Studenterliv på amerikansk

2.0
Hvor er Tine Bryld, når der er brug for hende?

"Higher Learning" har fået den danske undertitel: Et spørgsmål om viden. Hermed antydes, at filmen handler om unge mennesker, der gennem viden og uddannelse søger, hvis ikke ligefrem meningen med livet, så dog en hvis form for erkendelse; at blive voksne. Men undertitelen er unægtelig noget af en tilsnigelse, for hvis der er noget personerne i "Higher Learning" ikke er interesseret i, så er det viden. De har simpelthen for travlt med alt muligt andet. I den muntre ende skal de komme godt ud af det med deres tildelte roommates, de skal overleve vilde fester med masser af druk og klare komplicerede forhold til det modsatte køn (i nogen tilfælde dog til det samme). I den mere alvorlige ende skal de finde deres plads i diverse race- og kønsmæssige grupperinger, hvis indbyrdes forhold til tider grænser til det borgerkrigslignende.

Ganske vist tales der af og til lidt om viden for dens egen skyld og for den personlige udviklings skyld. Denne holdning repræsenteres af den vise og strenge (men retfærdige) professor Phipps (Laurence Fishburne), der, som en vis alfaderlig figur, svæver hen over de oprørte studentervande altid med evnen til at sætte tingene på plads med de rette bevingede ord til de forvirrede studenter.

90210 ting på spil
Der er mange ting, personer og konflikter på spil i "Higher Learning". Der er den sorte løber Malik (Omar Epps), som studerer på et sportslegat. Han føler i stigende grad, at den hvide verdens både eksplicitte og mere subtile rascisme nødvendiggør, at han holder sammen med sine sorte brødre. Den utilpassede Remy (Michael Rapaport), den klassiske nørd, der ikke rigtig passer ind nogen steder og derfor følger sig forfulgt og bitter. Det oplagte offer for at blive rekruteret af en gruppe skinheads. Endelig er der Kristen (Kristy Swanson), der bare er ung og forvirret. En voldtægt får hende til at involvere sig i en kvindeselvhjælpsgruppe. Desuden har hun lidt svært ved at finde ud af, om hun er lesbisk.

De tre må betegnes som hovedpersonerne i "Higher Learning". Derudover er der en (meget) lang række bifigurer. Blandt andre Maliks kæreste Deja (Tyra Banks), der står overfor de samme problemer som ham, men er mere villig til at gå ind på spillets regler. Kristens lesbiske veninde Taryn (Jennifer Connelly), som filmen aldrig rigtig bruger til noget, og evighedstudenten Fudge (Ice Cube) der holder hof med sine sorte brødre.

Instruktøren John Singleton har mange ting på hjerte; forholdet mellem racer, mellem køn og mellem forskellige nationaliteteter. Universitetet som en smeltedigle, hvor alle disse blandes - eller rettere ikke blandes, men støder sammen. Lidt for meget faktisk. Personerne bliver aldrig fulgt helt til dørs, fordi der er så meget, som skal nåes. Man føler sig lidt fortabt og småkeder sig endda lidt, fordi man får hældt så meget i hovedet, at man ikke rigtig kan overkomme at engagere sig i det hele.

Dermed ikke være sagt, at "Higher Learning" er en dårlig film. Der er mange gode ting i den. Men desværre også nogle ting, som er knap så vellykkede. F.eks. yder Michael Rapaport en flot præstation som outsideren Remy, der bliver ny-nazist, men samtidig er det nynazistiske miljø med dets skaldede og tatoverede psykopater, ikke overbevisende. Det er for klichéfyldt og ikke særlig skræmmende. Værst er det dog, at selvom de moralske pointer er ganske tydelige i sig selv, så føler Singleton åbenbart alligevel, at de skal slås fast med syvtommer søm. Så sender han de studerende ind til en samtale med professor Phipps, der skærer det hele ud i pap, så selv dem på bageste række er med.

Faktisk minder "Higher Learning" en del om "Beverly Hills 90210". En flok unge på college, som har de problemer som venner, kærester, og ens racemæssige eller sociale baggrund giver. Den er ganske vist lidt mere rå og uglamourøs, og personerne er knap så evigt gode. Men den er ligeså evigt velmenende.
Higher Learning