt andet har optaget instruktøren, men dét tema blegner i takt med, at der skrues op for nogle imponerende katastrofeeffekter i filmen sidste og meget hektiske tredjedel.
Fagre nye verden
Der skal ikke røbes mere her om præcis hvordan filmen spiller sine kort, men genren tro kommer æren og Det Gode ikke til at lide afgørende nederlag. Det er smukt fotograferet og nogenlunde velfortalt det meste af vejen. Der er en sær blanding af noget mat og småfebrilsk over nogle af heltenes og bifigurernes præstationer, men så er det til gengæld rart at se at Morgan Freeman og Robert Duvall stadigt kan lyse op med små virkemidler. "Deep Impact" er ret beset et pompøst og politisk korrekt opus til amerikansk offervilje, menneskeligt mod og uovertruffen teknisk kunnen. Tanner refererer flittigt til arketypiske amerikanske forfatterfigurer som Herman Melville og Mark Twain på en måde, som får ham og resten af holdet til at tage sig ud som en moderne version af myten om det ubændige individ. Tanner ser for eksempel sig selv som en slags lods a lá dem, der befolkede Mississippi engang i den amerikanske guldalder. Flodsejlads eller rumfærd, kravene er de samme, som han siger.
Og de atomvåben, der oprindeligt var tiltænkt helt andre formål bliver nu brugt for at sikre hele menneskehedens overlevelse. Den hollywoodske logik antyder naturligvis her, at intet er så slemt, at det ikke er godt for noget, heller ikke god gammeldags oprustning. Der lægges kort sagt ikke skjul på, at det netop er amerikanske våben, materiel og mandskab, der går i spidsen for missionen. Og sidst, men ikke mindst, så virker præsident Becks afslutningsvise besyngelse af håbet og visionen om at starte på en frisk, som en genkaldelse af amerikanernes historieforløb i Den Nye Verden. Jo, en opbyggelig atmosfære er så afgjort til stede. Dreamworks holder troldspejlet op foran dine øjne, og byder velkommen til det nye årtusinde "the American way"!
Sidst vi hørte instruktørnavnet Mimi Leder var i forbindelse med "The Peacemaker" lidt før jul. Dengang handlede det om atomvåbensmugling og potentiel international krise. Det var en stramt komponeret actionfilm, og trods de konventionelle mekanismer, må man sige at Leder gjorde sig umage for at udfylde genrens rammer. Meget af det samme kan siges om "Deep Impact", hvor DreamWorks igen har sat Leder til at orkestrere en historie, hvor der mildest talt ikke spares på noget. I denne film vendes blikket imidlertid ud ad, nemlig mod en vildfaren komet på størrelse med New York, der truer med at ramme Jorden og udslette alt liv. Det er kun et spørgsmål om tid "before impact", som titlen også proklamerer. Vi har endnu ikke set den sidste film i hvad man kunne kalde katastrofefilmens anden blomstring siden 70'erne.
Udvælgelsen
Filmen følger flere skæbner på én gang. For det første er der skoledrengen Leo Beiderman (Elijah Wood), der opdager den famøse komet og får den opkaldt efter sig. Det er en noget tvivlsom ære som det senere skal vise sig, men som en af Leos skolekammerater bemærker, så er det altid godt for sexlivet at være kendt. Og jo, det passer skam Leo fint, eftersom han er småvild med pigen Sarah, der også kigger stjerner i fritiden. For det andet er der karrierejournalisten Jenny Lerner (Téa Leoni), der prøver at få fingrene i en afgået minister i forbindelse med dennes tilsyneladende saftige sidespring med en vis "Ellie". Og senere kommer blandt andet den garvede astronaut Spurgeon Tanner (Robert Duvall) på banen i kampen mod kometen.
