Jules Verne i Det Vilde Vest
2.0
Barry Sonnenfeld forsøger med "Wild Wild West" at tilføre nye dimensioner til western-genren, men inficerer den i stedet med en slem omgang metaltræthed.
Det har bestemt ikke skortet på store forventninger til Barry Sonnenfelds "Wild Wild West", og det er han i sagens natur selv skyld i. Med ubestridt stilrene og originale film som "Familien Addams", "Get Shorty" og "Men in Black" har han gjort det mere end almindeligt svært at lægge bånd på såvel begejstring som forventning. Derfor er det desto mere af en nedtur, når man står overfor hans nyeste opus "Wild Wild West", der savner den umiddelbart pågående friskhed, som de andre har været så rige på.
The Will Will West
Ideen er ellers interessant nok til at drille ens nysgerrighed. Den stammer fra en populær 60'er tv-serie af samme navn, hvis hovedattraktion var krydsningen af westerngenren med en mere moderne James Bond-lignende agent West, udstyret med alskens finurligt teknologisk isenkram.
Will Smith spiller den rappe revolvermand West, der fører en skyggetilværelse som hemmelig regeringsagent. Han tvinges ind i et makkerskab med en anden regeringsagent, hans diametrale modsætning Artemus Gordon (Kevin Kline), der sætter sin lid til hjernevindinger frem for skydefærdigheder. Sammen får de til opgave at forhindre et mordforsøg på præsident Grant (Robert Conrad) udtænkt af den diabolske opfinder Dr. Loveless (Kenneth Branagh), der desuden har tænkt sig at overtage verdensherredømmet ved hjælp af sin gigantiske og morderiske metaledderkop. Under deres ihærdige jagt får vor to helte ballroom-danseren Rita (Salma Hayek) med på slæb. Senere viser det sig dog, at hun har en vis personlig interesse i deres mission.
Metaltræthed
Forsøget på at udstyre det ellers så antikverede Westernmiljø med Jules Verne-lignende dommedagsmaskiner er i og for sig en ganske morsom ide, og med sin stilrene sans er det da også lykkedes for Sonnenfeld at skabe et mere forkromet westerndesign. Imponerende ser det bestemt ud. Men isenkram alene gør ingen film, og et mildest talt ujævnt og tamt manuskript spolerer de ellers så gode intentioner. De imponerende maskiner tager mere og mere magten fra filmen, og vi efterlades med en slem gang metallisk overmætning, der er svær at komme af med. Den konsekvente originalitet, der fungerede så godt i "Men in Black", er her reduceret til små enkeltstående øjeblikke, som rykker filmen lige uden for smertegrænsen.
Den umiskendelige døsighed synes også at have bredt sig til skuespillerstaben, der på forhånd har strakt våben overfor såvel maskinerne som manuskriptet. Will Smith spiller med vanlig frækhed Will Smith, mens både Kevin Kline og Kenneth Branagh virker underligt utilpas i deres roller og synes at ønske, de var et andet sted. Salma Hayek kæmper sin egen interne kamp med en aldeles ligegyldig staffagerolle, som ikke forbedres af, at hun i bund og grund er en skidt skuespiller.
Det er med bøjet nakke, man forlader biografen efter denne tamme oplevelse, og forventningerne til Sonnenfelds næste projekt daler i takt med humøret.
Det har bestemt ikke skortet på store forventninger til Barry Sonnenfelds "Wild Wild West", og det er han i sagens natur selv skyld i. Med ubestridt stilrene og originale film som "Familien Addams", "Get Shorty" og "Men in Black" har han gjort det mere end almindeligt svært at lægge bånd på såvel begejstring som forventning. Derfor er det desto mere af en nedtur, når man står overfor hans nyeste opus "Wild Wild West", der savner den umiddelbart pågående friskhed, som de andre har været så rige på.
The Will Will West
Ideen er ellers interessant nok til at drille ens nysgerrighed. Den stammer fra en populær 60'er tv-serie af samme navn, hvis hovedattraktion var krydsningen af westerngenren med en mere moderne James Bond-lignende agent West, udstyret med alskens finurligt teknologisk isenkram.
Will Smith spiller den rappe revolvermand West, der fører en skyggetilværelse som hemmelig regeringsagent. Han tvinges ind i et makkerskab med en anden regeringsagent, hans diametrale modsætning Artemus Gordon (Kevin Kline), der sætter sin lid til hjernevindinger frem for skydefærdigheder. Sammen får de til opgave at forhindre et mordforsøg på præsident Grant (Robert Conrad) udtænkt af den diabolske opfinder Dr. Loveless (Kenneth Branagh), der desuden har tænkt sig at overtage verdensherredømmet ved hjælp af sin gigantiske og morderiske metaledderkop. Under deres ihærdige jagt får vor to helte ballroom-danseren Rita (Salma Hayek) med på slæb. Senere viser det sig dog, at hun har en vis personlig interesse i deres mission.
Metaltræthed
Forsøget på at udstyre det ellers så antikverede Westernmiljø med Jules Verne-lignende dommedagsmaskiner er i og for sig en ganske morsom ide, og med sin stilrene sans er det da også lykkedes for Sonnenfeld at skabe et mere forkromet westerndesign. Imponerende ser det bestemt ud. Men isenkram alene gør ingen film, og et mildest talt ujævnt og tamt manuskript spolerer de ellers så gode intentioner. De imponerende maskiner tager mere og mere magten fra filmen, og vi efterlades med en slem gang metallisk overmætning, der er svær at komme af med. Den konsekvente originalitet, der fungerede så godt i "Men in Black", er her reduceret til små enkeltstående øjeblikke, som rykker filmen lige uden for smertegrænsen.
Den umiskendelige døsighed synes også at have bredt sig til skuespillerstaben, der på forhånd har strakt våben overfor såvel maskinerne som manuskriptet. Will Smith spiller med vanlig frækhed Will Smith, mens både Kevin Kline og Kenneth Branagh virker underligt utilpas i deres roller og synes at ønske, de var et andet sted. Salma Hayek kæmper sin egen interne kamp med en aldeles ligegyldig staffagerolle, som ikke forbedres af, at hun i bund og grund er en skidt skuespiller.
Det er med bøjet nakke, man forlader biografen efter denne tamme oplevelse, og forventningerne til Sonnenfelds næste projekt daler i takt med humøret.
19/11-2018