For sandheden om "Ellie" får Jenny og resten af verden snart at vide af præsident Beck (Morgan Freeman). I et års tid har man i alle lande holdt informationen om kometens destruktive kurs hemmelig, mens man har har forberedt sig på det værste. "Ellie" er ikke et kvindenavn, men står for "Extinction Level Event", forkortet E.L.E. Godt ser det altså ikke ud, men Jenny benytter alligevel chancen til at gøre et karrierespring fra raporter til studievært. I USA er tiden og resourcerne blev brugt til at grave enorme sikkerhedshuler i Missouris bjerge, fortæller præsidenten, og disse skal fungere som en slags moderne Noahs Ark. Den gammeltestamentelige ånd er ikke til at tage fejl, tør man antyde.
Have rejser sig og byer falder
Kometens nedslag er nemlig beregnet til at foregå i Atlanterhavet, tæt på USAs østkyst, hvilket vil betyde enorme flodbølger, og derfor bliver kun et særligt udvalg af vigtige og dygtige mennesker samt en række dyr tilladt adgang til arkene. Mens folk i panik flygter længere ind i landet og myndighedernes sikkerheds- og udvægelsesapparat kommer op i omdrejninger sendes en specielbygget raket med atomladninger afsted for at neutralisere kometen inden den rammer Jorden.
Mandskabet ombord ledes af Tanner, og tæller i øvrigt en kvinde og en russer udover en håndfuld amerikanske mænd af rette støbning. Holdet her følges længe nok til at deres historie og indbyrdes forhold får vægt og nuancer, og det sættes i ydeligere relief da det viser sig at deres mission ikke lykkes som planlagt.
Med den forestående naturkatastrofe som historiens ydre ramme, bruges der meget tid på at lade både hoved- og bipersoner vise hvordan de tackler forskellige kriser og deres kollektive skæbne, især for Jennys vedkommende, da hendes historie er filmens måske vigtigste omdrejningspunkt. Der er en oplagt udfordring i at belyse hvordan folk reagerer, når der ingen vej tilbage er. Selvom enkelte af disse scener faktisk fungerer godt, så er det fortrinsvis klichéerne man husker og irriteres over. "I love you Daddy!" er en af den slags fraser, der bare ikke længere virker efter hensigten. Det er netop afskedstemaet i sine mange afskygninger, der blandt andet har optaget instruktøren, men dét tema blegner i takt med, at der skrues op for nogle imponerende katastrofeeffekter i filmen sidste og meget hektiske tredjedel.
Fagre nye verden
Der skal ikke røbes mere her om præcis hvordan filmen spiller sine kort, men genren tro kommer æren og Det Gode ikke til at lide afgørende nederlag. Det er smukt fotograferet og nogenlunde velfortalt det meste af vejen. Der er en sær blanding af noget mat og småfebrilsk over nogle af heltenes og bifigurernes præstationer, men så er det til gengæld rart at se at Morgan Freeman og Robert Duvall stadigt kan lyse op med små virkemidler. "Deep Impact" er ret beset et pompøst og politisk korrekt opus til amerikansk offervilje, menneskeligt mod og uovertruffen teknisk kunnen. Tanner refererer flittigt til arketypiske amerikanske forfatterfigurer som Herman Melville og Mark Twain på en måde, som får ham og resten af holdet til at tage sig ud som en moderne version af myten om det ubændige individ. Tanner ser for eksempel sig selv som en slags lods a lá dem, der befolkede Mississippi engang i den amerikanske guldalder. Flodsejlads eller rumfærd, kravene er de samme, som han siger.
Og de atomvåben, der oprindeligt var tiltænkt helt andre formål bliver nu brugt for at sikre hele menneskehedens overlevelse. Den hollywoodske logik antyder naturligvis her, at intet er så slemt, at det ikke er godt for noget, heller ikke god gammeldags oprustning. Der lægges kort sagt ikke skjul på, at det netop er amerikanske våben, materiel og mandskab, der går i spidsen for missionen. Og sidst, men ikke mindst, så virker præsident Becks afslutningsvise besyngelse af håbet og visionen om at starte på en frisk, som en genkaldelse af amerikanernes historieforløb i Den Nye Verden. Jo, en opbyggelig atmosfære er så afgjort til stede. Dreamworks holder troldspejlet op foran dine øjne, og byder velkommen til det nye årtusinde "the American way"!
19/11-2018
